BELLIS.

Det her er 1'eren på en novelle jeg har lavet.. Der kommer mere hen af vejen, så giv meget, meget gerne en kommentar til den 8D. - Bellis lever i 1800-tallet som en af de "fine damer" på slottet. Hun er dog ikke helt tilfreds med sidstnævnte. Da der skal holdes bal for hende en aften, er der noget, der går op for hende, og hun siger ja tit noget hun vil fortryde senere hen. Dog formår hun at ændre det - men det har konsikvenser.

2Likes
9Kommentarer
1483Visninger
AA

1. Velkommen kære, kedelige liv.

Det er nat, tror jeg nok. Jeg har ligget i min seng hele dagen, influenza. Jeg sukker kort, og ser mig hurtigt omkring, for at tjekke om der er fri bane. Heldigvis lader alt til at være stille. Jeg hader disse lange natkjoler vi skal have på, når vi sover, men sådan skal de 'fine' damer nu gøre. Jeg springer op af sengen, og lister ud fra mit værelse. Der er mørkt i den store, elegant indrettede hal. Jeg lister langsomt ned af trinene i min natkjole, mine skridt er lydløse på de knirkende trappetrin. Lige nu, kan jeg bare ikke sove, så det er blevet en vane at gå en tur om natten. Mærkeligt, men sandt. Da jeg træder på det sidste trin, hører jeg en lav lyd, og slår hånden for munden. Bare ikke nogen hørte det. Jeg venter et par minutter, men der kommer ingen, så jeg træder forsigtigt ned på det glatpolerede trægulv. Det er blevet skurret og skrubbet i timevis, så det er klargjort til i morgen aften. Jeg laver en grimasse og ruller øjne. Alle glæder sig øjensynligt - undtagen mig. Det er ballet. Og min far forventer at jeg snart gifter mig med et passende parti, selvfølgelig, og ellers føder ham en masse arvinger. Ikke ligefrem mit drømmeliv, må jeg indrømme. Endnu et suk giver genlyd i den store hal, og jeg skynder mig hen over gulvet mod døren. Da jeg har slået slåbrokken fra, og jeg træder ud i den kølige, mørke natteluft, fortryder jeg, at jeg ikke tog min jakke med. Min ånde laver krystalskyer, og jeg fniser lavt. Jeg lægger armene omkring mig, for at holde varmen, og tager et skridt på den halvfrosne jord. Der er rimelig koldt.
Jeg vender mig hurtigt om, synes jeg hørte en lyd, men alt forholder sig roligt. Mine tænder klaprer en smule, og jeg spekulerer på, om jeg skal gå ind igen. Men nu er jeg kommet herud, og så kan jeg lige så godt gå videre. Jeg tager endnu et skridt og mine fødder sætter automatisk i gang, et skridt af gangen. Efter hinanden. Rytmisk. Jeg smiler kort ved mig selv, og kniber øjnene sammen, da jeg ser en skikkelse længere fremme. Eller, det tror jeg da i det mindste, at jeg så. Gjorde jeg ikke? Der er ingen, så det må have været indbildning. Alligevel har jeg en fornemmelse af, at nogen holder øje med mig. Følger mine skridt med blikket, uden pauser. Jeg gyser lavt, og vender om. Jeg fryser også temmelig meget nu. Pludselig mærker jeg noget koldt, måske en brise, strømme mod mig, og skikkelsen står ikke langt fra mig. Igen. Denne gang er jeg sikker. Jeg ryster af angst, modighed er ikke min stærke side, og træder et skridt tilbage. Pludselig hører jeg en velkendt stemme, ikke langt væk. Min kammerpiges.
"Miss Bellis, er De herude?" Jeg ånder lettet op, da skikkelsen straks forsvinder, og takker i det stille sind min gud for, at Lydia netop kaldte nu. Jeg ånder lidt på mine hænder, slår armene omkring mig igen, og løber med nervøse skridt tilbage til slottet. Et par øjne følger mig opmærksomt.
Lydia står i døråbningen med en nedslået hætte, og en fakkel i hånden. Jeg fortryder, at jeg ikke også tog sådan en på.
"Miss, De må ikke bare gå ud sådan.." skænder hun. Jeg smiler skævt, og tager det roligt, sådan er hun altid. Overbeskyttende. Hun er egentlig på min alder, men hun kan godt virke ældre. Jeg tager hendes arm, og lader hende føre mig ind, mens hun skælder mere ud.
"De kan jo blive syg. Og så i morgen aften. Der er ballet jo." Hun ryster på hovedet, og hjælper mig op ad trappen. Der er dejligt varmt herinde i forhold til frostvejret udenfor.
"Gå nu op i seng igen." Sukker hun, og jeg nikker svagt.
"Rolig nu, Lydia, jeg gør det nu." Jeg fniser og blinker til hende. Hun tager faklen, og går mumlende ned af gangen. Jeg går ind på mit værelse, og sætter mig på sengekanten. Døren er stadig åben, og jeg sukker irriteret, rejser mig og lukker den.

Det er morgen nu. Solens stråler prøver at trænge gennem de mørke gardiner, uden held. Jeg vender mig i søvne, og klør mig fraværende bag øret. En dør bliver åbnet, og Lydia træder ind. Hun har min festkjole i hænderne, og et hav af tjenestepiger er ifølge bag hende. Hun går raskt hen og ruller gardinerne fra. Jeg stønner lavt, da lyset rammer mig direkte i ansigtet.
"Gå nu væk med dig." mumler jeg irriteret og lavmælt, men hun griner bare, og trækker dynen af mig. "Kan De så komme op, miss. De har en lang dag foran Dem." Hun gør tegn, og pigerne træder frem. Klar til at forberede mig på ”den store dag”. Jeg sukker lavt og misser med øjnene. Lydias smørrede grin giver mig lyst til at skrige af hende, men til hvad nytte? Jeg må vel bare komme op.
Et hav af hænder løfter mig op fra sengen og føler på mig. Jeg skærer tænder, og gnider øjnene en smule. Møg. Jeg mener.. hvorfor kan jeg ikke bare selv tage mine kjoler på? Altså, jeg er jo ikke et barn vel? Jeg er faktisk næsten seksten, og alligevel må jeg ikke tage tøj på. Det er jo latterligt. Jeg sukker, og lader dem få kjolen over mit hoved. Den er smuk, uden tvivl, men jeg er bare træt af, altid at skulle have kjoler på. Ikke en eneste gang har jeg haft almindeligt tøj på, som almindelige mennesker har. Men nej, det er ikke 'passende'.
Jeg gisper lavt, da de strammer mit korset. Har meget svært ved at vejret, og jeg stønner svagt, da de løsner det en smule. Lydia kommer ind igen og betragter mig med et roligt smil.
"De har sådan en vidunderlig skikkelse, miss Bellis." Jeg har insisteret på, at vi er dus, og at hun bare kalder mig Bellis, men hun vil ikke. Mærkeligt nok. Jeg føler mig så utilpas når hun gør det, men hvad kan jeg sige? Hun vil nok bare have bevaret formerne fra gamle dage, hvad ved jeg? Vi lever altså i en moderne tid. 1859, så hun kan roligt gøre det, selvom mine forældre ikke vil billige det.
Jeg sukker endnu engang, og nikker bare til hende.
"Tak Lydia." Hun sender mig et vurderende blik, og løfter mit tykke, blonde hår op.
"Det vil klæde Dem, hvis vi satte deres smukke hår op i en knold." Hun ser begejstret på mig, og nikker ophidset. Helt ærligt, jeg prøver at dele hendes begejstring, men det er som om den ikke helt er den samme. Hun står og dagdrømmer, sikkert om, hvor flot jeg vil se ud i aften. Jeg vifter tjenestepigerne væk.
"Mange tak, men jeg kan selv gøre resten." Lydia ser forfærdet på mig. Et skrækslagent blik.
"Ikke tale om, miss Bellis.." mumler hun, og ryster benægtende på hovedet.
"Gå blot piger, jeg ordner resten." Hun skubber mig ned på en stol, og taler lidt med sig selv. Pludselig høres en høj banken på døren. Jeg kaster et spørgende blik derhen.
"Kom ind?"
Min far træder ind af døren, og sender mig et vurderende smil.
"Godmorgen Bellis. En smuk kjole, må jeg sige." Jeg undertrykker et suk, og nejer elegant.
"Tak far." Han smiler, og vender blikket mod Lydia, som straks rødmer og nejer dybt.
"Du kan forlade os." Siger han og smiler, men smilet når ikke op til øjnene. Jeg stryger en tyk hårtjavs væk fra ansigtet, og puffer det ned bag øret.
"Javel, mr. Kents." Hun nejer endnu en gang, og går hen mod døren. Da hun er ude, og døren er blevet lukket i, ser han igen på mig. Hans ansigtsudtryk er ikke til at tyde, men hans blik er skarpt. Han sætter sig på min sengekant, og klapper ved siden af ham. Jeg må nok hellere også sætte mig, det er vel det han mener.
"Glæder du dig til i aften?" spørger han, og smiler en smule skævt. Jeg sukker indvendigt, og spekulerer på, om jeg kan tillade mig at ryste på hovedet. Hans smil bliver en smule anstrengt, så jeg skynder mig med en løgn.
"Selvfølgelig, far." Mit blik er alle andre steder, end på ham. Jeg kan høre hans dybe suk, og hans venlige stemme spørger mig igen om noget. Jeg vender mig åndsfraværende mod ham.
"Hvad sagde du?" Han sender mig et irriteret blik.
"Jeg spurgte dig, om du har udset dig en mand?" Jeg lukker øjnene og ryster på hovedet. Samtalen har taget en drejning jeg ikke bryder mig om. Jeg rejser mig op, og går hen til vinduet.
"Ikke endnu, far." Han bliver siddende, og er tavs i et stykke tid. Jeg forstår, at dette var det han egentlig kom for, og at det andet bare var ren og skær indledning. Høflighed er vigtig for ham. Endelig siger han noget igen. Hans tonefald er køligt. "Du har ingen i tankerne, javel nej." Han lyder en smule eftertænksom, og rejser sig pludselig. Jeg skuler lidt ud af vinduet, og ryster igen på hovedet. "Nej, ikke endnu far." Min stemme skælver en smule, jeg er så dårlig til konfrontationer. Han vinder altid, når diskussionerne er i gang, for jeg har ikke hjertet med i det, som han har. Han er temperamentsfuld, hvilket jeg overhovedet ikke er. Slet ikke. Det er bare ikke mig. Jeg skæver tilbage mod ham, og møder hans mørke blik. Han holder mit blik fanget, og begynder pludselig at gå mod døren.
"Jeg forventer, at du er forlovet efter festen i aften, du skal nok få bejlere." Jeg svarer ikke. Hvorfor er det så vigtigt for ham? Et suk er på vej op af halsen, men jeg standser det i tide.
"Jaja far." Jeg kunne forbande min tunge langt væk. Hvorfor tager jeg ikke diskussionen op? Jeg ved, at min mor ville holde med mig. Hun er så rolig. Jeg lukker munden op, for at protestere, men inden jeg når at sige noget, river han døren op, og går ud. Han siger ikke engang noget til Lydia, som med rødmende kinder, har stået og lyttet udenfor. Hun nejer hurtigt, men han skænker hende ikke et blik. Hun træder ind igen, og lukker døren efter sig. Jeg forholder mig tavs. Skulende. Vred. Jeg skærer tænder - nu er der ingen vej tilbage. Velkommen kære, kedelige liv.
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...