Et nyt liv, tak?

- Læs, og læg meget gerne en kommentar. 8D Der kommer mere hen af vejen alt efter om I kan lide den.. (-:

3Likes
22Kommentarer
2721Visninger
AA

7. Kapitel 6

Sidste time. Jeg lukkede øjnene, lænede mig en smule tilbage på stolen, og sank en lille klat spyt. Min hals var knastør. Det skulle blive sjovt at se, om jeg fik lov at tage direkte hjem fra skolen, eller om de havde noget at sige. Uret sneglede sig af sted. Egentlig anede jeg ikke, hvilket fag vi havde. Jeg var mere interesseret i at komme hjem. Til mit lille, trygge hus. Jeg tvang instinktivt en gaben tilbage, det var nok bedst ikke at lade min kedsomhed komme til syne. Mit blik løb udover klassen, jeg betragtede Daniel lidt. Han sad og skrev ivrigt på sin lille computer. Hans pande var dybt koncentreret og hans blik var utilnærmeligt henført. Jeg fnøs, slog blikket ned til det smalle træbord igen. Ynkeligt, at skolen ikke havde råd til andet. Pludselig ramte en lille, sammenkrøllet papirlap mit bord, og trimlede et par centimeter. Jeg så lynhurtigt op for at fange et hånligt blik, men ingen kiggede. Dybt mistænkelig foldede jeg den krøllede papirkugle ud. Papiret var linjeret, og skriften sirlig. Jeg bed mig i læben, og overvejede at kyle den mod skraldespanden før jeg overhovedet havde læst den. Alligevel tvang min nysgerrighed mig til at sammensætte de store, flot svungne bogstaver til ord. Ord, der gav en mening. Sandsynligvis ord, der var skrevet for at mindske min selvsikkerhed. Jeg sukkede, og begyndte at læse. Allerede inden jeg var færdig, kunne jeg mærke de varme, forræderiske tårer brænde under mine øjenlåg, og lukkede dem forsagt for at tvinge dem væk. Daniel drejede nysgerrigt hovedet mod mig, da han hørte mine næsten lydløse, krampagtige gisp på at trække vejret.
”Er der noget galt?” hviskede han, nok bare for at være venlig, men jeg kunne ikke klare hans asociale væremåde.
”Nej.” mumlede jeg hidsigt, og tog en dyb indånding. Jeg knyttede hånden, og pressede papiret sammen til en lillebitte klump. Jeg åbnede øjnene, allerede med et trodsigt skær i blikket. Jeg havde nok forventet, at hele klassen sad og gloede på mig med et deres evindelige hånlige smil. Der var ingen tegn på, hvem, der havde skrevet sedlen, kun denne sirlige håndskrift, der formåede at irritere mig grænseløst. Alligevel var jeg sikker på, hvem der havde skrevet den. Hun havde vist mig fjendtlighed allerede første gang hun så mig. Jeg vred mig lidt på skolen, og skævede så mod hende. Hun sad et par borde foran mig. Jeg kunne næsten se hendes hånlige smil gennem hendes glatte, lyse hår, og jeg skar knyttede endnu engang de smidige fingre i en hensynsløs gestus. Jeg kneb øjnene sammen til små, smalle sprækker, og lod hadet lyse ud af mine øjne. Det var egentligt underligt, at jeg kunne føle på den måde, når jeg knapt havde kendt hende en dag. Der var ingen forklaring. Man skulle selv have oplevet det, før man forstod. Mistilliden der var inde i en, den voksede for hver dag, og gjorde det umuligt at tro på, at denne gang ville det blive bedre. I sidste ende ville man selv være skyld i, at man blev mobbet det nye sted. Man havde ikke forventet andet, havde blot ventet på, at de andre skulle lægge mærke til ens fejl. Ja, man havde vel nærmest opmuntret dem til at finde dem. Ens selvretfærdighed gjorde det umuligt at tro, at de andre kunne lide en, og hvis nogen prøvede at nærme sig, havde man skubbet dem væk, blotlagt de værste sider af en, så de skulle få grund til at hade en. Man ville have følt sig utilpas, hvis nogen prøvede at være venlige, og når de så begyndte at mobbe en, ville man føle sig på en underlig måde taknemlig, for at være tilbage til det velkendte. På en mærkelig måde, ville man få det bedre, af at vide, at nogen syntes man var ligeså dum og grim, som man selv syntes. Det var umuligt at slippe ud af mareridtet. Sådan var livet for nogen, men ikke for mig. Jeg gøs. Tænk, hvis man havde sådan en tankegang. Klokken ringede og tvang mig tilbage til virkelighedens fjerne skær. Væk fra de så uendelig meget bedre dagdrømmerier, og tilbage til den nøgterne sandhed. Det var her, jeg befandt mig. Ikke i drømmene, men hver det skete, boblede forhåbningen inde i mig, at nu var jeg for evigt væk fra den usle verden jeg befandt mig i. Og hver gang jeg kom tilbage, bristede forhåbningen for øjnene af mig, og blotlagde den fjerne, men dog sande, verden.
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...