Længere væk end Louise

Louise har fået nok af at bo sammen med hendes mor, og kontakter hendes far i udlandet. Så optaget af at komme bort fra hjemmet og barndomsbyen ænser hun slet ikke at hun efterlader alt det, hun kender.
Med femten skidne år i bagagen burde Louise være i stand til at klare sig som fremmed, men kun tiden kan vise om hun virkelig er.

3Likes
13Kommentarer
2999Visninger
AA

17. Hjem

Hun anede trafiklys, som hun trofast fulgte. Efterhånden var farten taget af og hun var begyndt at traske, men ikke uden at se sig bagover hver andet sekund.
Endelig kom hun til en befolket gade og hun lagde straks mærke til, hvor mange blikke der blev kastet på den beskidte, hvide pige. Louise lod en hurtig, fedtet hånd glide gennem håret, men det hjalp ikke på udseendet. Hun fandt vej ind til et hotel, formentlig et fint et. Kvinden i receptionen kiggede forfærdet på det monster, der lige var trådt ind over dørtærsklen. Som tegn på, at monstret ikke skulle gå yderligere ind i hotellet, hastede hun sig hen imod det, og det gik op for hende, at det var en ung pige, der ankom. Hun havde bare fødder, tøjet var krøllet, og håret var uglet. Den sorte mascara hang under øjnene i stedet for på øjenvipperne. "Hvordan kan jeg hjælpe dig?", spurgte kvinden uroligt - måske mest fordi hun ikke ville have de snavsede bare fødder i berøring med receptionens kolde fliser. "Hvordan kommer jeg til Camps Bay?", spurgte hun.
Kvinden sendte hende ud af døren igen med dårlige instrukser, men Louise fandt vejen hjem.

Den første, der så hende, da hun trådte gennem skydedørene, var Deni. Hun havde hverdagstøj på og en sort lædertaske hængende på den ene skulder. "Louise?" Deni så godt som råbte da hendes øjne spottede Louise. "Din far har været SÅ bekymret. Hvordan har du det? Hvad er der sket med dig?", spurgte Deni, hvis stærke, men bløde arme lagde sig om Louise. Louise tænkte på, at Deni's arme var meget mere behagelige end Parkers. Louise havde lyst til at sige mange ting, men kunne ikke få nogen lyd frem. Det eneste, der pressede sig på, var tårerne. Snart efter fulgte en snøften, og ikke lang tid efter brød hun ud i gråd. En stille, snøftende gråd, der fik hele hendes ømme krop til at ryste. Deni blev ved med at omfavne hende, og Louise lod hende. Det var meget sjældent for Louise at græde. Hun plejede at holde ud til det sidste, men det var som om at Deni's kærlige omfavnelse bragte tårerne frem i Louise. "Åh, for syv sytten...." bag sig hørte Louise hendes fars stemme. Til at begynde med lagde han en venlig hånd på Louises skulder, men lige så snart Deni gav slip, overtog hans arme og lod Louise blive krammet for anden gang, men nu af den høje, bekymrede mand, hendes gode far. Med hans beskyttende arme omkring sig, vidste Louise, at hun ikke havde grund til bekymring.
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...