Sommer som klovn

Marie og hendes to bedste venner har alle tre fået sommerjob som klovne i tivoliet, hvor de skal tage sig af de små børn i et cirkus.
I begyndelsen oplever de alle tre dette på en meget forskellig måde, men snart bliver de enige om, at der altså er noget underligt ved bygningen bag cirkusset og hende Stefani.. Denne sommer får de tre venner måske ikke kun penge i lommen, men også utrolige oplevelser efter tivoliet har lukket! Og glem nu ikke ham den søde dreng fra snackboden...



1Likes
11Kommentarer
3013Visninger
AA

13. Kompromis

"Lad os gå på kompromis. Jeg giver jer tre jeres løn nu - dobbelt op! Og I lover mig, ikke at sige noget til politiet eller tivoliet. Ikke et ord til nogen. Og jeg fjerner mine redskaber og kommer aldrig tilbage," Stefani var hurtig til at tænke, nu hvor vi truende havde pillet vores mobiler op ad lommerne.
Vi så på hinanden. "Jeg har en bedre idé," begyndte Markus, "Vi siger ikke et ord til nogen, og du finder nogen til at hjælpe dig af med din galskab," Markus ord var hårde, men alligevel ikke onde, "Og du giver Marie, Bjørn og Nathan deres løn-" "Dobbelt op," indskød Bjørn. Markus tog ordet igen: "Og angående tændvæsken og papkasser skal vi nok tage ansvaret. Aftale?", spurgte han.
Stefanis læber var stramme, men hun nikkede. Et kort, afmålt nik. "Så, nu kan du godt lade hende gå, Nathan," beordrede Markus. Nathan løsnede modvilligt sit greb, og spurgte om det ikke var for risikabelt. "I så fald, så er det kun risikabelt for Stefani," svarede Markus.
Nathan holdt stadig diskret fast i Stefani, mens hun fandt penge frem. Hun droppede at tælle eller regne ud, så i alt fik vi bare femhundrede hver især. Og en tier til Markus, for at sikre sig at han også holdt sin bøtte om det. Inden hun smuttede, råbte Bjørn efter hende: "Hvad med vores mobiler?!".
Stefani fiskede to mobiler op ad bukselommen, og Bjørn og Nathan rakte grådigt ud efter hver deres. "Haha, Marie, du gik vist lidt i panik da vi ikke svarede, hva?", lo Nathan da han så sine sms'er. "Ja for dælen. Det var godt at Markus kunne komme mig til undsætning," jeg kiggede på Markus, der lyste op i et smil. "Altid," sagde han. Mit hjerte bankede en anelse stærkere end det plejede, da vores øjne mødtes.

Jeg kørte vognen med cirkusgenstande tilbage i cirkusset. Drengene overvejede at papkasserne også skulle derind, men besluttede sig at lade dem stå, fordi de ikke magtede at bære dem alle ind, selvom de var tomme. Mens de løftede fire flasker tændvæske op - forsigtigt - snakkede de om, at Stefani virkelig var gal i knollen.

Det var helt mærkeligt tomt da vi forlod tivoliet, men vi havde en god følelse i maven. Stefani havde forhåbentlig adlyttet os. "Hvis ikke, så er hun på spanden alligevel," sagde Nathan.
Der var lys i kontoret ved udgangen - heldigt for os. Jeg ville simpelthen gå amok, måske mere end Stefani, hvis jeg skulle være spærret inde igen. Den venlige mand lukkede os ud, men han var vist noget forvirret over at vi forlod tivoliet så meget efter lukketid. "Vi faldt i søvn," løj Bjørn, og manden var godtroende nok til at blive overbevist. Vi lo lidt af ham på vej hjem, men var alligevel glade for hans hjælp. Uden ham var vi ikke kommet ud.
Til min store overraskelse, var der kun en skorpe tilbage af solen i horisonten. "Nøj, hvor er jeg træt og sulten!", udbrød jeg. "Også mig," sagde Bjørn. "Du har ikke været spærret inde hele dagen som jeg!", udbrød jeg forurettet. "Jamen Bjørn spiser som en bjørn, Marie," forklarede Nathan, og vi lo, for han havde ret. "Orker bare ikke at skulle til at forklare mine forældre det hele," sukkede Bjørn efter noget tid. Jeg stemte i, for jeg havde det på præcist samme måde. "Mine forældre er ikke hjemme," meddelte Markus glad. Sådan var det, at Nathan fik en genial plan. "Så lad os tage hjem til dig, makker!", foreslog han, og vi synes alle det var en god idé. Især mig, der var meget nysgerrig efter at lære Markus at kende. Markus nikkede. "Fint nok. Er vi alle på cykel?", spurgte Markus og låste sin egen cykel op. Bjørn og Nathan fandt deres egne. De sukkede da de så mig uden cykel. "Hvem skal tage læsset?", spurgte Nathan drillende. "Ja jeg skal i hvert fald ikke have en elefant bagpå," indskød Bjørn fjoget. Jeg turde ikke se på Markus, men tvang mig selv til at gøre det. Til min overraskelse spottede jeg en rødmen på hans ansigt, lige inden han tilbød at jeg kunne sidde bagpå hos ham. "Okay... Hvis du altså kan køre med elefanter," sagde jeg og smilede. Han gengældte det, og igen kunne jeg mærke hjertet stige helt op i halsen.
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...