BELLIS.

Det her er 1'eren på en novelle jeg har lavet.. Der kommer mere hen af vejen, så giv meget, meget gerne en kommentar til den 8D.
- Bellis lever i 1800-tallet som en af de "fine damer" på slottet. Hun er dog ikke helt tilfreds med sidstnævnte. Da der skal holdes bal for hende en aften, er der noget, der går op for hende, og hun siger ja tit noget hun vil fortryde senere hen. Dog formår hun at ændre det - men det har konsikvenser.

2Likes
9Kommentarer
1553Visninger
AA

3. Kapitel 3

Jeg mærker hvordan brækket er på vej op i halsen, og jeg vender mig ud til siden, før jeg lader det hele komme op. Der er fuldstændig stille i rummet, bort set fra Andrews lave gråd. Der står en mand - sikkert staldherren - med en pisk i hånden. Andrews er bundet fast med armene spændt ud til siden, og på hans ryg er nogle dybe, svidende sår - fra pisken. Jeg tørrer brækket væk med bagsiden af hånden, og gisper efter vejret.
"Nej." hvisker jeg, da jeg mærker Andrews anklagende blik på mig. Han tror sikkert, at det er mig, der har iscenesat det. Jeg vakler hen mod dem, og skubber manden med pisken væk. Jeg skælver af gråd. "Åh gud." Jeg løsner hans bånd, og lader ham støtte til mig, da vi sammen går ud. Jeg mærker en hård hånd på min skulder, der rykker mig tilbage, så jeg knalder hovedet ind i væggen. Smerten overdøver den gamle, og jeg svajer igen. Manden ser vredt på mig.
"Jeg ved ikke, hvem fanden du er, men du kan ikke bare komme her. Giv mig ham. Han skal have straf, fordi han væltede den unge miss ned ad -" Han blegner, da han ser mit anspændte udtryk, og mine sammenbidte kæber, der dirrer af raseri.
"UD!" skriger jeg, og tager pisken ud af hans hånd.
"SKRID MED DIG, SVIN." Jeg spytter ordene ud, og begynder at piske ham på ryggen. Han står bare helt stille og krummer sig sammen i en underkastende stilling. Jeg lægger al min vrede og frustration i slagene og slår hårdere og hårdere.
"ER DET SJOVT, HVA’?!" råber jeg hysterisk, min hovedpine er blevet værre. Pludselig mærker jeg en blid hånd på min skulder, som drejer mig rundt, og tager pisken ud af min hånd. Det er Andrews. Han blide øjne betragter mig, han smiler, og trækker mig ind til sig.
"Tak.." hvisker han ned i mit hår. Mine øjne er fulde af tårer. Manden er for længst løbet ud, jeg håber fandeme, at han dør af skræk for mig. Det svin. Jeg skærer tænder.
"Åh jeg er så ked af det." hvisker jeg, han stryger mig på kinden, og giver mig et blidt skub mod døren. "Gå ind og få Deres tøj på - husk nu ballet." Jeg åbner munden for at protestere, men han lukker den ved blidt at presse sine læber mod mine i et let strejf. Det hele svimler for mig, jeg åbner stalddøren og smiler lykkeligt til ham, inden jeg går ud igen, og lukker døren bag mig.
Jeg maser mig gennem folkemængden, der danser vals på gulvet. Jeg er ikke ligefrem den store danser. Okay, det var underdrevet. Jeg er en rædselsfuld danser. Jeg tager en dyb indånding, og lukker øjnene et kort sekund. Trænger bare lige til et øjebliks fred for de larmende, latterfulde mennesker. Jeg kan ikke tænke på andet end Andrews, han blide kys. Jeg har ikke set ham i aften, men hvad skulle han også herinde. Det er kun ”pæne” folk, der må være herinde. Jeg sukker lavt, og smiler stort, men en smule falskt, til en gruppe mænd, der passerer mig. En intens trang til at klø mig i håret, kribler i mine hænder, og jeg løsner forsigtigt spændet, der holder knolden på plads. Pludselig glider håret ud af mine hænder, og mit hår bølger ned over skuldrene. Jeg slår hånden for munden og fniser en smule. Jeg har ødelagt frisuren, men gud, hvor det dog lettede. Presset i mit hoved er blevet en smule mindre. En mand, måske små ti år ældre end mig, kommer hen mod mig med min far ved hans side. Min far ler hjerteligt, men stopper brat, da han ser min frisure. Hans smil stivner, og jeg kan næsten føle anspændtheden mellem os. Den anden mand ler bare lavt.
"Sikke en smuk frisure, De har, meget opfindsom." Jeg synes ikke om ham - der er noget sleskt og røvslikkeragtigt over ham. Han tager min hånd, og kysser den slasket, eller det synes jeg han gør, og bukker galant.
"Mig en ære, miss Bellis." Min far har været tavs et stykke tid, men bryder nu ind i samtalen.
"Bellis, jeg vil gerne have, at du møder min ven, William Bryce." Jeg prøver at smile så venligt jeg nu kan, men jeg bryder mig virkelig ikke om denne mand. Da manden.. William, kigger væk, sender far mig et advarende blik, der kun alt for godt fortæller mig om hans mening, du-har-bare-af-ikke-at-dumme-dig - blikket. Jeg undertrykker et suk, og smiler venligt til manden. Nu er aftenen ødelagt. En gammel mand til selskab. Hvor hygsomt.
Et klap på min skulder bringer mig tilbage til virkeligheden fra mine drømmerier. Suk, der er kun gået par sekunder, siden min far forlod mig med denne mand, men jeg keder mig forfærdeligt meget. Jeg snurrer rundt og ser lige ind i mr. Bryces ansigt. Han bukker kort og smiler sleskt. Jeg må vende hovedet bort, så han ikke kan se, hvordan jeg skærer tænder.
"Må jeg byde Dem op til dans, miss Bellis?" Jeg smiler undvigende.
"Jeg har dårlig fod, og -" undskylder jeg mig. Han ryster kort på hovedet.
"Pjat med Dem." Jeg kniber øjnene en smule sammen, da han placerer sin hånd på min hofte.
"Mr. Bryce, jeg må desværre undskylde mig denne gang." Jeg river mig løs, og går med heftige skridt hen mod madbordet. Jeg kan mærke hans blik i min ryg. Jeg får kuldegysninger. Jeg sætter mig ved siden af nogle tyske gæster, som ivrigt fører samtale med hinanden. De stopper høfligt op, da jeg sætter mig, og præsenterer sig. Jeg smiler venligt, og bøjer hovedet i en respektfuld gestus. "Godaften." siger jeg høfligt. Jeg begynder at spise lidt af stegen, men maden smager ikke rigtig godt. Jeg rejser mig hurtigt igen, og lader den fulde tallerken stå. Min far kommer hen mod mig. Han sender mig et advarende blik. Jeg har forstået det, han behøver ikke skære det ud i pap. Han vil have mig gift. Jeg går udenfor. Man kan høre den lystige musik, og den glade latter selv derude, men den er dæmpet bag den store, pragtfulde dør. Terrassen vender ud mod den enorme, fantastiske have, som bliver passet og plejet af tusindvis af gartnere. Jeg sukker befriende, da en kølig brise løfter det tunge hår fra mine skuldre. Mine øjne lukkes. Pludselig træder en skikkelse ud af skyggerne - en mand. Jeg kan høre trinene bag mig, og jeg vender mig hurtigt, forskrækket om. Det er mr. Bryce. Han smiler – hvor jeg hader hans smil.
"Godaften igen, miss Bellis." Jeg skærer en kort grimasse, som kan opfattes som et venligt smil, men svarer ham ikke. Han læner sig bagud, mod rækværket, og stiller sig på en måde, han måske synes er forførende. Jeg synes han ser utrolig dum ud. Jeg bider mig kort i læben, og begynder at gå indad, da hans hånd griber fat om min. Jeg trækker den utålmodigt, og utilpas til mig.
"Bliv her, miss, jeg vil fortælle dem noget." Jeg undertrykker et støn, og nikker kort.
"Jeg så Dem i går nat." hvisker han, og smiler varmt. Jeg gisper kort, fornærmet.
"Har De udspioneret mig?" spørger jeg chokeret, og en anelse skingert. Han ryster langtrukkent på hovedet.
"Det er vel en skov for alle." Jeg rynker panden, bryder mig ikke om ham. Han er en idiot, som prøver at fedte for min far.
"De har fået taget på mig." mumler han og kører en hånd gennem sit slimede hår.
"Jeg kan ikke gøre noget, tænker kun på Dem." Jeg træder et skridt tilbage, nervøst.
"Åh jeg gør Dem ikke noget." hvisker han, og ler bittert. Jeg synker skræmt en klump i halsen, og ser bare på ham.
"Men De kender mig jo ikke, mr. Bryce." Han smiler utålmodigt.
"De har forhekset mig, siden jeg så Dem." Han træder frem mod mig, og siger de ildevarslende ord, jeg havde forventet.
"Vil De ikke gifte Dem med mig?"
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...