Et nyt liv, tak?

- Læs, og læg meget gerne en kommentar. 8D Der kommer mere hen af vejen alt efter om I kan lide den.. (-:

3Likes
22Kommentarer
2724Visninger
AA

6. Kapitel 5

Jeg kiggede ned på den glatte bordoverflade, og lod fingerspidsen køre henover det. Drengen ved min side, Daniel, sad og gloede på mig. Jeg kunne mærke det, selvom jeg ikke kunne se ham.
"Gider du godt stoppe." mumlede jeg sammenbidt, og vendte mig rundt. Han så forskrækket på mig, og begyndte at pille ved sine negle. Jeg sukkede irriteret, og bøjede mig ned til min taske, for at finde mine bøger. Vi havde vist dansk. Eller var det matematik? Egentlig var jeg ligeglad. Jeg hev både dansk og matematikbøgerne frem, og lod dem dumpe op på bordet. Mit smil stivnede, da jeg så Daniel sidde og pille ved mit penalhus.
"Stop." snerrede jeg så højt, at flere vendte sig for at glo. Heldigvis havde vi en gammel, indtørret dame, der vist var halvdøv. Han smed forskrækket det forskrækket for sig, så det gled ned fra bordet, og landede på gulvet. Jeg knurrede lavmælt, og samlede det op igen.
"Hold dig fra mine ting." advarede jeg ham, og kneb øjnene sammen, efter at have samlet det hele midt på mit bord. Han nikkede, og så endelig ud til at have fattet meningen. Jeg tog en dyb indånding, da klokken ringede. Det plejede ikke at være en god ting. Jeg stivnede, da jeg så pigen med det lange, lyse hår komme hen mod mig. Daniel fik pludselig travlt, og rejste sig. Han småløb ud af klasseværelset, og jeg havde en lille bagtanke om, at jeg måske skulle have fulgt hans eksempel. Jeg rejste mig op, og pakkede bøgerne i tasken. Hun slængte sig op af mit bord.
"Hej.." kvidrede hun. Jeg hævede øjenbrynet, og smilte uoverbevisende til hende.
"Vi skal nok blive gode veninder." sagde hun lavt, og tvang sin arm ind under min. Hun smilte sukkersødt til lærerinden, der rankede sig, og gengældte smilet. Hun troede sikkert, at hun kunne lide hende. Jeg fnøs, trak mig fri, og fik mumlet et eller andet. Hun sendte mig et underligt blik, snoede sit lange lyse hår rundt om hendes finger, og smilte så bare igen, hvorefter hun gik sin vej med sit trofaste følge i hælene. Jeg sukkede, og kiggede rundt efter en kantineudgang, eller noget. Pludselig kunne jeg høre vilde hyl ude fra gangen. Jeg hævede øjenbrynet igen, og så mig omkring i klassen. Ingen reagerede, var det normalt? Måske skulle jeg bare lade det være. Jeg sukkede, min nysgerrighed var for stor. Med hurtige skridt tvang jeg mine modstandsløse ben ud mod lyden. Jeg stoppede op, da jeg så, hvad der foregik, og åbnede munden. Hvad fanden var det, de tillod sig? Jeg tog tre hurtige skridt, og var så henne ved balladen. Uden at være mig selv, trængte jeg ind i kredsen, og stilte mig beskyttende foran Daniel, der var i færd med at blive tæsket af bøllerne. Det var som om jeg så det hele ovenfra, det var slet ikke mig, der gik derind, og afbrød slåskampen. Men jo, det var det. Jeg stirrede vredt på de to drenge.
"Skrid." snerrede jeg, og lagde armene over kors.
"Find nogen på jeres egen alder." Jeg fnøs. De blev overraskede, var vidst ikke vandt til, at nogen på deres første dag brød ind i sådan noget. Og det vidste jeg udmærket godt - sådan noget gjorde man bare IKKE. Jeg var næsten dømt til at blive udstødt. Folk sukkede skuffet, og begyndte at gå, mens jeg stadig stod foran Daniel. Jeg kunne næsten høre, hvordan den lille svans sad og rystede bag mig. Der var en anstrengt tavshed mellem mig og de to drenge, indtil de udvekslede blikke og gik samtidigt. Jeg havde vundet. Denne gang. De ville komme tilbage. Efter hævn. De lod sig ikke ydmyge af en tøs fra 9'ende. Hvad var det jeg havde rodet mig ud i for den lille orms skyld? Jeg drejede rundt og sendte ham et knusende blik.
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...