Forfulgt eller vanvittig?

Hun føler sig iagttaget. Er ikke alene. Det skræmmer hende fra vid og sans. Påvirker hendes liv dybt, og chokerer folk omkring hende. Det bliver værre og værre. Tingene begynder at gå galt. Skænderier opstår. Hvad skal hun gøre? Er hun offer for det samme, der dræbte hendes søster? Hvad sker der? Bliver hun virkelig forfulgt, eller er hun bare vanvittig? Hvem ved. Læs nu.
- Jeg har skrevet de her kapitler ind til videre.. Der kommer flere, bare rolig, men måske med nogen tid imellem, da jeg har meget travlt for tiden :b Bl.a. i skolen.. Men efterlad meget gerne en kommentar, eller hold emnet oppe.. (-: Mange tak, på forhånd..

1Likes
1Kommentarer
2176Visninger
AA

5. Forladt?

Dagene gik, drømmene blev værre. Torsdag. Fredag. Og så kom lørdag. Endelig.
Jeg vågnede, klokken var omkring otte. Jeg gabte, og satte mig op i dobbeltsengen. Mit hår var svedigt. Jeg frøs. Jeg rullede over mod Simons side, stadig med lukkede øjne, og greb ud efter ham. Men mine hænder fangede kun tom luft. Jeg gik i panik. Skyggerne havde taget ham. Det skrig, der langsomt havde udarbejdet sig sad fast i min sammensnørede hals. Jeg åbnede øjnene, og gispede efter vejret. Jeg måtte hente hjælp. Jeg var skrækslagen. Endelig fik jeg presset et skrig ud af munden, men det var så svagt og skingert, at det knapt kunne høres.
”Simon?” hviskede jeg nervøst, og rullede mig sammen til en klump.
Det faldt mig ikke ind, at han var stået op. Mine øjne var kulsorte af frygt, og mine slanke hænder rystede. Jeg knugede hårdt om lagenet med den ene hånd. Den anden spinkle hånd var hårdt knyttet. Pludselig løsnede mine stemmebånd sig, og jeg kunne mærke adgangen til luften i lungerne.
”Simon.” skreg jeg, og begyndte at hulke sanseløst. Han var væk.
En mand kom styrtende ind. Jeg registrerede ikke, hvem det var, men pludselig kunne jeg se hans bestyrtede ansigt mellem mine tårer. Simon?
”Er det dig, Simon?” mumlede jeg, og kneb øjnene sammen, for bedre at kunne se. Hans øjne var store af forbavselse.
”Rolig skat. Det er mig.” Han kom hen til mig, og satte sig på sengekanten.
”Rolig, Cass.” gentog han blidt, og strøg mig over mit mørke, svedige hår.
Jeg rystede stadig, men fik da fremmumlet noget.
”Undskyld, jeg troede..” Hulker lavt igen.
”Så så, du skal hen til psykologen i dag ikke? Fortæl hende om de drømme, lover du mig det?” Han var så betænksom, at jeg var lige ved at græde igen.
”Det lover jeg.” hviskede jeg, og satte mig op. Han smilede beroligende, og hev mig op på hans skød. Vi kyssede lidt, men frygten blev siddende i mit bryst som en lille knude. Jeg måtte fortælle Sammie, eller Sam, som hun blev kaldt, om det.
”Godt.” Han nikkede og rejste sig igen. ”Kom med.” Jeg kom op, og fulgte efter ham, efter jeg havde taget en sort halvlang kjole på, og et par flade sko. Han havde lavet morgenmad. Vi spiste i tavshed, var nok begge to nervøse for, hvordan det skulle gå. Klokken blev et. Jeg skulle af sted.
”Farvel.” sagde jeg lavmælt, og strøg nervøst hånden gennem det mørke hår.
Han kyssede mig på panden, og smilede opmuntrende.
”Det skal nok gå.” sagde han lavt, men uoverbevisende. Var han begyndt at tvivle? Ville han forlade mig? Jeg sank en klump, og nikkede halvt, inden jeg forsvandt ud på gaden.
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...