BELLIS.

Det her er 1'eren på en novelle jeg har lavet.. Der kommer mere hen af vejen, så giv meget, meget gerne en kommentar til den 8D.
- Bellis lever i 1800-tallet som en af de "fine damer" på slottet. Hun er dog ikke helt tilfreds med sidstnævnte. Da der skal holdes bal for hende en aften, er der noget, der går op for hende, og hun siger ja tit noget hun vil fortryde senere hen. Dog formår hun at ændre det - men det har konsikvenser.

2Likes
9Kommentarer
1554Visninger
AA

2. Kapitel 2

Vinduet er åbent, og en brise suser ind. Jeg går hen til vinduet, og skubber det langsomt tilbage, og lukker hapsen på. "Sådan." puster jeg, og vender mig mod Lydia. Hun sukker, og lægger de buttede arme over kors. "De lærer aldrig at blive en rigtig dame, hvis De ikke opfører Dem som en." Hun lyder opgivende, og jeg skjuler et lille smil. Jeg sætter mig på stolen. Et brev daler ned fra mit sengebord, en svag efterbrise. Jeg ser forbavset på det, og rækker ud efter det. Min far må have lagt det der, før han gik. "Sid nu stille, miss." udbryder Lydia, og venter utålmodigt. Jeg læner mig tilbage i stolen igen, og åbner kluntet brevet. Der står følgende:

"Kære Bellis,"

Jeg hæver et øjenbryn. Der er ikke skrevet 'miss'. Skal jeg tage det som en fornærmelse, eller bare være glad for, at nogen i det mindste interesserer sig for mig. Jeg strækker mig hurtigt, og læser videre.

"Jeg glæder mig til at møde Dem i aften til det store bal. Der er ikke så meget at sige, andet end, at jeg ikke kan vente. De bliver naturligvis den smukkeste af alle damerne i aften, men De skal bare vide, at De har en stor beundrer i mig - selvom De ikke kender mig så godt endnu."

Aha, det er altså en bekendt. Jeg rynker panden, og tænker hurtigt igennem, hvem det kan være. Adam, Johan, Leon, Andrew, Hans. Der er så mange, at jeg opgiver at spekulere over det. Jeg vender blikket ned mod brevet igen, men der er ikke mere. Ingen underskrift eller noget.

Jeg sukker lavt, og lægger brevet i vindueskarmen. Det var nok meningen, at jeg skulle blive helt ellevild, men det er ikke den følelse jeg har i mig. Faktisk er jeg blottet fra følelser, bort set, fra en smule sult. Jeg rynker panden.
"Av." knurrer jeg, da Lydia rykker i mit hår. Hun tager godt fat, og jeg er i dårligt humør nu. Min mave har knurret uafbrudt i de sidste ti minutter, men mit hår skal lige sættes inden jeg må gå ned. Lydia finder et par hårnåle og sætter dem fast his her og der, og træder så et skridt tilbage for at beundre sit værk. Jeg rejser mig vrissent op.
"Er det fint?" Hun smiler tilfreds.
"Det er perfekt, miss." Hun ser begejstret på mig. Jeg undertrykker et suk. Det føles lidt forkert, at hun er så glad, når jeg ser så sur. Det burde jo være omvendt, eller ikke omvendt, men.. burde jeg ikke være lykkelig? Jeg trækker hurtigt de elegante sko på, og klik'klakker hen af gulvet mod døren. Hun er meget mere oppe at køre over det her bal, end jeg er. Jeg kan ikke vente til det er overstået.
Jeg står i stalden i mit ridetøj. Hvilket selvfølgelig også er en kjole. Hvad kunne man ellers forvente? Mina er min hoppe. En høj, mørkebrun hoppe, med blide, tålmodige øjne. Jeg svinger mig op i sadlen, og nikker venligt til stalddrengen, Andews. Han er på min alder, og ser egentlig ret godt ud. Han er også virkelig sød. Hvis jeg selv kunne bestemme - hvilket jeg for længst har opgivet - ville jeg vælge ham. Helt sikkert. Jeg lægger mig ned af flanken på Mina, og klapper hende på halsen. "Såså, tøs." mumler jeg rolig. En hurtig tur gennem skoven kan ikke skade, selvom min far protesterede på det voldsommeste. Jeg kan sagtens nå at blive klar til i aften, og desuden trænger hun til at blive rørt. Det er kun mig, der kan ride hende, har jeg fundet ud af, efter hun smed adskillige staldknægte overbord. Jeg sætter farten op, og vi flyver gennem skoven sammen. Vi er i et. Rytter og hest flyder sammen. Alt suser forbi os, træstammerne kommer lige efter hinanden. Jeg lukker øjnene, og nyder den hårde vind mod mit ansigt. Det er skønt.

Jeg overlader Mina til Andrews, om end meget modvilligt, men jeg skal i bad og gøres klar til i aften, så min far har FORBUDT mig at bruge mere end højest nødvendig tid ved hende. Jeg sukker lavt, og stryger håret tilbage bag øret.
"Tak Andrews." siger jeg taknemligt, da han strigler hende. Han smiler bare til mig - et smil, der får mig til at smelte. Jeg har bare lyst til at blive her, men næh nej. Lydia kommer løbende med træsko på, og hendes ansigt er så forvredet af lugten, at jeg knækker sammen af grin. Andrews sprutter også, og vi læner os op af hinanden, mens vi bare griner og griner. Hun står der bare med hænderne på hofterne, og med et misbilligende udtryk i ansigtet. Jeg kan ikke stoppe med at grine, hun ser simpelthen bare så sjov ud. Til sidst må hun trække mig med. Hun fnyser.
"De opfører Dem overhovedet ikke som en dame, miss." udbryder hun og ser anklagende på mig. For hende er jeg bare umulig. Jeg fniser. Jeg vender mig om, og vinker til Andrews, som vinker tilbage igen. Lydia hiver mig i armen.
"Ind NU, så De kan nå at blive færdig, unge dame." Hendes skænden er godmodig, og jeg smiler skævt.
"Jeg skal nok blive fik til i aften, hvad siger du, Lydia?" Min mening er at få samtalen drejet over på min ”store aften”, og det lykkes ganske godt. At jeg bliver en succes til ballet i aften er altafgørende for hende. Hun får stjerne i øjnene, og klemmer blidt min hånd. Er det tårer, jeg ser i hendes øjne? "Åh ja, De bliver så vidunderlig smuk." Pludselig ser hun streng ud igen.
"Næh, hvor De snød mig. De afledte med vilje min opmærksomhed over på det." Jeg prøver at tilbageholde latteren, men jeg kan bare ikke. Hun ryster på hovedet, og udstøder et dybt suk.
"Frække pigebarn." Og så bryder vi begge to ud i stor latter. Hun klasker mig grinende bagi, som ville have kostet hende stillingen, hvis min far havde set det, og prøver at se strengt på mig.
"Skrub nu ind i bad, miss." Jeg nikker, stadig spruttende af grin, og åbner døren for at gå indenfor.
Det er eftermiddag, og der er kun et par timer til gæsterne skal komme. Klokken er omkring fire. Jeg stønner lavt, og skal til at klø mig i håret, da jeg kommer i tanke om, at det er sat op. Jeg har fået forbud om at røre det. Lydia befalede det. Jeg begynder rastløst at gå op ad trappen. Jeg stopper ved halvvejen, og betragter det lyse, smukke lærred, der hænger på væggen over mig. En eller anden ukendt kunstner. Idet jeg tager endnu et skridt, og kigger op af trinene, ser jeg, hvordan Andrews kommer løbende nedad, han ser tilbage, og har ikke lagt mærke til mig. Jeg stirrer forfærdet på ham. "Andreee -" begynder jeg rædselsslagent. Han drejer blikket mod mig, men da er det allerede for sent. Han støder direkte ind i mig, og rammer mig i maven med sin albue. "dreeeeewws." skriger jeg, da jeg falder bagover og vælter ned ad trappen. Trin efter trin. Da jeg når gulvet, hamrer jeg hovedet ned i det, og alt bliver sort. En eneste tanke flyver gennem mit hoved - underligt nok er jeg lettet. Nu kan jeg ikke være med til ballet i aften.
"Argh.." mumler jeg lavmælt, og tager mig til hovedet. Det dunker.
"Vand." Jeg hører en skramlen, men åbner ikke øjnene, det orker jeg bare ikke.
"Rolig nu." siger en stemme sige, og jeg hører vandet risle ned i et krus. Få sekunder efter mærker jeg trykket fra bægeret mod mine læber. Jeg drikker grådigt. Jeg sukker behageligt, og prøver at åbne øjnene. Det bliver kun på klem. Lyset strømmer ind i mine øjne, og jeg bliver blændet et par sekunder. Så begynder jeg at se klart igen. Lydia står foran mig med et bekymret udtryk i øjnene. Jeg glipper et par gange med øjenvipperne, og ser så omkring i værelset. Jeg ligger i min seng. Jeg kører lige skuldrene op og ned og skærer en kort grimasse.
"Mit hoved.." stønner jeg. I det fjerne, men ikke så langt væk, kan jeg høre nogle vilde hyl. Jeg spidser opmærksomt ører, og sætter mig op i sengen.
"Hvad er det?" spørger jeg og lytter godt efter. Lydia tørrer hænderne af i forklædet, og rynker panden.
"Hvad mener du?" Hun lyver, jeg kender hende så godt, at jeg straks kan se det. Jeg står ud af sengen, og vakler hen mod døren. Fast besluttet på at finde ud af, hvem det er, der skriger på denne rædselsvækkende måde. Det lyder som en dreng, og pludselig mærker jeg en kold rislen ned af ryggen. Sved pibler frem på min pande, og jeg gisper efter vejret. Lydia tager fat i min arm, og holder mig fast. Jeg river mig fri.
"STOP DET, LYDIA." skriger jeg, og hæver truende hånden.
"Skrid med dig." snerrer jeg, og vakler ud af døren, og ned ad trappen. Jeg kan høre hendes utydelige, endeløse mumlen, men jeg er ligeglad. Hele min spinkle krop dirrer uafbrudt, og frygten står malet i mit ansigt. Jeg åbner døren, og træder svajende udenfor. Skrigene er blevet højere. Jeg spæner i zigzag hen mod stalddøren, hvor lydene kommer fra, og flår den op. Der bliver helt stille, og kun mit skrig afbryder den anspændte stemning, da jeg opdager hvad der foregår derinde.
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...