Forfulgt eller vanvittig?

Hun føler sig iagttaget. Er ikke alene. Det skræmmer hende fra vid og sans. Påvirker hendes liv dybt, og chokerer folk omkring hende. Det bliver værre og værre. Tingene begynder at gå galt. Skænderier opstår. Hvad skal hun gøre? Er hun offer for det samme, der dræbte hendes søster? Hvad sker der? Bliver hun virkelig forfulgt, eller er hun bare vanvittig? Hvem ved. Læs nu. - Jeg har skrevet de her kapitler ind til videre.. Der kommer flere, bare rolig, men måske med nogen tid imellem, da jeg har meget travlt for tiden :b Bl.a. i skolen.. Men efterlad meget gerne en kommentar, eller hold emnet oppe.. (-: Mange tak, på forhånd..

1Likes
1Kommentarer
2113Visninger
AA

1. Søsterens skæbne..

Jeg så ned på det sammenkrøllede papirstykke i min hånd, og rystede på hovedet. Det var et billede. Af mig og min kæreste. Vi stod arm i arm til sommerfesten sidste år. Jeg lukkede øjnene, og lod minderne skylle ind over mig. Endnu en gang. Som jeg altid gjorde. Jeg kunne stadig ikke forstå det. Det virkede stadig så uvirkeligt. Som en ond drøm. Jeg glattede forsigtigt papiret for anden gang, og lagde det nænsomt tilbage i skuffen, hvor det altid havde lagt. Jeg mærkede det velkendte raseri over det, der var sket. Det var ufatteligt. Jeg kunne mærke de varme, forræderiske tårer trænge sig på, men jeg rejste mig hurtigt op, og tørrede dem væk med en hidsig bevægelse.
"Amy?" Lød en stemme udenfor min dør.
Jeg sukkede, og satte mig på min seng. Hvis jeg nu var stille, ville personen udenfor nok gå sin vej, men nej. Jeg stirrede på håndtaget, da det blev presset ned, og lagde armene over kors. Min mor kom til syne.
"Skat, du har gæster." Jeg så bare på hende, og rejste mig så langsomt op. Hun smilte, og gjorde plads, så jeg kunne komme forbi.
"Nå." mumlede jeg sammenbidt, og gik ud mod fordøren.
Det kunne ikke være en af vennerne, for de havde for længst stemplet mig som underlig efter det, der skete. Jeg sank en klump, og bed tænderne sammen. I døren stod en lille dreng. Jeg kendte ham overhovedet ikke. Dog var der noget velkendt ved ham. "Vil du med ud at lege?" spurgte han. Jeg spidsede ører. Spurgte han virkelig om det. Han smilte igen, og jeg fik den samme fornemmelse af, at jeg kendte ham på en eller anden måde.
"Nej." svarede jeg og lukkede døren for næsen af ham. Min mor så på mig med et bebrejdende blik.
"Hvad?" spurgte jeg hende hårdt. Lige meget, hvor meget hun pressede mig, ville jeg ikke lege med den åndssvage dreng.

Jeg kunne ikke fatte, at jeg virkelig gjorde det her.
"Vent." kaldte jeg efter drengen, og han stoppede op midt på vejen.
"Jeg vil gerne .." Jeg stoppede forpustet op.
"Jeg vil gerne lege med dig, alligevel." Han nikkede bare tavst og gjorde tegn til, at jeg skulle følge med.
Jeg sukkede, men fulgte dog med. Efter et stykke tid kom vi til en legeplads. Han satte sig på gyngen og begyndte at gynge. Jeg stod undrende og så bare på ham. Lidt efter satte jeg mig i den anden gynge, og sådan gik et par timer. Vi gyngede bare.
"Jeg skal hjem." udbrød han pludselig, og rejste sig. Han så alvorligt på mig.
"Det var hyggeligt." Jeg lukkede øjnene, og nikkede så. Det havde faktisk været hyggeligt. Da jeg åbnede dem igen, var han væk. Jeg sukkede, og begyndte at gå hjemad. Min mor sagde ikke noget da jeg kom hjem, hun smilte bare. Troede sikkert, at jeg nu havde fået en ven. Og det havde jeg måske også.

Sådan gik et par uger. Hver dag kom han og 'hentede' mig, og så gyngede vi sammen i nogen tid. Vi var aldrig hjemme ved ham eller mig. Det var altid på den legeplads. Jeg var faktisk begyndt at nyde, når jeg gyngede med mig. Folk omkring begyndte at mærke min nyfundne glæde, og kommenterede den. Jeg var begyndt at smile for første gang efter hans død.

Så en dag stod jeg på vores veranda, og ventede på ham. Dagen gik, men han kom ikke. Jeg følte mig pludselig så uendelig trist. Havde ikke opdaget, hvor stor betydning de daglige møder med ham havde fået. Først nu, hvor han ikke kom, kunne jeg mærke det. Jeg røg tilbage i min tidligere depression. Det velkendte mørke hul overtog mit sind, og trak mig måneder tilbage i tiden igen. Tilbage til hans død. Til den skrækkelige dag. Jeg oplevede den igen og igen når jeg drømte. Det var blevet en del af mig. Ligesom før. Jeg havde nedbrudt mine parader, og havde tilladt den at overtage styringen igen. Mit liv faldt tilbage i de gamle vaner med at skære i mig selv. Så en dag, stod han udenfor vores dør. Han lignede slet ikke sig selv. Så forvildet og deprimeret ud.
"Hej.." sagde han tonløst.
Jeg kiggede overrasket ud af døren, og gispede da jeg så ham. En sær, velkendt fornemmelse kom snigende, og jeg trådte ud til ham. Han slog ud med armen i en opgivende armbevægelse. Jeg spurgte ikke, hvor han havde været, hvad der var sket, jeg fulgte bare efter ham. Ned af den sædvanlige vej, men pludselig drejede han ned af en sti, der førte ud mod den store vej. Jeg hævede øjenbrynet, men fulgte med alligevel. Drengen gik foran mig med raske skridt. Han var vel ikke mere end otte. Jeg var seksten. Pludselig fik jeg en isnende fornemmelse i maven. Som om jeg var på vej mod min død. Jeg stoppede ikke op, men mine skridt blev apatiske og stive. Jeg kunne høre bilernes larm tæt på. Hurtige biler. Jeg kneb øjnene sammen, da vi kom til vejen, og stoppede op. Han gik ud på vejen, og fortsatte over den. Han stoppede på den anden side, og vendte sig mod mig. Så pegede han på jorden. Jeg stoppede op midt ude på vejen, og flyttede blikket til hans fødder. Der lå stadig resterne af de blomster, folk havde lagt dengang Daniel blev kørt ned. Det var præcis her min kæreste var blevet kørt ned. Jeg sank en klump, og mærkede, hvordan gråden stak i min hals. I det samme kunne jeg høre drønet fra en bil, og jeg drejede hovedet som i slowmotion. Bilens forlygter brændte i mine øjne, og jeg skreg. Eller jeg åbnede munden for at skrige, men der kom ingen lyd. Da bilen ramte mig, fløj jeg gennem luften. Inden jeg ramte jorden fik jeg drejet hovedet over mod drengen. Han stod der bare, og betragtede mig med et roligt smil. Pludselig genkendte jeg ham.. hans træk.. min kæreste.. som barn. Jeg gispede, og jeg lukkede øjnene, inden jeg hamrede hovedet ned i asfalten og alt blev sort..
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...