Smertensbarnet.

En stil jeg skulle skrive i skolen. Jeg synes selv, den er ret dårlig, men please, sig hvad du synes.

1Likes
5Kommentarer
1312Visninger
AA

7. Del 7

”Vil I have noget mad?” spurgte en fremmed stemme. Jeg rejste mig op for at se, hvem det var. En fremmed dame med brunt hår sat op i en sjusket knold stod udenfor cellen. Hendes grønne kjole sad perfekt på hendes slanke krop. Jeg slog blikket over til Alec. Han sad foroverbøjet, og hans hænder holdt hans hoved. Hans blik var i gulvet.
”Ja tak,” svarede jeg, eftersom Alec ikke sagde noget. Damen stak to brød og en flaske mælk ind imellem tremmerne, og jeg tog imod maden. Damen gik hurtigt igen.
”Skal du ikke have noget?” spurgte jeg med munden fuld af brød. Alec løftede hovedet, og mødte mit blik. Han havde to tydelige sorte render under øjnene. Så nikkede han kort, gik over til mig og maden, og begyndte at gnaske i det ene brød.
”Har du ikke sovet i nat?” spurgte jeg.
Alec rystede på hovedet, og sagde: ”Jeg kunne ikke.”
Stemningen var dårlig. Alec virkede træt, trist og opgivende, og det smittede af på mig.
”Vi skal være glade for, at vi får noget at spise,” sagde Alec og tog den sidste mundfuld brød.
”Her,” sagde jeg og rakte Alec flasken med mælk. Der var en lille slat tilbage. ”Drik det sidste.”
Alec takkede, tog imod flasken, og drak den sidste smule mælk.
”Celledøren er forhåbentlig åben på et eller andet tidspunkt i dag,” sagde Alec dæmpet. ”Så gør vi bare det, vi aftalte. Det med... smerten” Jeg nikkede beskæftende, og satte mig op på min briks.

Vi sad i flere timer og lavede ingenting. Ingen af os sagde noget, og der kom ikke engang nogen med frokost til os. Døren blev ikke åbnet, og mørket var ved at falde på udenfor.
”Vi bliver nød til at gøre noget,” sagde jeg opgivende.
Alec nikkede. ”Ja, du har ret. Men hvad skulle det så være?”
Jeg trak på skuldrene og kiggede ned i jorden. ”Det ved jeg ikke.”
Alec var stille lidt, men så viskede han: ”Vi spørger, om de vil komme med noget. Måske en spand vand til at vaske os med. Det kan ikke komme igennem tremmerne, så bliver de nød til at åbne celledøren.” Mit ansigt lyste op. Det var en genial idé.
”Ja!” sagde jeg ivrigt. ”Det er det, vi gør!”
”Godt, så her er vores plan,” sagde Alec. ”Vi beder om en spand vand, så bliver de nød til at åbne celledøren. Hvis de ikke er mere end to, tager vi en hver. Jeg visker hvem der tager hvem. Efter det, løber vi ud af borgen.”
”Forstået,” sagde jeg.

Nogle timer efter kom damen gående forbi.
”Hey vent!” råbte jeg efter hende og løb hen til tremmerne.
Damen gik hen til mig og sagde: ”Hvad er der?”
”Må jeg ikke få en spand vand, til at vaske mig?” spurgte jeg høfligt.
”Jo, selvfølgelig, øjeblik.” Damen gik hen for at hente spanden, og Alec kom over til mig.
”Jeg klarer det med smerten,” viskede han så lavt, at han blev nødt til at gentage det, før jeg forstod det.
Damen kom igen, denne gang med en spand i hånden.
”Sæt jer på den der briks,” sagde hun og pegede på Alecs briks. ”Så kommer jeg ind med spanden.”
Vi gjorde som hun sagde, og hun tog en nøgle op fra hendes lomme. Hun tog den op til hængelåsen og låste den op. Idet døren gik op, sagde Alec en remse, og damen faldt på gulvet og skreg af smerte.
”Nu skal vi skynde os!” sagde Alec, tog mig i hånden, og begyndte at løbe. Vi løb til venstre ud af cellen, fra den side vi var kommet fra i går. Damens skrig stoppede hurtigt, da vi var nået mere end ti meter væk. Vi kunne høre vagterne komme hen til damen, men hun kunne ikke svare dem af bare forskrækkelse. Jeg tror, vagterne så at cellen var tom og døren var åben, for vi kunne høre løbende skridt bag os. De var langt væk, men hvis vi stødte ind i en blindgyde, ville det være slut.
”Den her vej!” sagde Alec forpustet og trak mig med til højre. I enden af gangen var der et vindue. Fra vinduet kunne man se jorden, så vi var ikke på første etage.
”Kom så, løb alt hvad du kan!” kommanderede Alec. ”Vi skal bare lige nå hen til vinduet. Vi hopper den vej ud.” Han talte dæmpet nu.
Vi nåede hen til vinduet, men det kunne ikke åbnes.
”Hvad gør vi nu?!” spurgte jeg bange.
Alec svarede ikke, men tog sine sko af, trak mig to meter bagud, og kastede med al hans kraft sine sko gennem vinduet. Glasset gik i tusinde stykker, og Alec hev mig hen mod vinduet. Hvis vi skulle nå ud i tide, inden vagterne tog os, skulle vi løbe. Jeg var den første der hoppede ud af vinduet, og Alec hoppede efter mig. Vi løb lidt endnu, så vi ikke var helt henne ved borgen mere. Vagterne var stoppet op ved vinduet. De råbte af os, men løb så væk igen.
Alec satte sig ned og viste mig sine fødder. De var fyldt med glasskår og blod. Der var heldigvis ikke sket noget med mig, andet end nogle små revner i mit ærme og et snitsår i min arm. Det var ingenting; det blødte næsten ikke.
”De er derovre!!!” råbte en stemme. Det var en af vagterne. De var alle sammen nogle meter væk fra os. Jeg tror, de var kommet ud af en anden dør, og nu var de på vej hen til os. Jeg rev hurtigt to stykker af mit ærme.
”Hurtigt, bind det om dine fødder, så kan de ikke se blodspor, og så kan de ikke se hvor vi løber,” sagde jeg hurtigt. Alec bandt det om sine fødder, og så var vi sat i løb. Vagterne var i hælende på os. Vi løb bare. Jeg vidste ikke hvor vi var på vej hen, og jeg var også ret sikker på, at Alec heller ikke vidste det.
”Jeg kan ikke mere!” sagde jeg pustende.
”Jo du kan. Du skal. Kom nu,” svarede Alec bedende. Jeg tog mig sammen; bed mig i læben, og brugte alt min energi. Jeg kan, jeg kan, jeg kan, tænkte jeg igen og igen. Folk sagde altid, at man kunne hvad man ville. Jeg ville løbe, og så det kunne jeg også.
Vagterne begyndte at ryge længere og længere bagud.
”Bare lidt endnu,” mindede Alec mig om. Det var rigtigt. Bare lidt endnu. Jeg kunne godt.
Vi drejede skarpt til venstre og derefter skarpt til højre. Vagterne kunne ikke se os nu, så vi drejede endnu engang. Hvis vi blev ved med at skifte retning, ville de ikke kunne finde os. Vi drejede en masse gange, og til sidst stoppede vi og satte os ned.
”De kan umuligt finde os her,” sagde Alec og tog bindene af sine fødder. Det var næsten blødt igennem stoffet. ”Mine fødder skal nok bare lige hvile lidt, og det samme skal jeg.”
”Det skal jeg også.”
Efter noget tid i stilheden spurgte jeg: ”Hvad så nu? Hvad skal vi gøre nu?”
Alec trak på skuldrene. ”Det ved jeg faktisk ikke, men jeg kender en, der måske ved det.”
”Hvem er det?”
”En ældre dame. Hun ved en del.” Jeg nikkede, og vi begyndte at gå. Alec havde et kompas med, som han altid havde på sig. Det var en stor hjælp. Han vidste at vi skulle mod vest, og at vi skulle op i Notes-bjergene.
Vi gik hele natten. Alec var sikker på at vi snart ville nå bjergene.
Vi holdte det første stop ved middagstid næste dag, hvor vi skiftevis fik to timers søvn. Det havde vi også brug for, for selv efter at have sovet, var jeg træt og udkørt. Mad fik vi ikke meget af. Vi stjal to æbler og to pølser fra en købmand, vi gik forbi. Han opdagede heldigvis ikke noget, og da vi drak en masse vand fra en brønd, var der heller ikke nogen, der så det.
Da mørket var begyndt at falde på, nåede vi til et træskilt hvor der stod ”Notes-bjergene” og så var der en pil den vej, vi skulle gå. Den gamle dame boede ikke så langt oppe, så efter en times tid, nåede vi til hendes hus. Hun åbnede døren, og jeg mødte et par grønne varme øjne. Hendes grå hår strittede til alle sider, og hendes brune kjole sad godt til på hendes buttede krop.
”Hej Alec,” sagde hun med en hæs og venlig stemme. Hun rettede sit blik mod mig og smilede endnu engang. ”Jeg hedder Thyra. Og hvem er De så, unge dame?”
”Jeg er Eleonora,” svarede jeg høfligt og gav hende et fast håndtryk.
”Jamen kom indenfor I to.”
Hendes varme hjem duftede af frisk te og søde roser. Vi satte os på en bænk i køkkenet, og Thyra begyndte at lave en suppe til os for at få os mætte, og for at varme os op.
”Hvad er grunden til I kommer?” spurgte hun imens hun drejede rundt i suppen.
”Jo forstår du,” startede Alec.”Det hele startede med, at jeg fik en besked. I beskeden blev der nævnt, at Eleonora har smerte-evnerne. Jeg tog så hjem til hende en aften..” og så fortalte han hele historien fra den aften han kom hjem til mig, og helt til nu.
”Aha. Hvad kan jeg hjælpe med?” spurgte hun uforstående.
”Vi ved desværre ikke, hvad vi skal gøre nu. Thorer og Marius' folk kan finde os når som helst. Jeg vil derfor gerne bede om et af Deres gode råd.”
Thyra satte en skål suppe til os hver, og jeg begyndte at spise med det samme. Derefter ordnede hun en spand vand med sæbespåner til Alecs fod, og så tørrede køkkenbordet af inden hun satte sig i en stol der stod overfor os.
”Jeg kan godt give jer et råd, men jeg lover ikke, at det er det rigtige at gøre. Hvis det går galt, må I love mig ikke at blive vrede, eller bebrejde mig noget. I har selv bedt om det, og jeg gør bare, hvad I vil have,” sagde Thyra og slubrede noget suppe i sig.
”Vi skal nok lade være med at bebrejde dig, hvis det går galt, kære Thyra,” sagde Alec forstående.
Thyra sank noget suppe, og gav os så et godt råd. ”Hvis jeg var jer, ville jeg flygte. Forsvinde så langt væk, at de ikke finder jer.”
”Er du sikker på, at det er det rigtige at gøre?”
”Jeg kan ikke se nogen anden udvej lige nu. ”
”Okay, tak, men det kræver at vi skal til Blika, der bor Leos mor og søster.”
Thyra nikkede. ”Jeg kan godt hjælpe jer. I morgen tidlig ved sekstiden tager vi afsted med min hestevogn. Jeg har selv evnerne så folk må ikke se mig, da der jo kan være nogle af Thorer og Marius' folk. Derfor snakker jeg lige med Karl. Han kan styre hestevognen, så vi kan gemme os i noget hø. Men inden da, skal I have noget søvn.”
Jeg var blevet mæt af den dejlige suppe, og vi fik også noget vand vi drak, inden vi gik i seng. Jeg sov i Thyras seng sammen med Alec, og Thyra lå på en masse tæpper som var anbragt oven på hinanden på gulvet.
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...