Lykkes det mon denne gang?


0Likes
0Kommentarer
257Visninger
AA

1. Lykkes det mon denne gang?

En mave strutter fin og bar på lægens seng.
Kvinden, som ejer maven, er midt i trediverne. Hun hedder Linda, og selvom det er tredje gang, hun venter barn, har hun alligevel aldrig oplevet at fuldføre en graviditet. Denne gang skal blive lykkens gang, har hun besluttet, for hun kan ikke klare tanken om, at blive alvorligt skuffet for tredje gang.
Ved siden af sengen står kvindens kæreste, Søren, og holder hende i hånden. Søren er også midt i trediverne, og han har oplevet skuffelserne sammen med sin kæreste. Han ved, at Linda ikke kan klare flere mislykkede graviditeter. Og hvis Linda ikke kan klare flere, så kan han heller ikke, sådan hænger det sammen.
Lægen smiler venligt til dem begge to, da hun presser en stor klat verseline ud på kvindens mave; - lad os så se, hvordan det ser ud, mumler hun tørt og sætter en ultralydsscanner ned i verselinen og begynder at kører den rundt på maven.
Snart kommer mærkelige grå billeder frem på en skærm oppe på væggen foran Linda. Det er ikke til at se, hvad de forestiller, men Søren og Linda ved, at billederne bør forestille deres barn.

Parret og lægen, som scanner kvindens runde mave, kigger efter misdannelser på fostret, men finder ikke nogen. Benene er fine, hjertet banker, der er urin i blæren, nyren virker og alle de oplysninger får Søren og Linda til at ånde lettet op et kort øjeblik. Men så sker der noget. Lægen stopper sin ultralysscanner og stirrer intenst ind i sin arbejdsskærm, mens Søren og Linda følger med oppe på væggen.
- Det var sært, mumler lægen og trykker på nogle knapper for bedre at kunne se, - jeg tror søreme... Hun kører scanneren lidt rundt på kvindens mave i cirkler og presser den en smule dybere ned i huden for at kunne få et klart billede, - der er altså to, mumler hun så.
Søren og Linda kigger på lægen, men ingen af dem siger noget.
- Der er to, gentager lægen lige så tørt som før, - I skal have tvillinger.
Linda kigger på sin kæreste. - Så skal vi jo have to af alt ting, hvisker hun, for at lægen ikke skal hører hendes bekymring, - to babystole, to baby bilsæder, to vugger. To af alt...
- Ja, det er ikke altid helt billigt, mumler lægen med et lille smil om munden, - men det er nu meget typisk med tvillinger hos en kvinde i din alder...
Søren siger ingenting, han kigger op på skærmen, for at se om det virkelig er rigtigt, at der er to børn.
- Så skal vi jo have to af alting, gentager Linda denne gang lidt højere og puffer til Søren.
- Ja, skynder Søren sig at mumle, - to af alting. Han kigger på Linda, - så kan du jo nøjes med at blive gravid én gang...
- Det havde jeg ikke ventet, mumler Linda, - der er jo ingen tvillinger i familien.
- Så bliver I de første, siger lægen med et kort smil, slukker sin scanner og printer scanningsbillederne af fostrene ud. Så tager hun en lille blok og begynder at regne. Mens hun tæller, studerer Søren og Linda scanningsbillederne, mens de lavmælt bliver enige om, at det er to smukke børn, der ligger i Lindas mave.
Kort efter afbryder lægen dem for at fortælle, at hun nu har udregnet en risikovurdering:
- Vurderingen er lagt sammen med tallene fra dine blodprøver, tallene fra scanningen i dag og statistikker over fødende kvinder i din aldersgruppe, forklarer lægen uden at flytte øjnene fra sit regnestykke, - risikoen for at I får en mongol er 1:48, og det er meget højt, skal jeg huske at sige.
Søren og Linda forholder sig tavse. Linda begynder at få tårer i øjnene, men skynder sig at presse dem tilbage hvor de kommer fra. Søren klør sig lidt i nakken og spørger forsigtigt, hvordan 1:48 skal forstås.
- Det betyder, at hvis vi stiller 48 babyer op på ræd og række, så har en af dem mulighed for at blive mongol. Og det er samme sandsynlighed for begge jeres børn, forklarer lægen og lægger blokken med regnestykket fra sig. - For at være helt sikre på, at I undgår et mongolbarn, kan I få taget en fostervandsprøve. Det forgår ved at vi stikker en lang nål ind i maven på Linda og tager en prøve af moderkagen. Men chancen for at fremprovokerer en abort er to procent. Og hvis det kun er den ene af jeres tvillinger, der er mongol, kan vi aflive den. Men den skal så blive liggende i maven og fødes død. Og det kan altså godt påvirke det andet foster.
Lægen kigger opmærksomt på parret; - skal jeg bestille tid til sådan en prøve?

Søren lægger sin hånd på Lindas lille runde mave. - Sparker de i dag? spørger han, mens Linda smører sig en skive franskbrød med ost.
- Nej, mumler hun kort, og Søren fornemmer straks, at der er noget, der trykker hende.
- Hvad er der, spørger han stille.
- Jeg vil ikke have flere aborter, Søren...
- Nej, det vil jeg heller ikke. To er mere end rigeligt.
Søren tænker tilbage på tiden efter aborterne. Den første gang havde været slem, men anden gang var langt værre. Skuffelsen over igen at blive snydt for oplevelsen af at blive forældre var enorm. Følelsen af endnu engang at fortælle familie, venner og bekendte, at den lykkelige familieforøgelse alligevel ikke blev til noget, havde været forfærdelig.
Efter den anden abort var der gået flere uger, før Søren og Linda kunne tale hyggeligt sammen igen i stedet for at bruge korte sætninger og enstavelsesord. Det var som om skuffelsen blev siddende i Lindas krop og kun langsomt, meget langsomt, sev bort. Sexlivet kom først tilbage over en måned senere.
- Vi skal ikke have flere aborter, gentager Søren.
- Men kan vi klare et mongolbarn? spørger Linda med alvorligt udtryk i ansigtet, - et mongol barn og en almindelig baby på samme tid... Et mongolbarn bliver jo aldrig voksen, de stopper deres mentale udvikling, når de er ti år og skal passes resten af livet...
- Ja, mumler Søren, - men måske går det alligevel. Og måske ikke... Han klør sig i nakken og kigger et kort sekund op i loftet, - det er jo ikke sikkert, at en af dem bliver en mongol...
- Men chancerne er store...
- Ja, men, Søren sukker, - Jeg ved ikke, om vi kan klare et mongolbarn. Nu skal vi jo have lavet fostervandsprøven, og så må vi se.
- Jeg kan ikke lide den prøve. Linda sætter sig ved køkkenbordet og spiser sin ostemad i tre store bider, - måske fører det til abort. Måske viser det en mongol. Og den store nål... Hendes makeup begynder langsomt at løber ned af øjnene på hende. - Og hvis vi vælger en abort, skal jeg have et dødt barn liggende i maven og føde det senere...
- Jeg tager jo med, Søren lægger sin hånd på hendes skulder og prøver at lyde beroligende.
- Alt den frygt, snøfter Linda, - jeg vil bare have mine børn.

Linda ligger med sin struttende mave fremme. En gammel læge kører et ultralydsapperat over hendes hud, mens han opmærksomt kigger på en skærm foran sig. - Det gælder jo om at finde fostrene, mumler han, - så jeg ikke kommer til at stikke ind i dem...
Søren sidder på en stol ved siden af Linda og holder hende i hånden. Ingen af dem har endnu set den frygtede lange nål, som Linda skal have ført ind i maven, men den gamle læge har fortalt dem, at den vil dukke op, når han er færdig med at scanne.
- Så, nu har jeg vist fundet ud af, hvor de ligger, mumler den gamle læge. Han finder en sprøjte frem og begynder at monterer en meget lang og skarp nål, - det er den her, du skal have i maven, siger han til Linda og vifter lidt med nålen foran hendes øjne, - den ser ikke så slem ud, vel?
Linda gisper og glemmer at trække vejret. Hun kigger ængsteligt på Søren og klemmer hans hånd meget hårdt i sin.
- Det er bare et hurtigt og præcist stik, fortsætter lægen, - så smutter den her lige ind, hvor den skal. Og hvis du ligger helt stille, plejer der ikke at være nogen problemer...
Lægen fumler med at fæstne nålen til sprøjten, mens Linda og Søren betragter dens længde.
- Jo, for resten, begynder lægen igen, - jeg skal huske at informerer jer om, at der er to procents chance for, at du aborterer, efter det lille nålestik her. Og hvis det skulle vise sig, at du har en mongol i maven, kan vi jo lave en abort på dig, men det udsætter jo så det andet foster for en vis fare... Lægen får endelig nålen på plads. Næsten lettet kigger han på Søren og Linda, - så er vi vist klar.
Linda giver Sørens hånd et hårdt klem, - der var jo ikke noget galt med dem, da vi så scanningerne, hvisker hun til ham.
- Nej, mumler Søren, - der så alting fint ud... Han skæver til den lange nål.
- Og en sidste ting, fortsætter lægen, - hvis du vil aborterer den ene, så skal den fødes død... Han lægger sin frie hånd på Lindas mave og skæver mod sin skærm for at lokaliserer præcis, hvor han skal stikke.
Pludselig bevæger Linda sig, - nej råber hun og hopper i én bevægelse ned af sengen. - Jeg har set flotte og fine scanningsbilleder af mine børn, råber hun til Søren, - jeg vil ikke stikkes, bare fordi der måske kan være noget galt...
Søren kigger opmærksomt på hende, - ingen to procents chancer for aborter...
- Ingen døde fostre i min mave...
- Ikke noget med at skade det ene og dræbe det andet...
- Nu vil jeg bare have mine børn. Ikke flere risikovurderinger... Linda retter sit tøj, tager resolut Søren i hånden og åbner døren ud til hospitalsgangen.
- Er i sikre på, at det er en klog beslutning? Lægen kigger forbløffet på dem og rejser sig fra sin stol. Han har stadigvæk sprøjten i hånden med nålen ragende en kvart meter i vejret.
- Det er en rigtig god beslutning, råber Linda tilbage i det øjeblik hun og Søren forlader stuen.
- Men, vi må jo tage højde for de risici, graviditeten indebærer, indvender lægen og følger efter dem ud på gangen, stadig med sprøjten i hånden.
- Ja, dem må vi søreme tage højde for, svarer Linda uden at kigge tilbage mod lægen, mens hun og Søren spontant sætter i et lille løb ned af gangen.
- Men hvad hvis I føder en mongol? indvender lægen og prøver febrilsk at følge efter dem - er I sikre på, at I orker at opdrage sådan et barn?
- Hurra for mongoler, svarer Søren trodsigt.
- Hurra for vores børn, supplerer Linda og snart forsvinder de ind i elevatoren for enden af gangen.
Lægen skal netop til at råbe et tungtvejende videnskabeligt argument imod dem, da han ser elevator døren lukke bag dem. En skuffelse skyller som en flodbølge gennem hans krop, og bringer ham et kort sekund ud af balance. Han snubler, falder og gennembores af sin egen nål. Med en fredfyldt og nærmest lykkelig mine bliver han liggende på gulvet med nålen ravende dramatisk ud af maven. Han nyder hvert sekund af oplevelsen.

En mave strutter fin og bar på lægens seng. Maven er stor hvid og rund, fordi der ligger to børn inde i den.
Linda og Søren kigger forventningsfuldt op på en skærm på væggen, mens lægen gør sig klar til at scanne.
Lægen smiler venligt til dem begge to, da hun presser en stor klat verseline ud på Lindas mave; - lad os se, hvordan de ser ud, mumler hun og sætter en ultralydsscanner ned i verselinen og begynder at kører den rundt på maven.
Mærkelig grå billeder begynder at vise sig på skærmen, men Søren og Linda kan tydeligt se, hvem det forestiller.
- Der er Noah, smiler Søren, da drengen kommer til syne.
- Og der er Magna, griner Linda, da pigen bliver synlig.
Det varer ikke længe før lægen igen slukker scanningsapperatet. - Alt ser jo fint ud, mumler hun og printer scanningsbillederne ud, - måske bliver det nødvendigt med et kejsersnit, men det er ikke noget stort problem. Glæder I jer ikke?
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...