Et nyt liv, tak?

- Læs, og læg meget gerne en kommentar. 8D Der kommer mere hen af vejen alt efter om I kan lide den.. (-:

3Likes
22Kommentarer
2725Visninger
AA

10. Kapitel 9

Jeg satte mig op fra sengen og gabte kort. Det var vist tid til at hente Felle nu. Møje fik jeg kæmpet mig op at stå, og fik skubbet min dør op ud til stuen. Stilheden var øredøvende, min mor plejede altid at høre en eller anden form for musik. Jeg trak på skuldrene og gik hastigt gennem stuen. Der hang en sær lugt – af en mand. Jeg fnøs, og låste døren bag mig. Der fløj hvide skyer rundt på den sommerblå himmel, men jeg orkede ikke engang at fantasere som jeg plejede at gøre. Jeg nærmede mig hurtigt børnehaven og hævede kun ganske kort hånden til vinken, da en af pædagogerne genkendte mig.
”Hej.” begyndte hun, og stoppede forpustet op. Hun strøg en hånd gennem det tykke, korte hår og lagde hovedet på skrå. Hendes leende øjne var ligeså blå som himlen, og hun var vist på min alder. Havde jeg ikke set hende før?
”Dav.” mumlede jeg bare. ”Har du set Felicia?”
Hun nikkede svagt og bad mig følge med. Vi gik gennem børnehaven, hvor alle de små børn kvidrede og legede. Alle de dårlige minder fra min børnehavetid skyllede ind over mig og efterlod min hjerne i iskoldt kaos. Jeg mærkede, hvordan kvalmen sneg sig ind og overtog min mave, og mit blik blev sløret. Jeg kunne se det for mit indre blik.

”Du må ikke være med.” skreg han ind i mit øre og smilede ondt.
Jeg begyndte at græde, mens de andre grinede.
”Du er dum og anderledes.” sagde en anden, der blev opmuntret af de andre.
Jeg lukkede øjnene og prøvede at være stille, men de sønderflængende hulk rev og sled i min krop.
Jeg åbnede forsigtigt øjnene og kiggede direkte – med mit smalle, betuttede ansigt og de næsten kulsorte øjne – op i hans øjne. Han så væk med en hånlig grimasse, og jeg rejste mig og begyndte at løbe.

Jeg blev svimmel og prøvede at lukkede minderne ude. ”Det er overstået.” mumlede jeg lydløst til mig selv, og tilbageholdte kvalmen, men i det samme fløj endnu et minde ind og overtog mit sind. Jeg kunne ikke andet end at flyve tilbage til den dag for nok elleve år siden.

”Hvordan gik det?” spurgte hun og nussede mit hår. Jeg satte mig op på hendes skød og græd stille.
”De andre driller mig.” mumlede jeg og tørrede med min lille, buttede hånd en tåre væk. Jeg var fem år.
”Rolig skat, de er nok bare misundelige.” Hun prøvede at trøste mig, men som det barn jeg var, kunne jeg straks se, at hun også var bekymret.
Alligevel nikkede jeg langsomt og hoppede ned, og på de små korte ben løb jeg ind på mit værelse. Jeg smed mig på gulvet og begyndte lydløst at græde, så min mor ikke skulle opdage det. Jeg ville jo ikke være til besvær.

Jeg stoppede op og holdt hænderne op foran mit ansigt. Pædagogen foran mig kiggede tilbage på mig med en forundret grimasse.
”Er du okay? Vil du have noget vand?” Hun lød bekymret – og jeg skævede derfor til hende.
”Ja tak.” mumlede jeg og fulgte efter hende ind i køkkenet, de andre børn stirrede på mig, og jeg havde næsten lyst til at give mig til at tude – det var ligesom dengang, bort set fra, at jeg var blevet ældre. Jeg kunne ikke – måtte ikke – glemme, at jeg altid ville være anderledes. Og da børnene begyndte at grine igen derinde, selvom det overhovedet ikke havde noget med mig at gøre, fik jeg et slag i maven. Det hele var så velkendt.
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...