Forfulgt eller vanvittig?

Hun føler sig iagttaget. Er ikke alene. Det skræmmer hende fra vid og sans. Påvirker hendes liv dybt, og chokerer folk omkring hende. Det bliver værre og værre. Tingene begynder at gå galt. Skænderier opstår. Hvad skal hun gøre? Er hun offer for det samme, der dræbte hendes søster? Hvad sker der? Bliver hun virkelig forfulgt, eller er hun bare vanvittig? Hvem ved. Læs nu.
- Jeg har skrevet de her kapitler ind til videre.. Der kommer flere, bare rolig, men måske med nogen tid imellem, da jeg har meget travlt for tiden :b Bl.a. i skolen.. Men efterlad meget gerne en kommentar, eller hold emnet oppe.. (-: Mange tak, på forhånd..

1Likes
1Kommentarer
2172Visninger
AA

6. Er hun paranoid?

Jeg sad igen i hendes stol, mine hænder knugede jeg hårdt som armlænene på den nye stol jeg havde fået i dag.
”Godt, så.” sagde Sandra, og smilede venligt. Hun strøg en lok væk fra ansigtet. I dag havde hun sat håret i en blød fletning. Hun var iført en cremefarvet spadseredragt.
Jeg vendte bare blikket mod hende, og sank en klump.
”Jeg kan ikke sove om natten, og hvis jeg gør, er det altid fuldt af mareridts.” Min stemme dirrede. Hvorfor kunne jeg ikke bare være normal? Normal som alle andre? Jeg bed mig i læben.
Hun nikkede tankefuldt.
”Hvad er det, du drømmer om?” spurgte hun forsagt, og så på mig.
Jeg rystede på hovedet. ”For det meste min søster, men også om hendes kæreste nogen gange.”
Det var nyt for hende, det havde jeg ikke fortalt før.
”Om hendes kæreste?” Hun trommede lidt med fingeren på skrivebordet.
”Ja.” svarede jeg blot og knugede endnu hårdere om armlænet. ”Men det er ikke den normale ham.” Jeg var nu begyndt at hviske. ”Det er en lille dreng.” Min spinkle krop rystede af frygt. ”Jeg kan kun kende ham, fordi jeg har set ham og min søster på et billede engang, de havde vist næsten lige mødt hinanden.” Jeg hævede blikket igen og mødte hendes himmelblå øjne. De betragtede mig med et roligt skær, som føltes betryggende.
”Fortsæt.” opmuntrede hun.
Jeg nikkede tavst, og åbnede munden. ”I drømmen står han der bare. Stirrer på mig med anklagende øjne.” Igen dirrede min stemme. ”Han rækker ud efter mig, hans blik er hadefuldt, og stryger hans iskolde hånd over min kind.” Jeg lukkede øjnene, og mærkede kulden, der havde sneget sig ind på mig. Mine tænder klaprede i munden på mig.
”Jeg lukker vinduet.” mumlede hun, rejste sig, og gik hen og lukkede det store, lyse vindue til. Hapsen lukkede hun også ordentligt fast. Hun satte sig i stolen igen og vendte blikket mod mig.
”Jeg vågner altid lige når han rører min kind.” Jeg løftede uvilkårligt min venstre hånd og førte den optil kinden. ”Og jeg kan altid mærke det efter jeg er vågnet.” Langsomt åbnede jeg øjnene igen og stirrede ud i luften, mens jeg frygtsomt knugede mine hænder i mit skød.
”Jeg har prøvet to gange, hvor jeg kunne mærke hans ånde. Han pustede mig i øret.” Sandra hævede hovedet skarpt.
”Har du set ham, siden du ved, det er hans ånde?” Hendes spørgsmål var logisk. Problemet var, at jeg ikke havde set ham, jeg vidste bare, instinktivt, at det var ham.
”Nej.” mumlede jeg ærligt.
Hun nikkede. ”Og er du vågen når dette foregår? Når noget puster dig i øret?” Hun brugte med vilje ordet ”noget”.
Jeg nikkede og bed mig tavst i underlæben. Jeg stirrede ned i gulvet.
Pludselig løftede hun min hage, blidt.
”Cassandra, skal jeg ordinere nogen sovepiller til dig?” Jeg mødte hendes venlige blik og nikkede kort.
Få minutter efter gik jeg hjemad med et lille, smalt pilleglas i baglommen. Jeg håbede inderligt, at det ville virke denne gang.
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...