Det var aldrig meningen

Please, Lisa, læs IKKE min novelle op i klassen!

0Likes
0Kommentarer
746Visninger

1. Kapitel 1

Elisa var alene hjemme den sidste aften. Hun stod ved det åbne vindue i køkkenet og betragtede månen. En måne, hun ville komme til at savne. Den kølige aftenluft og lyden af det rindende vand fra vandhanen, ville normalt virke beroligende. Alligevel var det med rystende hånd, at hun stillede glasset med vand på køkkenbordet ved siden af den lille bunke piller og kniven. Hun fortrød så inderligt, men nu var det for sent. Hun kunne ikke se nogen anden udvej. Hun tog en dyb indånding. Snart ville det hele være overstået, og der ville ikke længere være nogen frygt, ingen skyldfølelse, ingenting. Hun smilede ved tanken, og rakte ud efter pillerne.

Det var slet ikke meningen, det skulle komme så vidt. Jeg havde aldrig forestillet mig, den grusomme konsekvens, mine handlinger ville få. Skyldfølelsen vil aldrig forsvinde. Det er nu egentlig underligt. Før det skete, mente jeg, at det var Elisa, der skulle føle sig skyldig. Nu har jeg svært ved at se mig selv som offeret.
Lad mig starte helt fra begyndelsen. Elisa og jeg var bedste veninder. Indtil for et par år siden, da hun fortalte noget videre, hun virkelig ikke skulle. Ser du, min mor havde kræft i æggestokkene, og havde lige fået at vide, at hun kun havde seks måneder tilbage. Det var selvfølgelig en utrolig hård periode for mig, og jeg troede, jeg kunne betro mig til Elisa. Jeg tog fejl. Snart vidste hele skolen det. Jeg tror bare, jeg var vred. Vrede er en ufattelig grim ting, der kan få én til at miste sin fornuft og glemme at lytte til sin samvittighed. Det skete for mig. Det følgende år var mig og Elisa… Nogen ville sige, at jeg mobbede hende. Det ord dækker ikke over det. Jeg spredte falske rygter om hende. Jeg slog hende ofte. Værst var det i starten. Jeg overraskede hende på toilettet, hvor hun stod og vaskede hænder. Jeg havde en hobbykniv med, som jeg havde stjålet fra billedkunstlokalet. Jeg stak hende ikke særlig dybt. Hun kom ikke til skade, men jeg truede hende alligevel til at love, at hun ikke ville sige det videre. Det er svært for mig at tale om. I dag kan jeg godt se, at jeg gjorde hendes liv til et helvede. Måske var det, der tog hårdest på hende, sms’erne. Jeg blev ved med at skrive til hende. Bare for at minde hende om, at jeg stadig var der. Måske var der også en dødstrussel eller to imellem. Men jeg havde jo ikke tænkt mig at gøre det! Det var jo bare en joke. En syg, syg joke, det kan jeg godt se nu. Jeg fortryder, og jeg væmmes virkelig ved mig selv. Jeg var blændet af vrede og hævntørst. Men jeg skal ikke begynde at undskylde. Det, jeg har gjort, kan aldrig blive tilgivet.
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...