onsdag d. 15/3

historien handler om en pige på 14 år der kommer ud for noget mærkeligt.

1Likes
1Kommentarer
201Visninger

1. onsdag d. 15/3

Kære dagbog.
I dag, onsdag d. 15/3, skete der noget mærkeligt. Det var som om der var en, der fulgte efter mig. Som om en hele tiden kiggede på mig. Fulgte hver en bevægelse jeg lavede. Som om ondskaben lurede om hvert hjørne. Skulede ondt. Det var meget ubehageligt. Som i en gyserfilm.
Det hele startede efter skole. Jeg var på vej hjem. Alt var helt stille. Jeg gik og kiggede ind i skoven, da jeg pludselig hørte den velkendte bibtone fra min mobil. Jeg hev mobilen op af lommen. Jeg tænkte at det garanteret bare var mor, men det var det ikke. På beskeden stod der: Jeg kan se dig. Jeg kiggede lidt længere op på skærmen, men til min skræk var det ikke en jeg kendte. Under alle omstændigheder ikke en der stod under mine kontakter. Jeg stod lidt og kiggede ind i skoven. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle gøre. Jeg ville ikke gøre mine forældre bange, men på samme tid var jeg bange. Bange for ikke at gøre noget ved det. Bange for hvad der ville ske. Bange for at jeg skulle klare mig alene. Hvad end der skete ville ske, havde jeg i hvert fald ikke lyst til at stå alene med det. Resten af vejen hjem tænkte jeg på hvad jeg skulle gøre, men da jeg nåede hjem, havde jeg stadig intet svar. Jeg smed min taske i entreen, og gik videre ind i stuen. Min kat Felix lå på sengen. Dybt sovende. Uden nogen problemer. Tankerne begyndte at køre rundt i mit hoved. Jeg tænkte på hvad der kunne ske. For hvad var det egentligt der skete nu? Og hvad ville det udvikle sig til? Men det største spørgsmål var, hvem det var? Lige meget hvor meget jeg forsøgte at tænke på noget andet, kom det spørgsmål hele tiden igen. Min mobil bibbede igen. Jeg tog en dyb indånding og kiggede på min skærm. Det var så slemt som jeg overhoved kunne forestille sig. Jeg læste det flere gange mens frygten steg i mig. ”jeg ved hvor du bor. Jeg kommer.” Spørgsmålet om hvad jeg skulle gøre ved det kom tilbage. Det sneg sig uopdaget ind i min tanker. Satte sig fast. Det fik mig til at føle mig lille. Lille og hjælpeløs. Pludselig bankede det på døren. Jeg begyndte at få kvalme, men jeg rejste mig alligevel modvilligt op. Jeg gik langsomt ud i entreen. Det bankede på igen. Jeg tog i dørhåndtaget, og hev stille i håndtaget. Jeg kiggede ud af døren, og til min store lettelse var det bare Mie. Hun sagde at jeg så mærkelig ud, og det var jo ikke så mærkeligt. Jeg var jo ved at gå ud af mit gode skind af skræk, men til min store lettelse, var det bare Mie der havde skrevet. Hun var jo også ny i klassen, og jeg havde ikke fået hendes nummer endnu. Alt frygt forsvandt stille ud af min krop, og blev erstattet af glæde.
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...