BELLIS.

Det her er 1'eren på en novelle jeg har lavet.. Der kommer mere hen af vejen, så giv meget, meget gerne en kommentar til den 8D.
- Bellis lever i 1800-tallet som en af de "fine damer" på slottet. Hun er dog ikke helt tilfreds med sidstnævnte. Da der skal holdes bal for hende en aften, er der noget, der går op for hende, og hun siger ja tit noget hun vil fortryde senere hen. Dog formår hun at ændre det - men det har konsikvenser.

2Likes
9Kommentarer
1552Visninger
AA

4. Kapitel 4

Jeg åbner munden, er faktisk ikke chokeret, og skal til at sige noget, da min far braser ud på terrassen. Han har åbenbart hørt det hele, for han giver sig straks til at lykønske os. Jeg skærer tænder - igen. Det er efterhånden blevet en vane, når jeg er sammen med mr. Bryce.
"Jamen, tillykke William, og tillykke Bellis." Jeg lukker munden igen, og vil komme til at forbande mig langt væk, for at jeg ikke protesterede, for at jeg ikke sagde, "nej, fandeme nej." For det gjorde jeg ikke. Jeg adlød min fars stirrende, brændende blik, og accepterede det. Jeg smiler bare utrolig falsk, og trækker mig tilbage, da mr. Bryce vil trække mig ind til et kys. "Ja, mr. Bryce. Det vil være mig en glæde at gifte mig med Dem." Jeg vender rundt, og hører kun lige kort hans lykkelige, forhadte latter, inden jeg braser indenfor. Alt kører rundt. Festsalen, nej vent, der er to. Jeg stønner lavt, og støtter mig til væggen, da jeg går gennem salen med vaklende skridt. Jeg har lyst til at løbe tilbage og fortryde, og hvor ville jeg ønske jeg havde gjort det. Jeg åbner hoveddøren og træder ud i den kølige aftenluft.

Mine skridt er anspændte, da jeg går ud mod stalden. Jeg åbner stalddøren, og får øje på Andrews, som går og muger ud.
"Hej." siger han friskt, men jeg skuler bare surt til ham. Jeg er virkelig bare i dårligt humør nu. Jeg tramper hen til Minas boks. Jeg hiver hende ud, og ulejliger mig ikke med at se på hans bekymrede ansigt.
"Miss Bellis, hvad er der med Dem?" Jeg stirrer bare vredt på ham. Tårerne truer med at bryde ud for hvert sekund, der går, og jeg svinger mig bare op på i hende, uden at tage noget som helst på hende. Selv er jeg stadig i festkjole, men jeg er ligeglad. Jeg vil bare væk. Jeg kaster et kort blik på hans ansigt, og rider ud af stalden, uvidende om, at det er sidste jeg vil se ham i lang tid. Jeg ville sådan ønske, at jeg var blevet, åh gid jeg bare havde fortalt ham det, i stedet for bare at løbe væk. Jeg sætter Mina i galop, og suser ind på stien til skoven. Mit hår flagrer i vinden, og tårerne render ned af mine kinder. Det er ved at blive mørkt, men lidt kan man stadig se. Vi smelter sammen, som vi altid gør, når vi rider, og jeg mærker den fantastiske fornemmelse jeg altid får. Pludselig ser jeg som i slowmotion, hvordan en gren kommer farende mod mig, og jeg når ikke at registrere andet, inden den hamrer ind i hovedet af mig, og slynger mig bagud. Kaster mig ned på jorden. Alt bliver sort.
Jeg er svimmel, jeg sidder i min seng på mit værelse, og har en dundrende hovedpine. Min far kommer ind, og sætter sig på min sengekant, han er bekymret, og det burde han nu også være.
"Bellis, hvad skete der?" Jeg fnyser kort, og undlader at svare. Hans bekymrede blik bliver erstattet af et hårdt, anstreng smil.
"Bellis, hvis det er det med Willi -" Jeg kniber øjnene sammen og afbryder.
"Det er det ikke." lyver jeg, og drejer rundt, så jeg stirrer ind i væggen. Han sukker lavt, og rejser sig. Jeg rører mig ikke, før jeg hører døren lukkes bag ham.
"Lydia?" kalder jeg med lille stemme. Der kommer ingen. Det var dog utroligt.
"Argh.." jeg stønner og tager mig til hovedet. Mine læber er indtørrede. Jeg rejser mig op fra sengen, og vakler ud på gangen. En stor bule sidder midt i min pande. Jeg går ned ad trappen, vaklende, og får øje på Lydia, der står og snakker med staldherren. Hvad helvede er de ude på? Jeg står og svajer lidt på det sidste trin.
"Lyydia?" Min kalden er næsten uhørlig, og min stemme utrolig spinkel. Hun drejer hovedet mod mig, og åbner chokeret munden. Jeg smiler svagt, og glipper lidt med øjnene.
"Jeg er tørstig." hvisker jeg. Hun skynder sig hen mod mig, tidsnok til at gribe mig, da jeg falder. Bagud. Besvimer.
Endnu en gang vågner jeg op i min seng. Jeg sukker lavt, og åbner øjnene. Mit blik er sløret, fjernt. Jeg kan ikke tænke klart. Jeg kniber øjnene sammen, og farer sammen, da det banker på døren. Jeg bider mig hurtigt i læben, og lader mig falde tilbage i sengen uden at sige et ord. Jeg lukker øjnene og sover rævesøvn. Et par sekunder senere bliver døren forsigtigt åbnet. En mand stikker hovedet ind, og det tager mig et stykke tid, før jeg registrerer, at det er William. Han træder indenfor og lukker døren bag sig. Jeg presser mig nedad, vil helst forsvinde i et hul. Mine øjne er hårdt pressede sammen. Han sætter sig ved min sengekant, og løfter dynen lidt. Jeg åbner chokeret øjnene og betragter ham i smug. Har han tænkt sig at kravle herned? Åh gud, det har han, og han har ikke opdaget, at jeg er vågen. Han skal til at kravle under dynen, da han opdager mit stirrende blik. Jeg er rædselsslagen, og det ses i mine øjne. Han trækker sig tilbage, bander lavmælt, og tager mit hoved i sine hænder.
"Jeg er ude på at skræmme dig, Bellis." hvisker han, og trækker sig selv tættere på mig. Jeg nikker hurtigt.
"Det ved jeg, mr. Bryce." Han smiler kærligt.
"Du behøver ikke, at kalde mig det mere. Bare kald mig William." Denne knytning til ham giver mig kuldegysninger. Ikke tale om jeg vil kalde ham William.
"Jeg insisterer." siger jeg meget højt, skingert og drejer hovedet fra ham. Han sætter sig ved siden af mig og rækker ud efter min hånd.
"Hvis du rører mig, eller kommer tættere på mig, skriger jeg." hvisler jeg lavt og stirrer hårdt på ham. Han ser forundret på mig, og lægger blidt sin hånd på min skulder.
"Men.." Jeg samler luft, og begynder at skrige uafbrudt, mens jeg hopper ud af sengen og trykker mig op af væggen. Min far kommer løbende og river døren op. Han stirrer fra mig til William, og kan åbenbart ikke beslutte, hvem er der synderen. Så ser han mit skrækslagne udtryk, og kniber øjnene sammen.
"Bellis, det er det, der hører til ægteskabet." Han bryder sig åbenbart ikke om denne samtale, for han drejer bare omkring og går ud af døren. Jeg er målløs. Er han så hjerteløs? Jeg stirrer skræmt på William, og denne sender mig et hurtigt, trist smil.
"Jeg vil ikke gøre dig fortræd, men bare et kys?" Jeg begynder at ryste, og han forstår det. Han rejser sig, går ud, og lukker døren bag sig. Jeg er igen alene. Jeg kan ikke sove mere, selvom mit hoved gør ondt af helvede til, så jeg trækker blot hurtigt i en brun hverdagskjole, der står godt til mine gyldne øjne, og mit smukke, lyse hår. Jeg tager også lige hurtigt en kam gennem håret, men jeg orker ikke de sædvanlige timer, der skal bruges på at gøre mig klar til at gå ud, så jeg smutter bare hurtigt, uset ned ad trappen og hen mod stalden. Jeg er en smule svimmel, og mit hoved dunker, men ellers har jeg det udmærket. Jeg stryger med en elegant bevægelse håret bagud, og åbner stalddøren. Mit smil stivner, da jeg får øje på en ny dreng. Jeg ser mig omkring efter Andrews, men han er som sunket i jorden. Jeg rynker panden og går hen mod den nye dreng. Jeg prikker ham på skulderen og han vender sig med et stort smil.
"Ja, miss?" Jeg ser alvorligt på ham, han er end ikke mere end ti år gammel, og er meget snavset.
"Har du set en stor dreng på min alder?" Jeg beskriver Andrews, men han ryster blot på sit lille, beskidte, fregnede ansigt.
"Nej miss, desværre ikke." Pludselig lyser han op og prøver at huske noget. Han rynker på næsten, og hvis jeg ikke var så bekymret, ville jeg have grinet, for det ser utrolig skægt ud.
"Der var en dreng. Før mig. Men han rejste sin vej." Min dybe panderynke forsvinder straks og erstattes af et forbløffet udtryk. Jeg trækker ansigtet sammen i en pinefuld grimasse, og spørger meget lavt, om han er sikker. Han nikker ivrigt.
"Tak." mumler jeg svagt, og drejer omkring. Taler han sandt? Er Andrews rejst? Hvorfor? Jeg slår hånden for munden og gisper, pludselig ved jeg hvorfor. Hvor er jeg dog et fjols.
Jeg løber indenfor igen, jeg måde vide, hvordan, hvordan. En tåre løber ned ad min kind - jeg må finde ham. En stor klump har sat sig fast i min hals. Jeg braser ind ad hoveddøren og løber gennem festsalen. Den er helt tom, slet ikke, som jeg husker den fra den aften. Det må nok være omkring tre, fire dage side nu. Lydia står med sammenknebede øjne og betragter min løben misbilligende. "Det passer sig ikke for en dame at løbe, miss." begynder hun. Jeg fnyser vredt, og fortsætter op ad trappen.

Jeg banker forsigtigt på min fars arbejdsværelse. Han sidder med en dyb rynke i panden, da jeg kommer ind. Jeg tygger hårdt på min underlæbe, der dirrer voldsomt. Han drejer rundt på stolen, og hæver spørgende øjenbrynet. Han lægger brillerne på bordet.
"Far, jeg skal spørge dig om noget." Jeg skubber tårerne indad og gengælder roligt hans blik.
"Der var en stalddreng, han hed vist noget med .." Jeg lader som om jeg tænker mig om. Hvis min far vidste, hvor meget Andrews betyder for mig eller hvad jeg vil gøre, når han siger det, vil han ikke fortælle det.
"Andrews?" Spørger han, med et køligt smil. Jeg holder vejret, og nikker meget svagt. Ved han noget? Mit hjerte stopper næsten med at banke, da han fortsætter.
"Han kom op til mig for et par dage siden, dagen efter ballet." Jeg nikker, lidt for ivrigt. Jeg kan bare ikke skjule det. Han rynker panden, og jeg prøver at se meget uinteresseret ud. Hvis han vidste det, ved jeg aldrig få Andrews at se igen.
"Far.." spørger jeg med pibende stemme.
"Ved du, hvor han tog hen?" Han sukker højt, og tager brillerne på igen, som for at fortælle, at samtalen er slut nu. Jeg bider mig i læben, igen.
"Far, det er vigtigt." beder jeg. Han vender sig irriteret mod mig.
"Højsminde, eller sådan noget." brummer han kort, efterfulgt af et.
"Farvel Bellis." Jeg smiler lettet, og skynder mig ud af døren. Han ved det ikke, eller også skjuler han det bare. Jeg kan mærke, hvor meget jeg er forelsket i Andrews lige nu, og jeg kan bare ikke lade ham gå sin vej. Jeg har brug for ham. Jeg styrter ind på mit værelse, og finder en lille taske, hvor jeg propper lidt kjoler i. Derefter sniger jeg mig ned til køkkenet, og snupper lidt mad. Jeg ser mig en sidste gang omkring i vores balsal, inden jeg med hurtige skridt går hen mod stalden. Ingen må se mig nu. Et skridt mere, og så er jeg inde i stalden. Pludselig mærker jeg, hvordan frygten kommer til syne i mit ansigt, hvordan en iskold rislen løber ned af ryggen på mig. Jeg hører en kalden på mig. Williams stemme.
Jeg holder vejret og trykker mig op ad muren. Han kommer nærmere. Jeg sitrer af angst. Hvis han opdager mig, er spillet ude. Han vil fortælle det til min far, der vil stoppe mig, inden jeg overhovedet kommer af sted. Jeg får tårer i øjnene, og ønsker af hele mit hjerte, at han ikke vil finde mig. Få sekunder efter stikker han hovedet forbi hjørnet, så han kan se mig. Enten findes Gud ikke, eller også er han hjerteløs. Jeg knytter næven og drejer rundt for at gå ind i stalden. Et øjeblik efter holder han mig i sine arme. I en hed omfavnelse. Jeg trækker mig fri, og ser hårdt på ham.
"Lad mig være." Han rynker panden, og stryger hånden gennem sit klamme hår.
"Hvor skal du hen?" spørger han eftertænksomt, da han ser min lille taske. Jeg ser bedende på ham.
"Vil du ikke nok lade være med at -" Han sukker, og afbryder mig stille.
"Jeg vidste godt, at du ikke var forelsket i mig. Jeg forstår det." Jeg ånder lettet ud, og går ind i stalden for at hente Mina. Han følger efter. Han ser så sårbar ud. Så befippet. Jeg strigler hurtigt min lille hoppe. Da jeg skal til at sidde op, kaster jeg et hurtigt blik hen mod mig, og jeg får ondt af ham. Han ser nu også en smule sød ud, ikke så slesk mere. Men alligevel. Det er Andrews jeg er forelsket i, og jeg må finde ham. Jeg lader blidt mine læber strejfe hans i et akavet kys. – mit andet. Han smiler fraværende, lykkeligt, og jeg svinger mig op på Mina. Da jeg riger ud på gårdspladsen, ser jeg min far i vinduet til balsalen. Han bliver helt rød i hovedet af raseri, og springer ud ad døren.
"KOM TILBAGE BELLIS - MED DET SAMME!" råber han, og jeg gisper lavt. En vild hulken er på vej op ad min hals, da jeg indser, at hvis jeg gør dette, vil jeg aldrig nogensinde se ham igen. Han vil slå hånden af mig.
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...