Et nyt liv, tak?

- Læs, og læg meget gerne en kommentar. 8D Der kommer mere hen af vejen alt efter om I kan lide den.. (-:

3Likes
22Kommentarer
2785Visninger
AA

14. Kapitel 13

Jeg skreg.. eller jeg åbnede munden for at skrige, men der kom ingen lyd. Min mund stod åben, men den var frosset fast. Jeg tog en dyb indånding, lukkede øjnene, og åbnede dem så igen. Jeg var iskold, helt iskold. Jeg kunne faktisk ikke mærke mig selv. Min nærhed – alt var forsvundet. Jeg var meget let, kunne jeg mærke. Som om jeg kunne flyve væk hvert øjeblik.. Hvad var der sket? Manden ved min side tog sig til hovedet og kneb læberne hårdt sammen, før han så også tog en dyb indånding. Jeg så ned på min krop, der lå på jorden og satte mig ned på knæ. Mit ansigt var fuldstændig sammentrukket i chok, men der kom ingen lyd. Jeg knyttede hånden og kiggede op i himlen. Var jeg død? I det manden ved min side udstødte et suk, rettede jeg mine fingre ud og vendte blikket mod mig selv igen. Mit ansigt var blegt og roligt, og mit hår lå spredt ud over den våde asfalt, men mit hals lå i en så fordrejet stilling, at jeg umuligt kunne være levende. Jeg udstødte et hulk og strøg mit døde jeg over kinden, men i det samme tog manden fat i hendes ben. Jeg rynkede panden.
”Hvad laver du?” spurgte jeg ham, selvom jeg vidste, at han ikke kunne høre mig.
Manden fór sammen, som om han havde hørt en smule, eller i det mindste fornemmet noget. Jeg kunne også mærke en vis varme i maven, som bestemt ikke havde været der før. Det var også som om jeg var blevet lidt tungere, var det ikke? Eller var det ren indbildning.
”Er der nogen?” spurgte manden nervøst, og glippede voldsomt med øjnene.
Der var helt tomt på vejen, alt var øde på dette tidspunkt.. Jeg havde også været meget tidligt på den. Han hev hende – mig – op på skulderen, og bar hende hen mod sin bil.
”Lad være. Lad mi.. hende.. være!” råbte jeg, og stirrede på ham.
Jeg spurtede hen til ham, og prøvede at ruske ham i skulderen, men jeg kunne knapt nok mærke ham.. mig selv.
”Åh gud.” mumlede manden, da han smed mig ind bagi.
”STOP!” skreg jeg.. jeg kunne mærke, hvordan vreden hidsede mig op, og hvordan jeg blev fastere og fastere, mere og mere jordnær. Jeg ville ikke dø – og han skulle i hvert fald ikke bare smide gemme mig. Mor ville blive bekymret.
”STOP!” skreg jeg igen og trampede i jorden. Kraften vendte tilbage til min krop for hver tramp jeg tog, og for hvert skrig jeg skreg.. jeg kunne mærke det.
Manden stoppede op og så sig omkring. Han var tydeligvis skræmt af hele situationen.
”Lad mig være.” mumlede jeg, og alt begyndte pludselig at flimre.. Det blev mørkere og mørkere, mit syn forsvandt, min hørelse. Jeg så intet. Mærkede intet. Jeg var væk.
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...