forbrydelsen der ikke sluttede

Der er en serie moder i byen alle bekymre sig over hvem der dør næste gang. politiet gør ikke noget ved det så beboerne tag det i egnen hånd, men det hjælper ikke der bliver bare flere død mennesker. så hun tag det i sin ingen hånd hun gå til angrib og dræber...

1Likes
0Kommentarer
1344Visninger
AA

1. Hvorfor stoppet de den ikke

Politiet havde ikke noget sprog.
De fleste i byen troede, at politiet var med i mordene, alle undtagen mig. Jeg mener, at der var en morder i byen, ikke bare en morder, men en seriemorder.
De fem personer, der er blevet dræbt, var alle sammen inden for alderen 18 til 20 år gammel. Alle var drenge og var sorthårede, men det betyder ikke så meget for mig.
Jeg kunne se, hvordan beboerne tog sagen i deres engen hånd. Alle beboerne gik ud og skaffede sig en pistol.
Flere fik alarmer og vagthunde. Alle ville bare sikre sig, at de ikke var den næste, der ville blive myrdet.
Jeg sad på politigården og ventede på, at nogen kunne fortælle mig, hvor min far og bror var henne.
Jeg var rigtig sikker på, at de var blevet kidnappet eller dræbt af seriemorderen. Det ville betyde, at jeg ville være helt alene igen.
Der er ingen, der længere kunne holde på mig. Det var tid til at tage mig sammen og tage det hele i min egen hånd.
Derhjemme tog jeg den sorte hårfarve frem og begyndte at farve mit hår sort. Jeg kiggede bag mit skab. Jeg åbnede min lille luge i gulvet og tog min sorte dragt frem med matchende støvler. Jeg tog dem på og gik ned i min fars pistolskab og tog nogle forskellige pistoler frem. Jeg satte dem i bæltet og gik videre op imod min brors våbenskab. Jeg tog nogle forskellige ting jeg kunne bruge.
Det tog ikke lang tid at få alt pakket ned i en taske, at få malet min fars sportsbil sort. Alt for sort. Alt for dødens farve. For at finde den mand, der har været efter min familie.
Ingen ville længere vide, at det var mig. Jeg manglede kun et nyt navn, jeg kunne arbejde under, men der var intet, jeg kunne finde på. Det eneste, der gik ind i min hjerne var black-person. Det passede måske til farven, men ikke helt i virkeligheden.
Navnet var ikke det eneste, jeg tænkte på. Viden om, hvordan jeg skulle gøre det, hvordan jeg skulle dræbe.
Jeg gik ned ad gaden. Jeg stoppede ved en tv-butik. Lige da jeg begyndte at kigge, tændte tv’et.
Nyhederne var på. Det handlede om, at de havde fundet min far og bror, men ikke kun det. De havde også gerningsmandens identitet,. Det var en mand i tyverne med brunt hår og en stor stærk overkrop. Han gik rundt i et sort jakkesæt med et rødt slips på halsen.
Men lige da de skulle nævne navnet, slukkede billedet. Nu havde jeg ikke noget navn, ikke noget billede, kun en beskrivelse af ham.
Men det var også nok. Jeg havde alt, hvad jeg skulle bruge for at få hævn. Lad jagten begynde, råbte jeg.
Alle folk kiggede på mig som om, jeg var sindssyg. Som om jeg burde være låst inde, men det skulle ikke ske for mig.
Selv om jeg ikke havde noget sted at bo.
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...