Den uhyggelige misforståelse


2Likes
0Kommentarer
252Visninger
AA

1. Den uhyggelige misforståelse

Jegfortæller: Mor (Mette) 11 september 2011
Jeg sad på mit kontor og arbejdede. Jeg var i gang med en artikkel til avisen. Pludselig bibbede min telefon. Jeg tog mobilen op og så på sms'en. Jeg blev helt glad, da jeg så, at det var fra min søn Anton. "Hej mor og jer antræ jeg hade glæmt at fåtæle at jej er med skolen inne på damaks hovetstation i dag. Jeg kan ikke huske vad det heder, men jej komer lidt senere jem i dag. Køs fra Anton" Jeg lagde mobilen fra mig og arbejdede videre.

Jegfortæller: Anton
Vi var inde og se finalen i skolefodbold. Vores skole var nået helt til finalen, og vi skulle alle sammen ind og se det. Mærkeligt nok havde jeg først husket på det her til morgen, selvom jeg havde glædet mig vildt meget, da vi fik det af vide. Vi havde sat os på vores pladser og sad og ventede på, at kampen skulle starte. Men alt skulle først gøres klar, og det tog vildt lang tid. Jeg havde lyst til at tænde min mobil og spille et spil, men jeg måtte nok hellere lade være, hvis nu lærene opdagede det.

jegfortæller: Far (Søren)
Jeg tog min mobil i hånden og ringede til min kone Mette. "hallo" sagde hun. "Hej" sagde jeg. Der var lidt stille. Jeg kunne ikke rigtig komme i gang med det, jeg ville sige. "Har du hørt om den ulykke der har været inde på hovedbanegården?" fik jeg til sidst sagt. "Hvilken ulykke" nærmest råbte hun. Det var som om hun græd og var bange. "Der er sprængt en bombe" fik jeg fremstemmet. Der var stille et langt stykke tid. Jeg følte, at jeg blev nødt til at sige noget. "Køber du ikke nogle tomater med hjem til aftensmaden?" Der var helt stille. "Mette?" spurgte jeg. "Mette?"

Jegfortæller: Mor (Mette)
Jeg var fuldstændig i chok. Han stod og sagde til mig, at Københavns hovedbanegård var blevet bombet. Min søn var der inde. Det kunne ikke passe. Jeg vidste, det ikke kunne passe. De var sikkert ude at gå en tur i byen nu. De var ikke på stationen. Jeg spændte i hele kroppen og tårende strømmede ud af mine øjne. Jeg sad stadig med mobilen i hånden, og jeg kunne høre en svag stemme råbe "Mette". Hvordan skulle jeg sige det til ham?. "Kom hen til mig lige nu" nærmest hviskede jeg. Jeg lagde på og skyndte mig at gå ind på den sms, han havde skrevet til mig. Jo, det var rigtigt, der stod Danmarks hovedstation. Jeg læste den mindst ti gange. Det var måske det sidste, han nogen sinde ville sige til mig. Det så så sødt ud med alle de stavefejl. Jeg gik ind på internettet og så, om det nu var sandt, det der var sket. Og det var det. Jeg ringede til ham men han svarede ikke. Efter noget tid som føltes som flere timer, kom Søren. Jeg gik rundt på kontoret og vidste ikke, hvad jeg skulle stille op med mig selv. "Lad os tage derud" sagde jeg til ham. "Okay". "Er der nogt galt" spurgte han forsigtigt. "Om der er noget galt?!!" "helt vildt mange mennesker er døde i dag på grund af den bombe". Jeg vidste ikke, hvordan jeg skulle sige det med Anton. Han turde vidst ikke at sige mig imod, så vi gik ned til bilen og begyndte at køre. Vi var begge to helt stille. Pludselig røg det bare ud af min mund: "Anton er derinde". "Hvad" råbte han. "Anton er derinde" sagde jeg igen. Mærkeligt nok var der lige et sted, man kunne holde ind, der hvor vi kørte, så det gjorde han. "Hvad er det du sidder og siger til mig" råbte han. Jeg gik ind på sms'en, og viste den til ham. Vi fik begge to tårer i øjnene. Vi sad bare helt stille begge to og bare kiggede ud i luften. Til sidst startede han bilen, og vi kørte i stilhed videre. Da vi kom derind, var der ambulancer, politi og mennesker over alt. Jeg begyndte at græde og skrige af at tænke på, at Anton var derinde. Jeg prøvede at ringe til ham igen, men han svarede selvfølgelig ikke.

Jegfortæller: Freja(storesøster)
Jeg var lige kommet hjem fra skole. Jeg havde glemt min mobil derhjemme, så jeg tjekkede lige, om der var nogen beskeder. Det var der. "Kære Freja. Der er sket en ulykke, tager du ikke Emil med hjem fra børnehave i dag?" "Hvad" tænkte jeg. Jeg begyndte at græde, selvom jeg ikke vidste, hvad det var. Hvorfor skrev de ikke, hvad der var sket, eller hvor de var? Havde de bare forventet, at jeg skulle sidde herhjemme og vente på, de kom hjem og fortalte det? Skulle jeg bare passe Anton og Emil og lave aftensmad, uden jeg vidste, hvad der var sket? Jeg begyndte at græde meget. Hvad nu hvis der var sket dem noget alvorligt? Jeg sendte en sms til far, hvor jeg spurgte, hvad der var sket. Så tog jeg ned for at hente Emil. Det regnede udenfor. Heldigvis var der ikke så langt, så vi skyndte os hjem igen. Da vi kom hjem, var Anton også kommet hjem. Han sad og så fjernsyn. Nå, hvem vandt så kampen? spugte jeg lidt stille. Vi gik på samme skole, men det var kun deres klasse og deres parallelklasse, der havde været inde og se det. "De andre vandt desværre, men det var en spændende kamp med straffespark" sagde han. "Mange af stationerne var blevet lukket, fordi der er sprængt en bombe på hovebanegården, så vi tog bussen hjem". Jeg stivnede. Hvad var det, han stod og sagde til mig, at der var sprunget en bombe på hovetbanegården. Jeg begyndte at græde igen. Hvad nu hvis det var noget med det at gøre. Hvad nu hvis mor eller far havde været derinde. Jeg begyndte at græde indnu mere. Det var far, der havde sendt sms'en, så det måtte være mor, der var sket noget med. Jeg begyndte at skrige, imens jeg græd. "Hvad er det der er galt?" råbte Anton hele tiden. Emil var lige holdt op med at bruge ble, og jeg hørte slet ikke, at han sagde, han skulle tisse. Nu så jeg, at hans bukser var helt våde, og der var en plet på gulvtæppet, hvor han sad.

Jegfortæller: Far (Søren)
Vi havde stået inde ved hovedbangården i flere timer nu, og bare grædt og kigget på alle de andre kede af det mennesker og på alle de ambulancer og politibiler. Til sidst blev det bare for meget for os, så vi kørte hjem.
Hvordan skulle vi fortælle det her til Freja. Da vi kom hjem kunne vi høre at de sad og spiste inde i stuen. Det var lige som om jeg kunne høre Antons stemme. Det var nok noget inde i mit hoved. Pludselig så jeg Anton. Jeg troede først, at jeg var blevet sindsyg, men han så altså meget rigtig ud. "Anton?" Råbte Mette grædende. "Mor?, Far?" Råbte Freja. Vi løb alle sammen hen og krammede hinanden. "Hvordan kan det være sandt?" Sagde jeg. "Var du ikke på stationen?" "Nej jeg var på et stadion inde i København?" sagde Anton. Mor og far kom til at grine lidt selvom de græd. "Du kom til at skrive station istedet for stadion" sagde Mette. Vi satte os ved boret og snakkede om at vi var glade for at der ikke var sket noget med os. Men vi tænkte også på dem, der var døde af ulykken.
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...