Forfulgt eller vanvittig?

Hun føler sig iagttaget. Er ikke alene. Det skræmmer hende fra vid og sans. Påvirker hendes liv dybt, og chokerer folk omkring hende. Det bliver værre og værre. Tingene begynder at gå galt. Skænderier opstår. Hvad skal hun gøre? Er hun offer for det samme, der dræbte hendes søster? Hvad sker der? Bliver hun virkelig forfulgt, eller er hun bare vanvittig? Hvem ved. Læs nu.
- Jeg har skrevet de her kapitler ind til videre.. Der kommer flere, bare rolig, men måske med nogen tid imellem, da jeg har meget travlt for tiden :b Bl.a. i skolen.. Men efterlad meget gerne en kommentar, eller hold emnet oppe.. (-: Mange tak, på forhånd..

1Likes
1Kommentarer
2172Visninger
AA

4. Sandra Berson

Første dag med psykologen. Jeg sad i venteværelset. Nervøsiteten sad i kroppen af mig. Til hvad nytte skulle jeg gå her. Jeg gjorde det KUN for Simons skyld.
”Cassandra Barke?” sagde damen i receptionen. Jeg rejste mig, og kiggede rundt. Hvor skulle jeg gå hen?
”Kom du herhen.” sagde en spinkel, gråhåret dame i begyndelsen af tresserne. Jeg fattede straks sympati for hende. Hun rakte mig hånden.
”Jeg er din psykolog, Cassandra. Mit navn er Sandra Bernson.” Hun smilede. Jeg gengældte det tøvende. ”Det ligner hinanden.” kvidrede hun. ”Sandra og Cassandra.”
”Bare kald mig Cass.” sagde jeg. ”Det gør alle.” Hun nikkede målbevidst og førte mig ned for enden af en lang gang, og smilede venligt.
”Ja, mit kontor er jo så langt væk.” sagde hun, og rettede lidt på den elegante knold med sine knoglede fingre. Hun var faktisk smuk af en ældre dame at være, og man kunne se skønhedstrækkene fra hendes yngre dage. Jeg nikkede bare og fulgte efter.
”Sæt dig ned i stolen.” sagde hun og pegede på den største sækkestol jeg nogensinde havde set. Jeg satte mig tøvende.
”Fortæl mig om dit problem.” sagde hun ganske sagte og betragtede mig venligt over det smalle brillestel.
”Jo, ja.” begyndte jeg. ”Min kæreste insisterede på, at jeg begyndte.” Jeg smilede, som for at sige, at jeg overhovedet ikke fandt det nødvendigt.
”Fortsæt.” mindede hun mig om, og satte sig til rette i sin kontorstol.
Hendes kontor var meget damet. Det var cremefarvet, væggene altså, og der hang smukke, beroligende malerier. Hele rummets udstråling var derfor meget effektivt, og gav et indtryk af at være i sikkerhed. Jeg slappede fuldstændig af. Nok den første gang indenfor en periode på omkring et par måneder.
”Min søster døde, da jeg var fjorten.” Jeg mærkede et anstrøg af mismod. Hvad skulle dette nytte? ”Hun.. døde i en trafikulykke. Samme sted, som hendes kæreste præcis to måneder tidligere var blevet dræbt på.” Min tanker, mit sind, min krop fløj seks år tilbage i tiden, til den skrækkelige dag.
”Mor, mor. Vil du hjælpe mig med lektierne?” Hun havde set grådkvalt ud, og havde strøget mig over mit mørke hår.
”Ikke nu, lille skat.” Jeg havde været trist. Jeg kunne vel mærke, at der var noget galt.
”Men mor.” prøvede jeg. Hendes blik den dag, havde brændt sig fast i min hukommelse. Og hendes stemme.
”Din søster er lige blevet dræbt. Hun blev kørt ned.” Disse brutale ord havde ændret mit liv. Hvorfor skulle jeg få det at vide på den måde? De ord ville jeg aldrig kunne glemme igen.
”Din søster er lige blevet dræbt. Hun blev kørt ned.” Igen og igen havde jeg gentaget ordene for mig selv. Kunne det passe? Var min elskede storesøster død? Jeg havde sådan set op til hende. Hun havde været så smuk, og god, og blid, selvom hun ændrede sig efter kærestens død. Men det var den skinhellige sandhed. Endnu et menneske var blevet dræbt, endnu et menneske var blevet født. Livets cyklus kørte sin gang. Vi måtte alle stå for tur. En efter en.
”Cassandra?” Jeg blev kaldt tilbage til kontoret igen ved lyden af hendes stemme. Jeg gispede. Hun betragtede mig over brillekanten med et klogt blik.
”Flash back?” spurgte hun. Den kvinde kunne læse mig som en åben bog. Jeg nikkede tavst, kunne stadig mærke følelsen, tristheden, som jeg følte dengang.
”Tak for i dag.” sagde Sandra, og rejste sig. Jeg rynkede panden.
”Er vi allerede færdige?” Jeg var forbavset. Det havde jo nærmest været en hyggesnak.
”Jeps.” sagde hun, og begyndte at pakke sine ting. Jeg rejste mig også op. Forundret.
”Hvornår skal jeg komme igen?” spurgte jeg, og tog hendes hånd. Hun havde et fast håndtryk. Hun var viljestærk. Det havde jeg vidst, fra første gang. Og så disse øjne. Stålklare blå øjne, der kunne se gennem en. Man kunne ikke skjule noget for hende – både godt og skidt. Kloge øjne. Jeg beundrede hende, men samtidig skræmte hun mig.
”På lørdag?” Det var mere en kommando, end et spørgsmål, men jeg svarede alligevel for ordenens skyld. Det var onsdag i dag.
”Det passer fint.” Hun nikkede, for selvfølgelig gjorde det det. Jeg gik hjemad. Med en underlig følelse i maven. En god fornemmelse.
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...