Forfulgt eller vanvittig?

Hun føler sig iagttaget. Er ikke alene. Det skræmmer hende fra vid og sans. Påvirker hendes liv dybt, og chokerer folk omkring hende. Det bliver værre og værre. Tingene begynder at gå galt. Skænderier opstår. Hvad skal hun gøre? Er hun offer for det samme, der dræbte hendes søster? Hvad sker der? Bliver hun virkelig forfulgt, eller er hun bare vanvittig? Hvem ved. Læs nu.
- Jeg har skrevet de her kapitler ind til videre.. Der kommer flere, bare rolig, men måske med nogen tid imellem, da jeg har meget travlt for tiden :b Bl.a. i skolen.. Men efterlad meget gerne en kommentar, eller hold emnet oppe.. (-: Mange tak, på forhånd..

1Likes
1Kommentarer
2218Visninger
AA

8. Drengen fra mareridtene - hvem er han?

Mine ben rystede, da jeg langsomt gik ud mod badeværelset for at børste tænder. Jeg skælvede.
”Godnat, skat.” råbte Simon inde fra soveværelset.
Jeg svarede ikke – fandt bare tandbørsten og skyllede den grundigt, hvorefter jeg stak den i munden. Mens jeg børstede dem, gik jeg ind i stuen for at trække gardinerne for. Jeg smilede nervøst, og trak det usædvanlige, lysegule gardin, vi havde fået af Simons mor i julegave sidste år, for. Da jeg havde rullet alle gardinerne for, gik jeg ud på badeværelset igen og skyllede munden. Det var bedst at trække tiden ud til jeg skulle sove. Med rystende fingre fik jeg skruet låget af, og fik fisket en pille op. Jeg sank den med en smule vand og gabte så pludselig – lettelsen strømmede gennem min krop. Jeg var træt.
”Godnat skat,” hviskede jeg, da jeg bøjede mig ved hans side, og forsigtigt kravlede over ham.
Han gryntede blot og lagde armen om mig. Jeg lukkede øjnene, gabte, og puttede mig ind til ham. For første gang i lang tid var jeg rolig. Jeg faldt i søvn efter et par minutter.
Pludselig vågnede jeg med et sæt, og kneb øjnene sammen.
”Hvad er klokken?” mumlede jeg hæst til Simon, der rørte på sig ved min side. Jeg gabte og strakte mig. Først da jeg sad op og kunne se lyset strømme ind af det smalle vindue, gik det op for mig at det var morgen. Og endnu bedre – at jeg ikke havde haft mareridt, eller var vågnet i nat. Jeg begyndte le – først lavmælt, men efterhånden blev det højere og højere. Til sidst trillede jeg ned på gulvet af grin, mens jeg holdt mig for munden, for ikke at vække Simon mere. Han havde dog allerede sat sig op.
”Godmorgen, skat.” Han gabte og smilede træt.
Jeg stoppede efterhånden med at grine og satte mig op fra gulvet.
”Hvad nu?” spurgte han med et muntert glimt i øjet.. jeg smilede blot, og rejste mig igen. Jeg havde fri i dag.

”Hej, Cass..” udbrød han med munden fuld af brød.. Jeg lo, og gav ham et blødt kys.
”Skynd dig nu på arbejde, dit fjols..” lo jeg igen, og nærmest skubbede ham ud af døren.
Han sendte mig et blink, vinkede og satte sig ind i den lille, grønne bil, hvorefter han susede ned ad gaden.
Samme øjeblik, som han var forsvundet, sænkede trætheden sig over mig igen, og jeg gik ind i soveværelset igen.. jeg lagde mig i sengen, gabte, og rullede mig sammen til en kugle. Få sekunder efter, sov jeg.. jeg var så træt.. jeg måtte sove.. sove.
Det blev middag, eftermiddag, aften, og så blev døren igen åbnede ude i entreen. Jeg sov stadig.. jeg var så træt.. så træt..
”Så er jeg hjemme, skat.” råbte Simon, men jeg svarede ikke.. langtfra kunne jeg stadig høre ham, men jeg sov.. sov.. jeg var så træt, og havde ikke kræfterne til at svare ham. Der var kommet skygger på væggen.. store skygger. Det var aften, jeg burde stå op, men jeg orkede ikke.. jeg var så træt.. så træt.. jeg følte mig så anderledes. Jeg var ikke mig selv. Langtfra. Jeg fik sat mig op, og sukkede tungt, et hvislende suk.. dybt.. truende..
”Skat?” jeg kunne høre ham igen, og jeg gik langsomt, slæbende ud til ham.
Han smilede og tog sig ind i hans favn, men jeg trak mig væk.. langt væk.. han forstod ikke noget..
Jeg ville ikke være sådan her, hvorfor var jeg sådan? Han måtte gerne holde om mig.. mere end gerne..
”Skrid..” sagde jeg, og dybt inde i mig selv, fik jeg lyst til at skrige.. hvad havde jeg gang i?
Han trak sig væk fra mig med store øjne, og rynkede panden..
”Cass, hvad er der sket? Er det pillerne?”
Jeg åbnede munden og glippede lidt med øjnene, før jeg med et kom til mig selv.
Jeg fór hulkende, utroligt forvirret, og sanseløs af rædsel, ind i soveværelset, og smed mig i sengen..
”Cass? Hvad skete der?” mumlede en stemme og jeg satte mig op igen. Simon sad foran mig med foldede hænder og et bekymret skær i blikket.
”Jeg.. jeg ved det ikke..” hulkede jeg rædselsslagent, og kneb øjnene sammen.
”Du må fortælle det til hende, damen, okay? Måske er det pillerne..”
Jeg nikkede langsomt, og han gik ud af rummet for at finde telefonen.
Han vendte tilbage få minutter efter, men da han vendte sig mod mig, så jeg ikke kun ham, men bag ham noget andet. En person.. en.. dreng. Jeg kneb øjnene sammen, og gispede, da jeg pludselig vidste, hvem det var..
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...