forbrydelsen der ikke sluttede

Der er en serie moder i byen alle bekymre sig over hvem der dør næste gang.
politiet gør ikke noget ved det så beboerne tag det i egnen hånd, men det hjælper ikke der bliver bare flere død mennesker.
så hun tag det i sin ingen hånd hun gå til angrib og dræber...

1Likes
0Kommentarer
1397Visninger
AA

3. it was the love ending

Lad os rulle, råbte jeg ud af vinduet. Jeg trådte speederen helt ned. Bilen kørte dobbelt så hurtig, som selve bilen kunne.
Jeg kiggede bag ud igen, men bilen var væk. Jeg kiggede bag ud igen, og der var den.
jeg blev ved hele tiden. Hver anden gang jeg kiggede, var bilen væk, ellers var den der. Jeg burde måske mene, jeg var skør. Av råbte jeg, men det hjalp ikke. Smerten blev ved.
jeg kunne høre en ambulance. Jeg skyndte mig ud af bilen og begyndte at løbe, så hurtig jeg kunne. Der kom en bondegård et stykke fremme, men først kom der et par buske. Jeg hoppede direkte ned bag dem.
Men det var ikke nogen super ide. Jeg kiggede ned på min mave og så alt blodet, der fossede ud.
Ambulancen kørte lige forbi mig, stadig med udrykning på. Den ledte vel efter mig eller den person, der sad bag rettet.
Jeg begyndte at kravle hen til bondegården, men nåede kun til indkørslen.
Der gik ikke lang tid, før to bønder kom.
De kom løbende fra syd. Jeg kunne ikke se, om de kom fra en mark eller laden, der lå ved siden af.
De delte sig op. Den ene kom løbende imod mig, den anden gik indenfor.
Da jeg vågnede igen, var mit sår allerede renset og forbundet. Jeg vendte mig om for at se, hvor de var henne, men der stod en kasse med dynamit og en med pistoler.
De kom ind ad døren. Det første, jeg opdagede var, at de havde skudsikre veste på, og at de ikke var to længere. De var tre, hvilket kom som en stor overraskelse.
Men vent, den tredie person havde ordet død på jakken. Nu vidste jeg, hvem det var.
Det tog kun nogle få sekunder at tage en pistol fra mit bælte og så skyde på dynamitet. Jeg rejste mig op begyndte at løbe.
jeg nåede for en gangs skyld ud af døren. Jeg løb langt væk fra huset, da det lige pludselig sprang i luften.
Jeg ventede med at røre mig til jeg kunne se, at alle var døde, og der måtte jeg vel så vente længe, for han rejste sig op og begyndte at skyde efter mig.
Men lige meget hvor langt jeg løb, ville det ikke være nok, fordi det her var dagen, hvor hævnen ville stå. Jeg hev (sværne) op af benet. Jeg stillede mig i forsvarsposition.
Han gik til angreb. Det hele kom som et chok. Kampen blev vildere, men også sværere.
Hans kampevner var fantastiske, men ikke kun det, han blev nærmest stærkere. Men lige da han snittede min bluse, blev han svagere. Men det var ikke kun ham. Det var så overraskende, at jeg kom til at snitte mig selv.
Men det skulle ikke stoppe mig. Jeg gik til angreb.
Denne kamp ville ikke bare være slem og farlig, men også en, der ville fortælle sandheden.
Der gik flere timer, før jeg kunne se, hvordan vi sloges. Det var den samme rutine hele tiden, og den burde stoppes. Jeg tog min pistol frem med den ene hånd og kæmpede videre med den anden, hvilket ikke var sådan en god ide.
Han slog pistolen ud af hænderne på mig. Jeg kunne ikke nå den. Jeg prøvede at tage fat i den, da han angreb mig igen. Denne gang blev jeg virkelig bange, men jeg skulle jo ikke give op uden kamp. Jeg rejste mig op med pistolen i hånden, der var kun tre kugler tilbage.
Den første kugle satte jeg i hans ben. Den anden satte jeg i armen. Den sidste ville jeg sætte i hjertet, men jeg ramte maven.
Med et chok rejste han sig op, og sagde noget på græsk είστε το κορίτσι μου, δική μου δημιουργία έχω να είναι ο πατέρας σας αλλά ήταν έξω σε σκοτώσει
Alle de ord, jeg ikke kunne forstå, ramte med et mig i hjertet. Det ord, hvor han sagde jeg kun var ude på at dræbe, men som han siger, var det det jeg ville.
Imens jeg tænkte løb han sin vej. Da jeg endelig kom tilbage til virkeligheden, var han væk.
Jeg gik hen til busstop-stedet.
Da min bil kom kørerne med en gammel mand inden i, smed jeg mig oven på kølerhjelmen.
Jeg smadrede forruden. Jeg smed den gamle mand ud af bilen og ned på asfalten.
Jeg satte mig selv i førersædet.
Jeg kørte med 150 i timen, og jeg havde ikke tænkt mig at stoppe. Jeg ville bare køre ud af landet.
Da så jeg et skilt om en privat detektiv.
Jeg trådte bremsen i bund. Bilen stoppede med et brav op i en anden bil. Det her var nu en gang til, jeg hadede smadret bilen.
Jeg løb ind i en bygning med billeder, da en person gik direkte ind i mig og ud af døren. Jeg kiggede efter min mappe. Den var væk.
jeg gik videre ind på detektivens kontor, hvor jeg gav ham alle informationer, jeg havde.
Så var det ham, der skulle arbejde.
Men jeg havde ikke kun tænkt mig at bruge en. Jeg var nået igennem en hel masse detektivers kontorer og gav dem det samme. Så nu havde jeg kun en ting at gøre. Leve livet som en stjerne og lad (detektiverne) om det hele.
Der gik tre dage. Da de alle sammen havde fundet ud af, hvor henne han var.
Jeg pakkede mine tasker og våben. Denne gang ville jeg kun gøre en ting, og det var at dræbe ham.
Han stod og hævede penge, da jeg tog pistolen op af bæltet og tog en kugle frem. Men først ville jeg se hans ansigt.
Jeg brugte en kugle på at skyde automaten, og med det samme vendte han sig om. Det tog kun, nej hvem prøver jeg at narre. Det tog ikke et sekund at dræbe ham.
Men det ville tage politiet en hel masse for at finde mig.
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...