"L"


2Likes
2Kommentarer
360Visninger

1. "L"

”L”
Det flød ned ad mine kinder. Det var varmt. Jeg kunne mærke, at det forsvandt fra mine kinder. Papiret var vådt. Skriften var utydelig.


Min mobil vibrerede. ”L” fra ukendt nummer. Det havde været i omløb hele ugen. At få et ”L” var at ryge nederst i hierarkiet. Allernederst. Jeg var ikke den eneste der havde fået det. Langtfra. Men for mig var det noget andet. Det var mig ,der havde opfundet det.

Blikkene. Det var som om ,det stod skrevet i panden på mig. Det sved i øjnene. Jeg gik. Den rå efterårsvind ramte hårdt i ansigtet. Mine tårer blev kolde. ”nu er du alene” stod der fra ukendt nummer. Jeg svarede ikke. Jeg løb. Hurtigt. Væk.

De vidste det alle sammen. Den måde de kiggede på mig. Jeg vidste ikke hvem ,der havde skrevet det ,men jeg var også ligeglad. Jeg havde ingen venner, ikke nu. Ensom. Jeg kunne ikke logge på facebook. Alle ville undrer sig over, hvad jeg lavede der, når jeg ikke havde nogen venner. Hvorfor fanden skulle man logge på facebook, hvis man ingen venner havde.

Vækkeuret ringede. Jeg havde haft svært ved at sove. Om aftenen tænker man mere over tingene. Eller det gjorde jeg. Jeg kunne ikke snakke med mine forældre, det ville gøre det hele værre. Jeg brød sammen på vej til skolen. Følelsen af at blive forladt gjorde, at jeg græd igen. Cykelskuret var fuldt. Ikke plads til mig. Jeg cyklede væk. Jeg vidste at min mor og far ville få besked, men jeg var ligeglad.

Om aftenen kom endnu en besked.” Du er ude” stod der fra ukendt nummer. Besked lyden var en glad melodi, men det var beskeden ikke. Jeg var ude i kulden. Alene. Min pude var våd. Min kind brændte.

Jeg kunne ikke tage det op i klassen. Stikkeren. Desuden havde jeg fundet på det. Min ide.” L”. Stod for taber. Syntes engang det var en god ide at skrive sådan til andre. Men det var nok den dårligste ide.

Jeg tjekkede min computer. Elevintra. Ny meddelelse. Indbydelse. Overlevelsestur. Jeg skulle bogstaveligt talt overleve denne tur. Der var 2 uger til.

Jeg var på vej op i klassen ,da jeg mærkede en hånd på min skulder.” Hey, du, dit nummer er det her ikke?”. Hun viste mig et nummer på sin mobil. ”Øhhm… nej”, svarede jeg. Mit hoved dunkede. ” ”Men er det her så dit?”, spurgte hun mig og viste et andet nummer.” ja ...”, svarede jeg. Stadig forbavset. ”Guuuud, jeg troede, at det var Louises!”, sagde hun meget højt. Jeg kiggede over på hende. Hun sad ved vinduet og kiggede gennem de store tykke briller, der sad langt nede over hendes fregnede næse. Hun tog sin mobil op ad sin taske og kiggede forbavset rundt i lokalet. Hun begyndte at græde. Jeg havde ondt af hende og jeg vidste det hele var min skyld.
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...