Den hjemløse

”En dag da jeg kom hjem fra arbejde, var min kone flyttet med vores børn. Hun havde ikke givet en adresse eller et telefonnummer..."

20Likes
16Kommentarer
1232Visninger
AA

1. Hans rørende fortælling

En aften hvor jeg var lidt mere beruset end hvad jeg normalt plejede at være en lørdag aften, gik jeg stille og roligt hen af den snoede sti. Jeg slingede fra side til side, men ikke udelukkende på grund af min berusede tilstand. Jeg lavede gadedrenge-hop, og fandt det egentligt ganske sjovt i sig selv. Mørket havde for længst lagt sig over Amager, og det var derfor langt fra trygt at gå rundt alene udenfor. Men jeg skulle jo hjem på en eller anden måde, og mine veninder var blevet væk i mylderet. De havde været langt mere berusede end hvad jeg var, jeg kunne idet mindste stadig tænke klart. Jeg kom forbi en bænk, hvor der sad en ganske ung og nydelig herre. Han var nok ikke engang rundet de fyrre år endnu, selvom hans store og vilde fuldskæg fortalte mig noget helt andet. Men alligevel var der et eller andet ved ham… noget sørgmodigt. Jeg stillede mig hen foran ham, ”Må jeg gøre Dem med selskab?” Han kiggede op, og i lyset fra den nærstående lygtepæl kunne jeg ane de lyseblå øjne. Han gav mig elevatorblikket, og rynkede let på næsen. Som om, at jeg var for fin til at ”hænge ud” med ham. Han endte alligevel med at nikke på hovedet, og jeg satte mig ned ved siden af ham. Hvis ikke jeg havde fået lidt for meget at drikke her til aften, havde jeg aldrig fundet modet frem til at spørge en vidt fremmed mand, om det jeg lige havde tilladt mig. Men noget sagde mig, at det var min pligt. Som om at Gud himself havde fået mig til at drikke ekstra til dén fest, så jeg havde modet til at slå mig ned lige her.
”Øl?” spurgte han stille, og rakte en Tuborg frem imod mig. Jeg rystede bare på hovedet, og lod vinden tage i mit løse hår. Shampooduften fik ham til at rynke på næsen. Som om, at han ikke havde duftet noget så rent i årevis. Jeg tillod mig selv at studere ham. Han havde et par lasede gamle cowboybukser på, som efterhånden havde mistet den mørkeblå farve, som i sine unge dage sikkert havde været ganske kønne. Han havde samtidigt en lang og hullet skjorte på, samt en vest ud over til at aftage blæsten. Om det hjalp, tvivlede jeg stærkt på. Især her i midten af oktober måned, hvor det ikke var helt varmt længere. Som sagt havde han et stort fuldskæg, og hans mørke hår var langt og fedtet. Han lignede en, som ikke havde fået et bad i mange, mange måneder. Hvis ikke år. Han rakte ud efter en øl i sin nærstående barnevogn, og bællede den i sig.
”Hvad laver du egentligt her? Jeg mener…” Jeg endte med at lyde uforskammet men fik ikke chancen for at undskylde, da han afbrød mig barskt: ”Hvad jeg laver her? Tja, jeg plejer nu ikke at snakke om mit liv med fulde teenager tøser.” Han tog endnu en tår af sin flaske, og sukkede tilfredst efter et par store mundfulde.
”Men nu når det er dig,” fortsatte han smilende, ”Nogle vælger selv at få et liv på gaden, andre har ikke et valg.” Han sukkede trist, og lod sig slappe af på bænken. Han havde armene lænet ud over ryglænet, og de lange ben lå vidt udstrakt på fortovet. ”Jeg var engang revisor. En ganske dygtig revisor endda. Jeg brugte megen tid på mit arbejde, og havde et fantastisk liv. Jeg havde en dejlig kone som jeg beundrede, og to dejlige børn som jeg elskede, og omvendt. Men en dag gik det over gevind…” Han holdte inde, og snøftede stille.
”Og så…?” Uanset om det virkede anmassende for ham eller ej, så prøvede jeg at hjælpe ham på rette vej. Hans ord rørte mig dybt inde, uden jeg egentligt vidste hvorfor. Jeg vidste ikke engang hvad der var sket endnu, og alligevel følte jeg med ham. Han kiggede op. Hans øjne var blanke af tårer, ”En dag da jeg kom hjem fra arbejde, var min kone flyttet med vores børn. Hun havde ikke givet en adresse eller et telefonnummer så jeg kunne ringe, og hendes forældre vidste ikke hvor hun var taget hen – sagde de. Jeg kunne ikke passe mit arbejde, og kunne derfor heller ikke tjene penge til at betale huslejen. Jeg blev smidt ud. Sendt på gaden. Som om jeg var et eller andet skadedyr, som bare skulle udryddes!” Hans stemme knækkede over, og han hulkede. Jeg lagde medrivende en trøstende hånd på hans skulder, og sank en klump af dårlig samvittighed. Tænk at en mand med kone, børn, hus og arbejde, kunne gå fra alting, til intet. Det var forfærdeligt. Det var ligefrem barbarisk! Tænk at samfundet i deres gode ret har kunnet gøre det imod en mand som denne. Efter alt hvad han havde været igennem, fortjente han en bedre skæbne end denne!
”Er der noget jeg kan gøre for dig?” spurgte jeg stille, og fjernede forsigtigt min hånd fra hans fedtede vest. Han kiggede op fra sine hænder som han havde ansigtet begravet i, og svarede roligt: ”Bare lov mig, at du aldrig begår den samme fejl som jeg gjorde. Hold dine nærmeste tæt og lad dem vide, at du elsker dem.” Han tog min hånd, og gav den et lille klem. Jeg nikkede forstående på hovedet, og følte pludseligt en længsel efter at komme hjem til min familie…
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...