Forfulgt eller vanvittig?

Hun føler sig iagttaget. Er ikke alene. Det skræmmer hende fra vid og sans. Påvirker hendes liv dybt, og chokerer folk omkring hende. Det bliver værre og værre. Tingene begynder at gå galt. Skænderier opstår. Hvad skal hun gøre? Er hun offer for det samme, der dræbte hendes søster? Hvad sker der? Bliver hun virkelig forfulgt, eller er hun bare vanvittig? Hvem ved. Læs nu.
- Jeg har skrevet de her kapitler ind til videre.. Der kommer flere, bare rolig, men måske med nogen tid imellem, da jeg har meget travlt for tiden :b Bl.a. i skolen.. Men efterlad meget gerne en kommentar, eller hold emnet oppe.. (-: Mange tak, på forhånd..

1Likes
1Kommentarer
2213Visninger
AA

2. Starten

Jeg fór sammen, og begyndte at ryste. Det var midt om natten. Endnu en gang. Jeg så hen mod mit vækkeur, og prøvede samtidigt at få mit åndedræt under kontrol.
”Rolig nu, Cass. Rolig.” Selv min egen stemme lød så fjern, så skræmmende.
Uret viste omkring klokken tre. Jeg vidste, at jeg ikke ville få sovet mere i nat, så jeg rejste mig op. Lydløst. Min hals var knastør. Jeg knyttede ubevidst de smalle fingre, og fik mig bugseret ud af soveværelset, uden at vække min kæreste. Mit mørke, lange hår var filtret, og vådt af sved, og min lille, spinkle krop rystede af skræk. Det var ikke første gang. Med lukkede øjne fik jeg fat i stuebordet, og trak mig godt ind på gulvtæppet. På bare fødder vandrede jeg ud mod køkkenet, og jeg mærkede straks, da jeg kom dertil. Træpladerne var iskolde og hårde. Varmen var endnu ikke tændt. Så åbnede jeg de himmelblå øjne, som folk altid havde kommenteret dem som. Jeg bed mig i læben, og trykkede forsigtigt på lyskontakten. Ikke engang, da lyset var tændt, følte jeg mig mere rolig, men det var trods alt bedre end det forbandede mørke. De lysegule gardiner var godt trukket for, så langsomt vendte roen tilbage i min krop. Jeg pustede luften ud, som jeg uden at tænke over det, havde indeholdt. Hurtigt fik jeg fat i varmekedlen, og jeg fik hældt noget vand deri. Te. Jeg måtte have te. Mit velkendte, lysegrønne krus stod på hylden, og jeg tog det nænsomt ned, og hældte den skoldhede te deri. Derefter gik jeg ind i stuen igen, og satte mig i vores bløde lænestol foran tv’et. Jeg trak det lysegrå tæppe tættere omkring mig, og ignorerede, at det kradsede. Mine fingre klemte hårdt om kanten på tæppet, men langsomt slappede jeg af igen. Det var noget af en lettelse. Jeg tændte for fjernsynet, og skruede næsten helt ned fra lyden, så kun en svag summen kunne høres. Beroligende.
”Så, det var bedre.” mumlede jeg for mig selv.
Jeg lænede hovedet tilbage, og lukkede øjnene. Med en hurtig bevægelse førte jeg kruset op til munden, og nippede lidt til teen. Jeg sukkede behageligt, og tog så en stor slurk. Det skoldede hele vejen ned gennem halsen, men det så dejlig varmt, og det smagte så godt, at jeg helt glemte den svage prikken. Jeg lod blikket glide ud i rummet, og standsede ved en mørk skikkelse. Jeg gispede. Det var nu. Drømmen var blevet til virkelighed.
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...