Længere væk end Louise

"Okay. Jeg er smuttet nu," sagde Louise, og fik med besvær bevæget sig hen til døren. Pigen sendte Louise store øjne idet hun rørte dørens håndtag. "Er der noget galt?", spurgte Louise, men blev nu enig med sig selv om, at pigen simpelthen ikke kunne forstå engelsk.
Louise lukkede døren op. Den førte til en snæver gang med klamme vægge, hvorpå den brune tapet var så godt som skallet af. Louise passerede nogle andre døre, og selvom hun tænkte på, om der muligvis lå flere udsultede små piger derinde, fortsatte hun målrettet ned af gangen. Hvis hun bare kunne komme ud i dagslyset og den friske luft, så ville det være meget bedre. Derefter ville hun prøve at finde vejen tilbage til lejligheden. Hvor var hendes mobil nu blevet af? Louise mærkede på alle lommerne. Hun måtte have tabt den. Øv altså.

Endelig syntes Louise, at have fundet en dør der kunne ligne en udvej. Det var sandelig ikke nemt at finde rundt i den lumre, dystre bygning. Hun rystede døren voldsomt. Det kunne ikke være den samme dør som den de kom ind af dagen før, for der var ingen låse. Til gengæld var døren låst.
Louise rystede endnu mere desparat i døren, og var tæt på at bede til gud om at få døren åbnet. Da hørte hun fodskridt. Hun kunne også mærke det igennem de bare fødder på det snavsede gulv. Nogle nærmede sig, og Louise var stivnet for længst. Hun stod stille som en mus men kunne ikke gøre andet end at vente.