Forfulgt eller vanvittig?

Hun føler sig iagttaget. Er ikke alene. Det skræmmer hende fra vid og sans. Påvirker hendes liv dybt, og chokerer folk omkring hende. Det bliver værre og værre. Tingene begynder at gå galt. Skænderier opstår. Hvad skal hun gøre? Er hun offer for det samme, der dræbte hendes søster? Hvad sker der? Bliver hun virkelig forfulgt, eller er hun bare vanvittig? Hvem ved. Læs nu.
- Jeg har skrevet de her kapitler ind til videre.. Der kommer flere, bare rolig, men måske med nogen tid imellem, da jeg har meget travlt for tiden :b Bl.a. i skolen.. Men efterlad meget gerne en kommentar, eller hold emnet oppe.. (-: Mange tak, på forhånd..

1Likes
1Kommentarer
2178Visninger
AA

3. Psygolog - nødvendigt eller ej?

Jeg skreg, og skreg, og skreg.
”Cass, hvad sker der?” råbte Simon, der lige var kommet.
Jeg pegede med rystende finger mod skikkelsen, og jeg forventede at høre hans gisp, men der kom intet.
”Det er jo reolen, skat. Rolig nu.” Han gjorde mine til at gå derover.
”Gå ikke derhen.” hviskede jeg panikslagent. Han hev mig blidt op af lænestolen, og begyndte at gå hen mod skikkelsen med mig.
”Nej.” skreg jeg. ”Lad være, jeg vil ikke. Stop.” Jeg baskede så meget med hænderne, at han til sidst satte mig ned.
”Cass, det er reolen, for fanden.” udbrød han, og tændte lyset. Jeg brød i gråd, og han tog mig i sine arme.
”Søde, lille, skat. Rolig nu.” Hans stemme var så beroligende, og han bar mig ind i vores seng igen.
Jeg lå og lyttede til hans åndedrag, der langsomt blev roligere og roligere. Jeg misundte ham bare at kunne sove sådan. Hvilket vidunder. Min krop var stiv som en pind. Jeg stirrede på døren, rystede af angst, for at den skulle bevæge sig en smule. Der skete ingenting. Jeg faldt i søvn. Urolig søvn. Mareridssøvnen, som jeg kaldte den. Jeg vendte og drejede mig.
”Lad mig være.” hviskede jeg til usynlige fjender, og holdt beskyttende armene op foran ansigtet. Da mit vækkeur ringede klokken halv seks, var jeg så træt, at jeg kunne sove en hel dag mere. Jeg havde kun sovet omkring to timer, resten havde været mareridt efter mareridt.
”Simon.” hviskede jeg blidt i hans øre. ”Simon, du skal op.” Han satte sig søvnigt op i sengen, og smilede sødt til mig.
”Har du sovet godt, skat?” Jeg sendte ham et underligt blik.
”Slet ikke. Har du?” spurgte jeg. Han så bekymret ud, som han altid gjorde, når jeg fortalte ham, hvordan jeg havde det.
”Burde du ikke tage kontakt til en psykolog, Cass. Jeg kan altså ikke lide, at du – ” Jeg afbrød ham.
”Der er intet i vejen med mig.” Han rynkede panden, og lagde armene omkring mig.
”Jeg synes bare, at det har taget overhånd. Du kan jo ikke holde det ud, hvis du aldrig får nogen søvn.” Jeg så væk. Han strøg en lok af mit mørke hår bag øret.
”Cass, gør det. Om end ikke, så for min skyld.” Jeg sukkede og kørte langsomt hovedet op og ned i en nikkende bevægelse.
”Fint så.” Jeg knyttede hårdt min ene hånd, og bed mig i læben. Hvorfor kunne jeg ikke bare være normal? Hvorfor skulle jeg gå til .. psykolog?
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...