Forfulgt eller vanvittig?

Hun føler sig iagttaget. Er ikke alene. Det skræmmer hende fra vid og sans. Påvirker hendes liv dybt, og chokerer folk omkring hende. Det bliver værre og værre. Tingene begynder at gå galt. Skænderier opstår. Hvad skal hun gøre? Er hun offer for det samme, der dræbte hendes søster? Hvad sker der? Bliver hun virkelig forfulgt, eller er hun bare vanvittig? Hvem ved. Læs nu.
- Jeg har skrevet de her kapitler ind til videre.. Der kommer flere, bare rolig, men måske med nogen tid imellem, da jeg har meget travlt for tiden :b Bl.a. i skolen.. Men efterlad meget gerne en kommentar, eller hold emnet oppe.. (-: Mange tak, på forhånd..

1Likes
1Kommentarer
2172Visninger
AA

7. De første skænderier

Jeg gik raskt hjemad – klokken var ved at være fem. Mon han havde tilberedt aftensmad? Jeg sukkede svagt og kunne ikke lade være med at smile, da jeg kom til at tænke på hans sidste madlavningsforsøg.
”Hey, du der.” Jeg rynkede panden og drejede hun. Foran mig stod en høj, ranglet dreng.
”Ja?” spurgte jeg roligt, til trods for, at mine tænder klaprede i munden af mig.
”Ved du hvad klokken er?” Jeg tog en dyb indånding – hvor havde jeg været fjollet. Selvfølgelig ville han ikke gøre mig noget.
”Den er syv minutter i fem.” svarede jeg og han nikkede kort og forsvandt.
Underlig type. Jeg gik de sidste hundrede meter og nåede så vores hus. Med svagt knyttet hånd bankede jeg på, og gik så ind.
”Hej hej.” tilkendegav jeg mig og smed skoene. Der var intet svar.
”Hallo?” spurgte jeg, nu en smule lavere. Stadig intet svar.
Jeg gik med en isklump i maven gennem den tomme stue og ud i køkkenet. Med lukkede øjne lænede jeg mig op af muren og bed mig hårdt i underlæben. Var han forduftet? Jeg begyndte at ryste.
”Hej skat.” hørte jeg så pludselig en stemme fra entreen. Jeg åbnede øjnene og så mig en smule omkring, før jeg gik ud til den velkendte stemme.
”Jeg troede du havde forladt mig.” hviskede jeg hæst – min stemme var tyk af tilbageholdt gråd.
”Nej, skat, så du ikke sedlen?” Han smed skoene og trådte ind med de to store indkøbsposer under armen. ”Jeg var ude at handle ind.”
Jeg åndede lettet op, men der sad stadig en underlig form for frygt i mig. Han ville ikke blive hos mig – jeg kunne mærke det.
”Simon?” spurgte jeg dæmpet og trak jakken af, jeg helt havde glemt.
”Mmh?” nikkede han og så på mig med sine blide øjne. Mine ben blev til gelé.
”Du.. Jeg.. Ikke noget.” Jeg smilede og forsøgte at ryste uroen af mig.
”Hvornår skal du ned til hende igen?” spurgte han og smed forpustet poserne op på køkkenbordet.
Jeg gik hen til ham og begyndte at sætte ting ind i køleskabet.
”På mandag.” sagde jeg, og han stoppede op.
”Men skulle vi ikke til familiefødselsdag der?” Han lød bebrejdende og jeg begyndte at ryste.
”Jeg orker ikke at tage med.” mumlede jeg, og kunne selv høre hvor dumt det lød.
”Nå.” svarede han blot – en smule irriteret, men sukkede så.
”Undskyld, Cass, jeg ved hvor hårdt det er for dig.” Jeg nikkede og bed mig endnu en gang i læben.
De første skænderier var allerede blevet skubbet i gang. Jeg vidste det – han ville forlade mig.
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...