Længere væk end Louise

Louise har fået nok af at bo sammen med hendes mor, og kontakter hendes far i udlandet. Så optaget af at komme bort fra hjemmet og barndomsbyen ænser hun slet ikke at hun efterlader alt det, hun kender.
Med femten skidne år i bagagen burde Louise være i stand til at klare sig som fremmed, men kun tiden kan vise om hun virkelig er.

3Likes
13Kommentarer
2996Visninger
AA

15. Den klamme virkelighed

Nu viste han sig. Modsat de to fra dagen før, Parker og David, var denne man hvid, og ikke beskidt. Dog var hans hår en anelse rodet, og hans slips sad skævt. Louise lagde mærke til det fine jakkesæt. Han blev forbavset over at se hende. "Døren er låst," peb Louise hæst, da han rettede blikket mod den. "Nåh," udbrød han, stadig forvirret over at se Louise, tilsyneladende. "Sig mig, hvad laver sådan en som dig her?", spurgte han nysgerrigt. "Sådan en som mig?", spurgte Louise skarpt. "Jaøhh.. Nå, jeg må hellere finde en anden udvej," mumlede manden. Louise betragtede ham eftertænksomt. Hun begyndte at få mere og mere mistanke om, hvad for et sted dette var. Manden vendte om, og begyndte at gå. Efter en kort tøven, besluttede Louise sig for at følge ham. Hun rømmede sig. "Det her, det er et bordel, ikke sandt?", spurgte hun. Manden standsede brat, men vendte sig ikke om. "Okay, det tager jeg som et ja," sagde Louise, da manden ikke svarede. Støvet hang tungt i luften i den snævre gang. "Og du... Du har.. Ad, hvor klamt!", udbrød Louise da det gik op for hende. Det forklarede hans uglede hår og det krøllede tøj. "Føj for satan! Hvad laver jeg her?!", hylede Louise, og stampede hidsigt i gulvet. Manden havde stadig ikke vendt sig om, men fortsatte akavet ned ad gangen. Længere nede dukkede en anden mand op, denne gang kunne Louise kende ham. Den mørke hud, og de udpulende, blanke øjne, det var Parker. "Åh, goddag igen, hr. Maalouf, kan du vise mig vejen ud?", spurgte manden i jakkesættet i en høflig tone. Parker fik øje på Louise og skævede dystert til hende, men smilede derefter overdådigt til den hvide mand. "Kom med mig," sagde han med en dyb, venlig stemme. Louise fulgte hurtigt efter dem og Parker opdagede hende først da de nåede ind i et klamt rum, formentlig et køkken. "Hvor tror du du skal hen, unge dame?", spurgte han hende brovt. "Ud. Ingen pige fortjener at blive holdt inde sådan et sted," svarede hun spidst. Hvis ikke ham manden havde været i baggrunden, havde Parker sikkert langet hende en igen. "Hvis du var klog, burde du lukke mig ud," sagde Louise. Parker lo sin hæslige latter. "Faktisk tror jeg hun har en pointe. Se på hende. Hun har vel familie, familie og penge, der vil beskytte hende. Hvis de efterlyser hende, har I store problemer," påpegede manden i baggrunden. Parker blev alvorlig. "Ja, men de finder hende aldrig. Hun er ansat hos os nu," sagde han med et lumsk smil. "Jeg er hvad?!", udbrød Louise. "Jeg skal skam ikke have noget med jer at gøre!" råbte hun, og blev næsten chokeret over sig selv. Denne hidsige, paniske måde at være på som hun havde haft siden hun blev fanget, eller bortført, var hel ny for hende.

Det gavnede hende ikke at råbe og skrige. Lidt senere blev hun alligevel ført tilbage til det bageste rum i gangen, der hvor hun vågnede op, af Parkers faste greb. Døren blev låst bag hende. I rummet sad stadig den magre pige, men denne gang var det Louise der var svag. Hun brød ud i gråd, håbløs gråd. Hun bankede i døren og væggene og biksen. Ingenting hjalp.
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...