Et nyt liv, tak?

- Læs, og læg meget gerne en kommentar. 8D Der kommer mere hen af vejen alt efter om I kan lide den.. (-:

3Likes
22Kommentarer
2718Visninger
AA

8. Kapitel 7

Jeg fnøs, og begyndte at pakke min ting. Daniel var hurtigt færdig, og spænede ud af døren. Jeg rystede på hovedet, og rustede mig til hån og latter. Jeg svang tasken over skulderen, og drejede rundt. De flestes blikke hvilede på mig, det var sikkert deres daglige portion spænding, at se, hvordan jeg ville reagere. Jeg sukkede, og mødte deres blikke. Fulde af skam slog de blikket ned. Stemmer ude på gangen hørtes. Lyse pigestemmer. Folk udvekslede blikke. Angeline trådte ind med sit følge, og sendte mig et overlegent blik. Hun svang sit hår lyse hår tilbage, og betragtede mig med et underfundigt smil på læben.
”Kælling.” knurrede jeg meget lavt.
”Hvad siger du?” spandt hun. Hun havde tydeligvis ikke hørt, hvad jeg sagde.
”Kælling.” gentog jeg. Højere.
Folk gispede og stimlede sammen. Mit blik faldt over på dem. De så ud som skrækslagne kæledyr, der ikke kunne forstå, hvordan de skulle behage deres ejer. Da jeg vendte blikket mod hende igen, var forandringen total. Hun havde knebet sine kulsorte øjne sammen, og hendes ansigt var fortrukket i en rasende grimasse. Jeg havde allermest lyst til at grine. Hun så åndssvag ud.
”Jeg kan ikke vente med at blive din veninde.” Nu smilte hun igen. Sukkersødt.
Jeg skummede af raseri. Jeg fik lyst til at skrige. Af hende. Af klassen. Af min forbandede ensomhed. Jeg var blevet så kynisk. Det var som at få et slag i ansigtet, at en totalt fremmed i klasse åbenbart heller ikke kunne lide mig. Jeg havde lyst til at tude, men det skulle de ikke se. Det måtte jeg gøre senere.
”Kælling.” gentog jeg endnu engang, og kantede mig forbi hende.
”Slog du mig?” Hun kneb øjnene sammen til smalle sprækker.
Jeg havde ikke rørt hende. Hvordan skulle jeg kunne være ved hende? Hun var hæslig.
”Overhovedet ikke.” svarede jeg roligt og sendte hende mit mest irriterende smil.
”Idiot.”
Jeg tog en dyb indånding og marcherede forbi hende. Dem. Jeg bed mig hårdt i læben, og gik så ned af gangen. Den var tom. Det var den altid. Da jeg kom længere hen, kom der flere elever. Jeg sukkede svagt, og lod mig glide ind i det travle mylder, hvor alle sammen ville hjem og slappe af. Da jeg kom ud, svang jeg mig op på min cykel, og fnøs. Mens jeg kørte ned af stien, mærkede jeg, hvordan mit humør langsomt svandt ind, og forvandlede sig til en mørk, sort klump. Varme, forræderiske tårer banede sig vej ud af øjenkrogen, og jeg bandede lavt.
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...