Længere væk end Louise

Louise har fået nok af at bo sammen med hendes mor, og kontakter hendes far i udlandet. Så optaget af at komme bort fra hjemmet og barndomsbyen ænser hun slet ikke at hun efterlader alt det, hun kender.
Med femten skidne år i bagagen burde Louise være i stand til at klare sig som fremmed, men kun tiden kan vise om hun virkelig er.

3Likes
13Kommentarer
2992Visninger
AA

16. Flugten

(Blev en anelse langt... men god læselyst!)

Det var den mest forfærdelige dag, Louise havde oplevet. Hun fik altid for meget tid til at tænke. Tid til at mindes alle de mange dage hvor hun kom hjem til et lummert, snavset hus og fandt mor på sofaen. Mor der som sædvanlig havde sygemeldt sig og gået tidligere hjem fra arbejdet, selv når hun ikke fejlede andet, end mangel på arbejdslyst. Man skulle tro sådan noget var slemt, men dette var værre.
Flere gange forsøgte Louise at starte en samtale med den forskræmte pige, men som svar fik hun blot stilhed og to ængstelige øjne.

Timerne synes at være så langtrukne, at tiden så godt som kunne have stået stille i det lille rum.
Langt om længe sansede de to piger en lyd: lyden af dørens lås. Louise der før lå på maven på briksen med dinglene ben til hver sin side, havde nu sat sig op, og da to mænd trådte ind sad hun i en varsom position og gav dem spydige øjne. Den afrikanske pige derimod krympede sig sammen ind mod muren. "Her har vi hende," Parker talte med sin dybe stemme på engelsk til den anden mand. Han var mørk som Parker, men ikke lige så mørk. Han var bred både på den ene og den anden led, også hans hoved og næse var bred. Og hans smil, eller rettere, grimasse, var endnu bredere. Både Parker og manden kiggede på Louise med gennemborende øjne, så Louise kunne mærke den selvsikre, varsomme position forsvinde fra hendes krop. "Spændende," mumlede den brede mand.
"Hvis du vil have dem begge to, koster det kun lidt mere.." tilbød Parker, den sande forretningsmand. "Nej," bjæffede manden barskt, uden overhovedet at kaste et blik på den anden pige, der stadig sad som en underernæret orm og lænede sig op ad væggen, med tæppet trukket tæt omkring sig.

To stærke hænder plantede sig på Louises skulder. Hun kendte efterhånden dette faste greb så godt, at hun ikke behøvede at bekræfte at det var Parker, der førte hende ud af rummet. Modvilligt slentrede hun gennem den beskidte gang. Hun forsøgte at se bagover, måske sende den fortabte pige et sidste blik, men overkroppene på de to mænd spærrede for hendes udsyn.
Louise overvejede at gøre modstand, men hun huskede hvordan det var gået hende de sidste par gange, hun havde gjort modstand. Så hun gjorde det lettere end nogensinde for Parker at få hende ind i et nyt rum: dette var rummeligt, endda nydeligt. Louise kastede et forarget blik på den store dobbeltseng i rummet. Vel skulle hun da ej have noget med den at gøre. Hun holdt sig tæt op ad væggen, mens de to mænd lavmælt førte en samtale. Hun tænkte på alle de muligheder hun havde for at komme ud herfra inden det blev for sent. Der var ingen vinduer. Der var kun den ene dør. Hun skulle lige til at konkludere at der var intet håb, da hun så Parker smugle en nøgle i hånden på den store mand. Manden forsøgte diskret at låse døren efter Parker var gået og forsøgte også at gemme nøglen væk i en bukselomme, men Louises skarpe øjne opfattede det hele.
Sengens madras og dyner bevægede sig noget under mandens hårde vægt, da han satte sig. "Ikke være genert," manden talte roligt og lavmælt til Louise, der bare kunne mærke, han havde prøvet dette før. Som om et lys blev tændt, fik Louise en plan. Hun skulle have fat i nøglen. Hvis hun fik fat i nøglen, var det bare om at løbe, og så kunne hun måske komme ud.
Forsigtigt nærmede Louise sig manden, uanset hvor væmmeligt det var. Så gjorde hun det: en hånd satte hun solidt på mandens brystkasse - der heldigvis bar skjorte endnu - og mandens smil voksede overrasket. Måske var hende den hvide ikke så besværlig som Parker meddelte? Mens Louise skubbede manden bagover i sengen med én hånd, bevægede den anden sig forsigtigt frem til en bukselomme. Men så gik hun i panik? Hvilken bukselomme var det nu? Hurtigt som lynet lod hun en hånd glide ned i højre bukselomme, der desværre var tom. Nu kunne det ikke gå hurtigt nok med at forsøge sig med venstre. Perfekt! Louise fornemmede den kolde nøgle mellem hendes pegefinger og tommeltot, og hun trak hurtigt hånden til sig igen, men den anden var stadig ved at holde den gigantiske mand nede. Han havde fået mistanke, og satte sig nu op med en voldsom kræft. Louise kastede sig hen i den anden ende af sengen og greb to hovedpuder, som hun straks væltede ind over manden. Så løb hun hen til døren og stak nøglen i, hvorefter hun lukkede døren grundigt bag sig og spænede afsted. Halvvejs henne af gangen stoppede hun og gik et par skridt tilbage, indtil hun kom til en døråbning. Det klamme køkken. Parker sad derinde. Hun kunne da ikke liste forbi ham... Nu åbnedes døren længere henne af gangen. Louises hjerte hamrede i brystkassen, idet hun tog tilspring og spurtede gennem køkkenet. Et øjeblik var Parker forvirret, men så gik det op for ham, hvad der foregik. Med ét sprang han op, uden at vide at han ville hamre ind i den brede mand, der kom løbende bagfra. Den forskrækkede Parker udbrød straks i en hel serie af undskyldninger, der gav Louise god tid til at løbe gennem noget, der kunne ligne en reception. Receptionen var tom, og den tunge trædør for enden af den gled villigt op, næsten som om den ville hende det bedste.
Nu var hun ude. Den friske aftenluft fandt sin vej til hendes lunger; men disse pumpede stadig hastigt efter hendes lille flugt. Pumpeværket gik igang igen da Louise spurtede gennem de snævre, møgbeskidte gyder, for hun ville ikke standse op inden hun var i nærheden af hjælp.
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...