Sommer som klovn

Marie og hendes to bedste venner har alle tre fået sommerjob som klovne i tivoliet, hvor de skal tage sig af de små børn i et cirkus.
I begyndelsen oplever de alle tre dette på en meget forskellig måde, men snart bliver de enige om, at der altså er noget underligt ved bygningen bag cirkusset og hende Stefani.. Denne sommer får de tre venner måske ikke kun penge i lommen, men også utrolige oplevelser efter tivoliet har lukket! Og glem nu ikke ham den søde dreng fra snackboden...



1Likes
11Kommentarer
3015Visninger
AA

14. Overnatning

Markus var rigtig god til at holde balancen med mig bagpå cyklen. For at være ærlig, vejede jeg jo heller ikke som en elefant, som drengene påstod. Faktisk mente Markus at jeg var ganske let at have bagpå, "hvis bare du sad lidt mere stille," lo han. Til gengæld gjorde det det hele meget sjovere, at jeg ikke kunne finde balance på den smalle bagagebærer. Op til flere gange svingede vi voldsomt gennem gaderne, og latteren rungede gennem villakvarteret. "Marie, du kunne jo prøve at holde fast i Markus - så kunne det gå lidt hurtigere?", foreslog Nathan. Efter lidt tøven gjorde jeg som han sagde. Jeg satte en hånd i hver side på Markus. Det kildede i maven, og jeg tænkte på, om det også gjorde hos Markus. Indtil videre var jeg ret sikker på, at han brød sig om mig. Bare han nu ikke var optaget.
"Du har kolde hænder," sagde Markus på et tidspunkt, da Bjørn og Nathan var et stykke længere hen af vejen. "Skal jeg fjerne dem?", spurgte jeg usikkert. "Nej nej, det var ikke sådan ment," skyndte Markus sig at svare. "Okay," sagde jeg, glad indeni, og lod mine hænder blive i hans sider. Da vi ankom, havde jeg næsten ikke lyst til at fjerne dem, men jeg gjorde det straks, for at det ikke skulle blive underligt. Så fik jeg øje på hans hus. "Uhf, der er vist en med penge i skabet?", spurgte Bjørn da han så den flotte, moderne villa. "Tjo," mumlede Markus og krydsede den tomme indkørsel, hvorefter han fulgte en sti op til hoveddøren. "Velkommen til," smilede Markus og lukkede døren da vi alle var kommet ind.
"Vi kan sgu lege MTV Cribs i dit hus," udbrød Bjørn og betragtede de høje, hvide vægge, og den elegante trappe. For enden af trappen, øverst oppe, kom en person til syne. "Hvad i alverden?", spurgte hun. "Det er min storesøster," skyndte Markus sig at sige, og jeg mærkede hans blik hvile på mig. Hun kom ned af trappen, så vi bedre kunne se den kønne, men ældre pige. "Jeg hedder Anne-Sofie. Og hvem er I?", spurgte hun og udstødte en kort latter. Vi præsenterede os alle på samme tid. "Okay, det blev lidt rodet," sagde Anne-Sofie, da vores navne blev kastet gennem hinanden, men hun lo venligt. Vi smed skoene.
Markus viste os rundt i hans kæmpe hus, men jeg kom til at afbryde ham halvvejs, fordi jeg var så sulten. "Gud ja. Lad os bestille noget pizza," foreslog Markus.
Pizza - det var bare helt i orden med mig.

Fire grådige teenagere stod i døren da pizzabuddet ankom med tre pizza'er. Anne-Sofie var ikke sulten, men hun holdt os gerne i selskab mens vi spiste. Månelyset faldt på gulvet i stuen - vi sad i sofaerne og spiste. "Det ville vi aldrig få lov til normalt," fortalte Anne-Sofie. Jeg rakte ud efter mit fjerde stykke. Det var som om min sult ingen ende tog, indtil mit syvende stykke, hvor mætheden lagde sig som et tungt lag i min mave. Bjørn havde også taget godt fra, med seks stykker. "Seriøst Bjørn, hvis ikke det var fordi du dyrker så meget sport, ville du være bollefed," kommenterede jeg. "Det er nok rigtigt," sagde han og greb ud efter endnu et stykke pizza.

"Vi sover her, gør vi ikke?", jeg lød næsten håbefuld og ynkelig da jeg spurgte, men det fik de andre til at grine. "Du lyder som en hjemløs," sagde Nathan. Jeg var ligeglad, bare jeg kunne komme til at sove snart. "Bjørn og Nathan kan få gæsteværelset," sagde Markus, og straks tilbød Anne-Sofie at gøre plads til mig på hendes værelse.
Ordene 'gøre plads' var ikke særlig passende; hun havde masser af plads på det gigantiske værelse. Det eneste hun burde var at klappe en stol ud. En multi-funktionel stol, der både kunne gå som klap-ud-seng og lænestol. Nu blev den en seng, og sammen fik vi hurtigt lagt lagen og betræk på ting og sager. "Så er det klaret," sagde Anne-Sofie. Jeg beundrede hende. Hun var så sød, og så køn. Tænk hvor venligt af hende, at lade mig sove på hendes værelse. At lade mig låne noget nattøj.
Inden vi lagde os til at sove, havde Anne-Sofie ladet det dæmpede lys på natbordet oplyse vores ansigter. "Det lyder virkelig heftigt, det der skete idag," sagde hun. Vi havde fortalt hende om dagens forløb til hver mindste detalje. "Ja," mumlede jeg søvnigt. Anne-Sofie smilede til mig, men fortsatte så: "Jeg ved godt du nok er meget træt, men jeg vil bare lige hilse og sige, at jeg tror du har fundet dig en speciel plads hos Markus," hviskede hun. Med ét var jeg ikke længere så søvnig. "Hvordan kan du være sikker?", spurgte jeg hende, "tror du han kan lide mig?", hviskede jeg lavmælt. Anne-Sofie nikkede så skyggerne dansede hen over hendes ansigt. Selv når hun havde fjernet sminken misundede jeg hendes udseende. "Og du kan godt lide ham?", spurgte Anne-Sofie fnisende. "Det kan man vist godt sige," svarede jeg, og Anne-Sofie klukkede lavmælt. "Han er meget uheldig med piger. De forelsker sig i ham fordi han har penge og stil, men i virkeligheden kender de ham slet ikke," mumlede hun. "Tjoo.." sukkede jeg - jeg kunne vel ikke helt erklære at jeg kendte ham, men en ting var jeg sikker på: "Jeg er ikke faldet for ham pga. at han har penge og stil. For at være ærlig var det hans udseende, men for hvert sekund jeg tilbringer med ham, synes jeg bedre om ham," indrømmede jeg. "Nå ja. Man ville nok heller ikke gætte at en dreng med rige forældre arbejder i en snackbod," tilføjede Anne-Sofie. Jeg gav hende ret. "Han fandt sig et job fordi han kedte sig så groft meget. Han gider ikke have klassekammeraterne hængende heletiden, så det var den bedste undskyldning han kunne finde. Mor og far er i Paris. Når de kommer hjem, tager vi alle til Malta," fortalte Anne-Sofie. "Tag mig med, jeg kunne godt bruge noget farve!" udbrød jeg. Anne-Sofie grinede. "Du har meget mere farve end mig, så jeg vil ikke høre noget brok fra dig," mumlede hun og lagde sig på ryggen. "Nå nå... Godnat, Anne-Sofie," jeg nåede lige at få ordene frem inden trængen til at gabe blev for stor. Hun så mig gabe og slukkede lyset. Det varede ikke længe før jeg faldt i søvn. Dynebetrækket duftede af lavendel.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...