Et nyt liv, tak?

- Læs, og læg meget gerne en kommentar. 8D Der kommer mere hen af vejen alt efter om I kan lide den.. (-:

3Likes
22Kommentarer
2718Visninger
AA

13. Kapitel 12

Klokken var ikke mere end tolv, da mor kom hjem, men jeg var for længst gået i seng. Faktisk havde jeg overvejet at lave en dagbog, men det nåede jeg ikke rigtigt.. jeg var simpelthen for træt. Gråd gør en søvnig.
Jeg trampede hårdt i pedalerne.. tårerne stod mig i øjnene. Jeg havde ikke sagt et ord til hende under hele morgenmaden, men hun havde heller ikke forsøgt sig. Felicia lagde heldigvis ikke mærke til den isnende stemning. Hun var desuden også for lille.
Dråberne haglede ned over mig, og jeg gabte uvilkårligt.. alligevel kunne jeg ikke holde tårerne væk, og de brød ud i samme som en buldren i det fjerne hørtes. Der var overskyet, tågen lå tykt henover den stille by, og regnen silede ubeslutsomt både stridt, men blødt skiftevis ned over mig. Min cykel slingrede en smule, da jeg førte hånden op til ansigtet, for at tørre tårerne væk. Der var vådt og slimet over alt – selv på vejen. I et splitsekund opfangede jeg to ting. Min fod gled ned fra pedalen og satte sig fast i hjulet, så cyklen bremsede brat op, og slyngede mig forover.. i næste øjeblik hørte jeg et brøl fra en bilmotor, og jeg fik øje på en kofanger få meter fra mig. Mine øjne blev store, da jeg mødte førerens forskrækkede blik, lige inden jeg mærkede et svagt dump i min brystkasse og jeg blev slynget tilbage igen. Jeg hamrede hovedet ned i den kolde, våde asfalt, og lukkede fortumlet øjnene. Hele min krop var slap, og trætheden tiltog. Jeg havde ikke nået at skrige, det hele var gået for hurtigt, men jeg kunne høre, hvordan en bildør blev hamret op og en panisk, hulkende stemme kaldte ud i tågen.

Jeg satte mig op, og så mig omkring. Lige pludselig befandt jeg mig ikke i den våde, tågede by mere.. i stedet stod jeg op, fuldkommen uskadt, foran porten til et paradis. Foran mig strakte lange, grønne marker – blomsterenge, og glitrende søer sig.. og himlen, den blå himmel, var endeløs mod horisonten. Jeg måbede, men følte mig ganske glad alligevel. En stor sten havde flyttet sig fra mit hjerte, og jeg følte mig fri og lettet. Små, glitrende blå sten, bløde sten, lå i små rækker på hver sin side af den store, bugtende å, og idyllen bølgede i harmoni omkring mig.. i næste øjeblik blev alt sløret og med et, sort.

Jeg var tilbage i virkeligheden igen. Jeg rystede på hovedet, og rejste mig op fra jorden. Jeg var underlig let, sorgløs.. jeg følte trang til at le, da jeg hørte den bekymrede, grådkvalte stemme komme nærmere..
”Åh gud..” sagde personen, en skaldet, sportstrænet fyr, og tog sig til munden, da han stirrede ned på noget, der lå på jorden.
Nærmest som i slowmotion fulgte jeg hans blik, og for tilbage, da jeg fik øje på.. mig selv.
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...