Længere væk end Louise

Louise har fået nok af at bo sammen med hendes mor, og kontakter hendes far i udlandet. Så optaget af at komme bort fra hjemmet og barndomsbyen ænser hun slet ikke at hun efterlader alt det, hun kender.
Med femten skidne år i bagagen burde Louise være i stand til at klare sig som fremmed, men kun tiden kan vise om hun virkelig er.

3Likes
13Kommentarer
3027Visninger
AA

12. Magteløs fanget i armene

Månen lyste kraftigt og blev genspejlet lige så kraftigt i det mørke hav. Nattehimlen ville have været sort, hvis den ikke blev oplyst af det lys, byen gav af sig. Louise ville virkelig gerne løfte fødderne og gå, væk fra de to mænd, der stadig fastholdt blikket på hende. Hun ville gerne løbe, men hun var alt for skrækslagen. Sæt nu, de begav sig efter hende. Sæt nu, hun blev fanget i deres beskidte arme, og at de ville gøre hende noget fortræd. ”David, du er ved at gå fra forstanden,” kommenterede den anden, Parker. David lo en hæs latter, og Parker stemte i med en endnu hæsligere latter. Så tog Parker – en høj, kraftigt bygget mand, to lange skridt i Louises retning, og pludselig stod hun ansigt til ansigt med ham. Hun foretrak at se ned i sandet, ned på hendes slidte ballerina sko, indtil hun tog sig sammen og tog et skridts afstand. I hendes hånd holdt hun stadig den uåbnede pose med skumfiduser, men det glatte plastic var tæt på at glide ud af hendes svedige hånd. Endnu et skridt bagud. ”David, jeg tror ikke du er så fortabt alligevel....” brummede manden.
Louise satte i løb. De havde planer. Planer, der indkluderede hende. Hun skulle ikke være med, slet ikke!
Hun kunne mærke dem sætte i løb efter hende. Snart blev hun grebet fast af to kraftige arme, som Louise havde forestillet sig for blot noget tid siden. Hjertet hamrede, og hun overvejede at skrige. Der måtte vel være nogen der ikke var sindssyge, tænkte Louise, og peb om hjælp. Musikken overdøvede hende. Det var derfor, ingen havde lagt mærke til det tumulter der opstod. De var bag festteltets dug, og ingen kunne se dem. ”Pis! HJÆLP MIG,” råbte Louise, nu på dansk. Hun kunne dårligt høre sig selv på grund af musikken. Armenes greb blev strammere, og det gik op for Louise at det måtte være ham Parker, der holdt hende, for nu kom David op foran hendes ansigt. Et sted langt inde i hans øjne kunne Louise se smerten i at handle som han gjorde. Han vidste jo også, det var forkert. Han kunne bare ikke se det længere. Louise sparkede og slog vildt omkring sig, men i sidste ende lykkedes det David at få hende til at drikke noget, formentlig alkohol. Louise kunne mærke det gå gennem hele kroppen, men det værste var, da det påvirkede hovedet. Synet blev sløret, men det var svært at afgøre om det var fordi tårerne satte sig i øjnene, eller om det var drikken. I hvert fald blev det sværere og sværere at kæmpe imod, og til sidst kunne hun dårligt mærke hvordan hun blev slæbt halvt oprejst af sted. Hendes fødder havde dårlig nok kontakt med jorden, og på den ene fod var skoen faldet af. Derfor kunne hun mærke hvordan undergrunden pludselig skiftede fra blødt sand til ru asfalt, der skrabede hendes fine hud. Også syntes hun at kunne mærke hendes mobil vibrere i bukselommen, men lige meget hvor ihærdigt hun forsøgte, kunne hun ikke få armene fri – de blev klemt tæt op imod hendes sider under Parkers vanvittig stærke greb. ”Hvad vil I med mig?!”, skreg Louise, men mærkede så et slag i hovedet. Resten af vejen turde hun ikke sige noget og lod armene føre hende med. Lige så snart hun kom fri af disse arme, tænkte Louise, ville hun løbe for livet. Selvom den tanke var udmattende lige nu – hun følte sig så svag som et lig, så var hun sikker på, at det var sådan hun ville redde sig selv. Louise kunne ikke se meget i mørket, men af det hun kunne se, genkendte hun ingenting. Det var mørke gader, snævre gader, lugtende gader, som de gik igennem. Louise var ret sikker på, at hendes far ikke ville have anbefalet nogen overhovedet at betræde disse gader. Et par gange forsøgte hun at gøre modstand, men måtte give op. De var to store mænd, og hun var lille og skrøbelig. Hvad mon de skulle bruge hende til, tænkte Louise forfærdet. Hun gav straks op på den tanke. Det var jo sikkert dybt ubehageligt, så hvorfor overhovedet tænke på det... Hun ville stikke af fra dem så snart hun så en udvej af Parkers arme.
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...