sci-fic

”Vi vil samles, vi vil samles!” Trampene, vrede, råbende mennesker gik frem og tilbage foran det kæmpestore skinnene højhus. den er nærsten den samme som demostranterne

1Likes
0Kommentarer
834Visninger

1. sci-fic

”Vi vil samles, vi vil samles!”
Trampene, vrede, råbende mennesker gik frem og tilbage foran det kæmpestore skinnene højhus. De havde store hologrammer, og små lærreder hvor de kæmpestore røde bogstaver nærmest sprang ud af billedet, med til deres demonstration.
Pludselig gik den blågrønne glasdør op og en halvgammel mand kom ud. Han tog hænderne op og begyndte at tysse på folkene.
”Vi prøver at holde møde herinde, folkens!” Han stemme borede sig igennem luften, der blev stille i et lille sekund, men så begyndte de alle sammen at råbe igen.
Den gamle mand gik hen til døren igen og to andre halvgamle mænd i 50’erne kom frem på den store hvide platform foran trappen.
”Vi vil samles” råbte en gammel dame højere end alle de andre, hun nærmede sig trappen og trådte op af den.
”Det kan ikke passe at I bare kan have lov at flyve igennem Puffbugten, bare fordi I er ministre!”
Hun kiggede strengt på dem.
”Vi vil have lov at besøge mennesker vi ikke har set i årtier!” mændene kiggede underligt på hende.
”I har lov til at bo i alle kuplerne mens vi er tvunget til at bo her!”
”Zaap!” jeg trykkede fingeren ned på den store røde knap og nyhederne slukkede.
”Kender i nogle i de andre kupler?” spurgte Nellie, og vendte sig om i sofaen.
”Øhm, jeg tror vist at min oldemor kendte en eller anden” Silja sad og fumlede med fjernbetjeningen til vores nye hushjælp, Mariah.
”Ja, og i ved vist godt hvem jeg kender, ikk?” sagde jeg og sukkede. Det var min far.
Han boede engang i vores kuple, men blev sigtet for kuple forræderi fordi han havde snakket med nogle andre fra en anden kuple om hvordan livet var i vores kuple. Vi har meget strenge regler og han blev forvist til en helt 3. kuple, men jeg ved ikke hvilken en af dem.
Grundet til at vi lever i store ”Sæbebobler” som mig og mine veninder nogle gange kalder det, er fordi at en komet styrtede ned på jorden.
Som forventet blev alt koldere og til sidst var alting helt frosset ned, men inden da havde alle mennesker – der kunne – hjulpet med at bygge 4 kæmpestore gennemsigtige halvcirkler og så lagde man dem ned på bunden af havet. Dernede kunne man så sætte de kunstige klimaer til sommer, så de afgrøder man skulle leve af altid fik sol. Men det var langt før min tid, som Silja sagde kendte hendes oldemor måske en som hun havde hjulpet dengang man skulle bygge kuplerne, så det var meget lang tid siden.
”Men hvis det stod til dig, Mol” Nellie kiggede på mig og snoede en tot af sit lange lyse krøllede hår rundt om hendes finger.
”Ville du så have at det skulle være helt frit at rejse igennem Puffbugterne?” afsluttede hun.
”Øh, ja det tror jeg” svarede jeg stille og kiggede ned på det hvide gulv.
”Jeg har lyst til at gå ud, vil i med?” jeg kiggede spørgerne på dem.
”Ja da” Nellie havde allerede rejst sig op og var ved at hive sin alt-i-en mobil frem. Hun trykkede på en lille knap og voliá så havde hun sine lange sorte støvler på.
Vi gik udenfor, og jeg låste døren som jeg plejede med mit fingeraftryk.
”Skal vi tage nogle skoletimer, eller hvad tøser?” spurgte Silja, vi har nemlig et system der siger at vi skal have 24 timers undervisning på en uge. Men vi må selvom vi vil tage dem over alle 7 dage eller bare i træk.
”Jo jo” svarede jeg. Vi gik videre ned af den lille gade, mellem alle de kæmpestore pastelfarvede skyskrabere.
Jeg hev fat i Nellie og Siljas arme og hev dem med ind af en af de store døre.
”Er der nogle bokse ledige?” spurgte jeg robotdamen der stod ved en disk lige inden for døren.
”Ja” hendes robot stemme var lidt rusten i det, hun var måske en lidt ældre model.
Jeg fandt en boks, satte mig ned og tog de store sølvfarvede briller på.
”Hej alle sammen" lærestemmen klingede ud af det lille stykke stel der sad ved øret så man kunne høre det.
Nellie, Silja og jeg sad der i nogle timer og blev bosted med informationer om borgerkrigen og nutids r’er...
”Årh” klagede Nellie og tog sig til hoved da vi endelig var kommet udenfor igen.
Nu sad vi på vores ynglings café, nede i byen.
Den hedder ”EU” det var der vist et eller andet der hed for mange år siden, det siger vores historie lære i hvert fald.
”Hvad?” spurgte Silja og kiggede underligt på mig.
”Hva?” jeg stirrede tilbage, og undrede mig over hvad det lige var jeg ikke havde hørt.
”Hvad ville du sige til at vi sneg os ind i en ministerbil, lagde os i bagagerummet og gemte os hele vejen hen til en anden kuple. Så spørger vi om de kender din far, hvis ikke rejser vi med den næste ministerbil videre til den sidste kuple så du kan møde din far?” Silja jokede tydeligvis, for i sammen sekund hun var færdig med at sige det, flækkede hun af grin.
”Jeg synes da det var en god idé” sagde Nellie og kunne overhoved ikke forstå hvorfor Silja grinede sådan.
Mine to veninder her, de er simpelthen så forskellige som man overhoved kan være. Silja; ja hun er den sjove der altid laver jokes og andre sjove ting. Hun for 13 i alle målinger og har altid en smart bemærkning parat. Hun er brunette og går slet ikke op i sit udsende eller selvfølgelig lidt, så hun ikke går rundt og ligner en høstak, men hun har ikke noget imod at hun ligner, ja hvad kan man sige? En pænere høstak.
Mens Nellie er den smukke pige, med langt lyst slangekrøllet hår, blå øjne og en rigtig god tøjstil. Alle drenge kan lide hende og hun er altid med på det sidste nye inden for tøj, make-up og sko.
Til gengæld for hun ikke helt lige så gode karakterer, sidste måling fik hun 7.
Og så har hun den værste humor, men er helt vildt god at snakke med.
Nå men tilbage til virkeligheden.
”Helt ærligt Nellie, tror du virkelig at vi kunne gennemføre det?” Silja rullede med hendes store brune øjne og kiggede tvivlsomt over på mig.
”Vel Molly?” hun tog en slurk af hendes ”Mohitoh” (Det er en drik vi altid får på ”EU” det er en slags kakao med jordbærsmag bare i koldere og tyndere format)
”Hvordan skulle vi undgå at blive opdaget Nellie?” spurgte jeg.
”Hallo tøser?” Hun smilede til os.
”Har i glemt hvem vi er? Vi kan da sagtens gøre det, ikk’? gøre det for at du, Molly møder din far” hun nikkede til mig og forsatte.
”Og får at vi kan lære dig, Silja at oddsene ikke altid har ret”.
”Ej Nellie, det her kan vi altså ikke gøre” Siljas tone var streng. Hun var vist helt opsat på ikke at tage på nogen som helts udflugt foreløbig.
Jeg fnisede
”Nu får jeg helt lyst til faktisk at gøre det.”
”Ja, lad os gøre det” Nellie smilede et kæmpe stort tandpastasmil og rejste sig op.
Vi gik alle sammen hen til udgangen, Silja uden at sige noget og mig og Nellie snakkende om hvordan vi skulle komme ind i den første ministerbil.
”Jeg betaler” hun kiggede på os og proppede derefter sit kort ind i den lille sprække i væggen før døren.
”Biiip” Døren åbnede og hun havde betalt.
3 dage efter havde vi endelig fået Silja med hen til ministeriet, og hen til parkeringspladsen.
”Længere vil jeg altså ikke gå” hviske Silja surt ind i mit øre.
”Kom nu, vi har fået lavet øresnegle så vi kan snakke sammen uden nogle høre det”.
Hun rullede bare igen med øjnene.
”Kom nu, Silja det bliver da vildt sjovt” hviskede jeg tilbage til hende.
”Er du klar over hvor farligt det er det her, Molly?” nu var hun blevet helt alvorlig i stemmen
”Vi kan komme i fængsel eller blive forvist ligesom din far!”
”Der er jo ingen der opdager os” jeg hævede stemmen en smule.
”Schhhh” Nellie kom frem igen bag bilen vi havde stillet os bag.
”Silja gider stadig ikke” hviskede jeg til Nellie.
”Ej helt ærligt, vi har brug for dig Silja” hun rakte en øresnegl og en lille mikrofon der kunne mundaflæse så man ikke behøvede at sige noget for at sende en besked til de andre.
To sorte biler kom svævende lige foran bilen vi sad gemt bag ved.
”Kom nu Silja, det er dem der lige er landet der” lød det gennem min øresnegl og Nellie pegede hen mod de to biler der svævede lige før.
”Hvis vi bliver fanget, er det hele jeres idé, jeres plan og jer der bliver forvist og kommer i fængsel” mumlede Silja ind i mikrofonen.
”Helt klart” svarede jeg tilbage.
”Selvfølgelig” sagde Nellie, og så var vi klar til aktion.
En efter en, sneg vi os hen bag den ene ministerbil. Silja tog lige så stille hendes alt-i-en mobil frem og trykke på en knap med en nøgle på.
Ud af enden på mobilen poppede en nøgle lignende ting frem, og hun trykkede bilens nummerplade ind i mobilen, nøglens takker ændrede sig.
”Sådan, nu kan vi bruge den” hun stak den forsigtigt i låsen til nøgler på bagagerummet, ved siden af fingeraftrykslåsen.
”Slaauv” klappen gled op og vi kravlede en efter en ind.
Nu lå vi dernede som sild i en tynde og ventede på at ministeren ville komme og begynde at køre igennem Puffbugten.
Endelig efter noget tid kom minister chaufføren og ministeren. De satte sig ind og begyndte at køre.
”Hvornår tror i vi er der?” Mimede jeg med mine læber.
”Det ved jeg ikke, hvor lang tid er der gået” svarede Nellie gennem min øresnegl.
”Lang tid, tror jeg”.
En stort brag lød, og bilen tumpede ned på jorden igen.
”Jeg tror vi er landet” mimede jeg til de andre.
”Ja, vi er her nok nu” mimede Silja tilbage, det var underligt for selvom det var en computer stemme der sagde Siljas mimede ord i min øresnegl, lød det helt som om hun stadig var lidt irriteret.
Vi ventede på ministeren og hans chauffør ville stige ud, så vi kunne komme videre, men det var ligesom de sad og snakkede i en evighed.
Endelig åbnede en dør og de gik begge ud, af bilen. Så kunne vi komme ud og videre.
”Det her ligner jo bare helt vildt meget hjemme hos os?” kommenterede Nellie mens vi gik ned af gaden i den nye kuple. Hun havde ret. Alt herinde var pastelfarvet ligesom derhjemme, alt var solrigt og sommeragtigt og alle mennesker var superglade og smilede med deres store tandpastasmil.
”Kortet siger det skulle være lige her” jeg kiggede endnu engang ind i hologrammet, ja det var den her bygning hvor alle menneskers navne i denne kuple var skrevet op.
”Martin Harver, tak” jeg smilede til den mørkhårede robot dame ved disken.
”Ja så gerne” hun gav mig en stor stak papirer og jeg gik ned til pigerne i sofa hjørnet.
Jeg bladrede op på første side og så som det første det store billede af ham i lilla fængselstøj.
”Oh my gud” mumlede jeg da jeg læste overskriften. ”Martin Harver idømt 34 års fængsel for mord”
”Min far er en morder” en tåre trillede ned af min kind, en til og så en til.
Nellie og Silja holdt om mig, det der var vist ikke helt hvad vi havde forventet med vores ”Lille” udflugt.
Jeg havde i hvert faldt ikke regnet med at finde resterne fra en gammel avis, under min fars navn hvor der stod han var en morder.
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...