Mord Ombord


0Likes
0Kommentarer
388Visninger

1. Mord ombord

”Vi har brug for din hjælp!”, sagde kriminalinspektøren i telefonen. Jeg kunne genkende hans stemme. Skarp og højrøstet. ”Hvem er det?”, sagde jeg for en god ordens skyld.

Der stod han så. For enden af landgangen. Lidt mindre hår, lidt mere mave, men vi bliver jo alle ældre.” Arrhhh…… detektiv Camille Dubois”, sagde kriminalinspektøren. ”Hvordan går det?”. ”Jo tak det går fint. Det er længe siden”. Da vi kom op på skibet lugtede der skarpt af parfume og saltvand. ” Endnu engang har vi brug for din hjælp”, sagde han, ”nå, kom med mig så viser jeg dig gerningsstedet”.

Vi gik ind i kahytten, hvor en ung kvinde var blevet myrdet. Det var tydeligvis en enkel kahyt ikke noget luksus: En seng, et bord og et skab. Han skubbede døren til et lille badeværelse op, og der hang hun ned fra loftet. En køn pige. Ikke nogen stol eller andet hun havde kunnet kravle op på. Med andre ord var der ikke tale om selvmord. Det var mord! Hun var lyshåret, ikke platin, men sådan rigtig blond, det var jeg sikker på. Hun havde gallakjole på. Badeværelset var stadig fugtigt, som om nogen havde lukket op for det varme vand, og ladet det løbe. Der var også vådt over det hele.” Vi er i gang med fastslå, hvem liget er.” Jeg mærkede en umiskendelig lugt af røg, cigar var jeg sikker på. Den havde, det varme vand ikke kunnet sløre. Parfume, fugt og cigar. Bortset fra det, var der de eneste andre spor kun mærker efter rebene. ”Det skete i går”, sagde han” om aftenen”.

Jeg blev nødt til at finde vidner. Jeg løb op på dækket og videre ind til receptionisten. Hun kunne ikke fransk og mit engelske var ikke som det havde været, men jeg prøvede.” Excuse me mademoiselle. Har de set denne pige i går?, ”spurgte jeg og viste hende to billeder af pigen.” Ja hun var til galla festen i går aftes ”, svarede hun.” Hun kom alene”. ”Så du hende gå?”, spurgte jeg.” Nej! Jeg havde ikke vagt på det tidspunkt”, svarede hun. Jeg gik nedenunder for at se liget igen. Der var stadig en svag lugt af røg.

Jeg åbnede risten ved afløbet med min lommekniv, man kunne jo aldrig vide. Og der lige i kanten, fandt jeg et mavebælte fra en cigar af mærket Davidoff, fine sager, tænkte jeg. Jeg gik op og tjekkede værelset, men ingen spor af cigarer og aske. Der var heller ingen askebægere. Jeg tjekkede salonen, hvor gallaen blev afholdt. Det var en ikke- ryger salon. Hvordan kan hun så lugte af røg? Jeg måtte finde ud af, hvor det var tilladt at ryge. Oppe hos kaptajnen kunne jeg ane røg.” Excuse me monsieur”, sagde jeg ”ved de, hvor man må ryge på skibet?”. ”Ja man må ryge tre steder”, svarede han” Service personalerummet, dækket - er er jo frisk luft så man ikke for det på tøjet - og så her”. ”Tak det var en nyttig information”. Hun kunne umuligt have fået tobakslugten på tøjet ved at opholde sig på dækket, der er jo frisk luft. Og broen var altid bemandet. Servicepersonale rummet….der måtte jeg starte. Jeg kiggede gennem koøjet, inden jeg gik ind, et lurvet personalerum med fire borde, lidt vakkelvorne og med en kaffemaskine for enden af lokalet.. Der var flere, der røg. Receptionisten, tre af tjenerne og to af hovmestrene. Der var otte personer derinde. Jeg gik ind og spurgte hvor mange af personalet ,der røg. Der var ret mange . Ret mange hvad var det for et svar. Da det ikke hjalp specielt meget, besluttede jeg mig for at gå ned i kølerummet, hvor liget nu lå. Retsmedicineren undersøgte pigens tøj. ”Der en aske på hendes kjole”, sagde han og pegede på pigen. ”Oui”, sagde jeg og helt sikkert af mærket Davidoff. Retsmedicineren så på mig, som var jeg en idiot. Jeg smilede ved tanken om hans fjæs, når han tilbage på laboratoriet efter timers undersøgelser ville nå frem til samme konklusion.

Men det var retsmedicineren, der tog fusen på mig.”Der er også noget andet”, sagde han langsomt og tøvende,” kokain”. Jeg gispede. Der lød et brag. ”Vi ved, hvem den døde er”, sagde kriminalinspektøren hurtigt og ivrigt, ”Sally Jones. Fbi agent. Hun var på skibet for at opspore cigar- og kokainsmuglere”. På vejen hen til kahytten begyndte jeg at tænke over, hvordan det var lykkedes dem at få kokain og cigarer ombord uden at blive opdaget. Det måtte være nogen indefra. Hvis jeg skulle afsløre personen, måtte jeg gå undercover. Derfor besøgte jeg min gamle ven kriminalinspektøren.. ” En paryk og en uniform?”, spurgte han, og jeg bekræftede.” Jeg har snakket med kaptajnen. Du kan starte med det samme”. Jeg gik ud af døren og op af trappen. Jeg snublede. Der lå et stykke papir. ”Mød mig klokken to i nat oppe på øverste dæk. Falken har fået færten.” Jeg var nysgerrig og kunne ikke sove. Så jeg gennemtænkte mit ophold på skibet. Da klokken var 0210 tog jeg tøj på. Jeg satte mit hår op, rettede på tøjet og besluttede mig for at komme i god tid. På vej op af stigen mistede jeg fodfæstet og fik med nød og næppe forhindret et fald. Jeg skyndte mig op og gemte mig bag skorstenene. Jeg hørte stemmer. ” Hun har fundet ud af noget. Jeg sagde jo, at du skulle passe på”, Råbte en dyb mandestemme. I det samme jeg hørte det, trådte jeg tilbage. Det var kaptajnens stemme. ” Jeg dræbte hende, men jeg gav dig til opgave at slette sporene”, råbte kaptajnen højere end før,” Du skulle lede dem på afveje”. De gik hen på den anden side. Han råbte igen.” Kokainet og cigarerne dem har du fået af vejen ikke?”. Mere hørte jeg ikke, jeg havde travlt med at komme ned af stigen. Jeg løb hen til kriminalinspektørens kahyt og fortalte ham alt. Sammen løb vi op i styrrummet og anholdt kaptajnen. Jeg var lettet og lagde mig til at sove. ”Det tætteste den kaptajn kommer på uniformer det næste lange stykke tid er af den stribede slags”.
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...