Pas nu på!

Min novelle til konkurrencen om misforståelser.

1Likes
1Kommentarer
779Visninger

1. Pas nu på!

Det var en kedelig dag, jeg sad med mobilen derhjemme og kørte den mellem mine fingre – jeg kunne ikke skrive særlig hurtigt, så jeg valgte at øve mig i at skrive på den. Jeg lukkede øjnene, og skrev en helt masse ting, de fleste var bandeord men det betød jo ikke noget. Jeg sad i ca. 5 minutter og blev bare ved med at slette ting og skrive noget nyt igen, jeg blev ret god til det og kunne efterhånden skrive en helt masse ting helt rigtigt. Jeg valgte så at stoppe, det var jo ikke nødvendigt at øve sig mere nu hvor jeg var blevet rigtigt god til det. Jeg følte mig rigtigt stolt over at jeg kunne skrive så hurtigt, det var åndssvagt, men jeg følte mig populær bare fordi jeg kunne skrive hurtigt på mobilen, men altså jeg var jo trods alt en teenager så der skulle ikke så meget til for at ændre mit humør. Jeg besluttede mig så for at gå ud i køkkenet og tage noget at spise, jeg kiggede i ”slik-skuffen” og så at der lå en pakke skumfiduser. Jeg måtte egentligt ikke spise slik uden at spørge mine forældre, men jeg var jo trods alt alene så hvorfor ikke bare tage et par stykker. Jeg rev pakken op, og tog 5 skumfiduser op, de var hurtigt spist og jeg satte mig ind i stuen for at se fjernsyn, jeg faldt i søvn…
Jeg vågnede lettere chokeret, da det bankede på døren. Jeg regnede med at det var mine forældre, men det var lidt for tidligt. Jeg gik søvndrukkent ud og lukkede op, jeg fik et chok og blev straks frisk da jeg så hvem der stod der. Det var Abdullah og hans venner, de var kendt for ikke at være bange for at slå nogen der gjorde dem noget ned. Jeg spurgte dem hvad de ville, og Abdullah svarede straks: ”Det ved du godt! La’ vær og spil dum!” Jeg trak mig lidt tilbage og sagde: ”Undskyld, jeg ved altså ikke hvad det er” de så en smule forvirrede ud og sagde derefter: ”Du er da Andreas Jensen ikke?” Og jeg svarede straks: ”Jo”, og han råber så: ”Så er det dig der har skrevet idiot til mig! Du skal ikke lyve for mig!” Da han sagde det forstod jeg det hele, jeg havde virkeligt dummet mig, da jeg havde øvet mig i at skrive beskeder havde jeg ved en fejl kommet til at sende det til Abdullah. Jeg kendte ham egentligt ikke, men jeg havde fået hans nummer af en af mine venner. Det var frygteligt! Jeg sagde straks: ”Du må meget undskylde at jeg er kommet til at skrive det til dig! Det lyder måske dumt, men jeg sad og øvede mig i at skrive beskeder med lukkede øjne, og så er jeg kommet til at sende det jeg skrev til dig” Og han svarede: ”Lover du det?” Og jeg svarede: ”Ja, jeg lover det!” og han svarede: ”Okay, men næste gang får du tæsk hvis du skriver sådan noget! Pas nu på hvad du gør”…
Det var en frygtelig fejltagelse jeg havde lavet, og siden da har jeg passet rigtigt meget på med sådan nogle ting.
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...