Smertensbarnet.

En stil jeg skulle skrive i skolen. Jeg synes selv, den er ret dårlig, men please, sig hvad du synes.

1Likes
5Kommentarer
1378Visninger
AA

6. Del 6

Pludselig lød der et gisp ovre fra Alec. Jeg førte forvirret blikket hen til ham. Han så overrasket og bange ud. Jeg forstod ikke hans ansigtsudtryk, men da han bad mig om at komme over til ham, med en rystende og usikker stemme, gjorde jeg som han sagde. Hans arm låste sig fast over mit bryst, så jeg stod med ryggen op af ham. Jeg prøvede at komme fri fra hans greb, men han gav ikke slip. Da jeg så, hvad der stod foran os, fandt jeg ud af, hvorfor hans ansigt havde set sådan ud, og hvorfor jeg ikke måtte gå. To store muskelbundter stod foran os. Den ene kiggede på geden der græd, og den anden kiggede på mig og Alec. Jeg vidste ikke, hvad der skulle ske, men venlige så de ikke ud.
”Alec, jeg tror godt, du ved, at vi ikke kan lide folk som jer. I er farlige. I skal væk,” sagde manden med blikket mod os. Hans blik så fjendtligt ud, og det var fyldt med had.
”Dét der er Thorer. Han er imod os og vores evner, kan du vel høre. Den anden hedder Marius. Han er også imod os” viskede Alec i mit øre. Jeg forstod det hele nu. Thorer og Marius ville af med os. Hvordan de ville gøre det, anede jeg ikke. Jeg var bange, for jeg vidste, at de ville gøre noget nu. Lige præcis nu. Vi kunne ikke stikke af, for hvis vi skulle ud af kirken, skulle vi også forbi Thorer og Marius. Det ville ikke kunne lade sig gøre, for jeg var sikker på, at Marius og Thorer, hver for sig, var stærkere end både mig og Alec tilsammen.
”Kan I ikke lade barnet være? Hun vil ikke gøre nogen ondt,” bad Alec. Thorer og Marius kiggede på hinanden og lo så.
”Hvad regner du os for?” lo Thorer.
Geden peb stadig, men jeg turde ikke få den til at stoppe. Hvis min opmærksomhed blev fjernet fra Thorer og Marius, kunne der ske hvád som helst.
”Ti dog stille ged!” råbte Marius arrigt, og bad mig stoppe larmen.
”Vi stopper det kun, hvis I lader os gå!” sagde Alec snedigt. Thorer og Marius lo igen. Marius trak en kniv op fra lommen. Selvom det kun var en lille lommekniv, gjorde den mig ufattelig rædselsslagen. Med lange arrige skridt gik han hen imod os. Han holdte kniven mod Alecs hals.
”Få geden til at tie, kære barn,” sagde Marius nærmest venligt. ”Ellers skal jeg nok få dig til at fortryde.” Han borede kniven forsigtigt ind i Alecs hals, dog uden at skære hul. Alec hev efter vejret, og han var hvid i hovedet af skræk.
” Jeg venter, ” sagde Marius utålmodigt.
Et kort øjeblik overvejede jeg at påføre Marius smerten, men overvejelsen blev hurtigt slået væk. Hvis jeg gjorde det, kom Thorer bare hen til mig, og fik mig til at stoppe ved at true mig. Det var jeg sikker på. Jeg fokuserede på geden, og sagde remsen baglæns indtil gedens skrig stoppede.
”Tak, kære Eleonora,” sagde Marius og fjernede kniven fra Alecs hals.
”Leo,” rettede jeg. ”Bare kald mig Leo.”
”Jamen, så tak, kære Leo, ”
Thorer rømmede sig, og begyndte så at tale i et formelt bestemt tonefald. ”I to kommer med mig.” Han kiggede i retningen af mig og Alec. ”Marius, du sørger for, at pigen hele tiden går ved siden af dig,” sagde han dæmpet. Marius tog hårdt fat i min skulder, og førte mig ud af kirken. Thorer og Alec var foran os. De satte os op i deres hestevogn.
Vi kørte igennem smalle stengader, hvor der ikke engang var ét menneske at se. Den eneste lyd der var at høre, var vores vejrtrækninger, og vinden der legede med nogle brune efterårsblade.
Vi ankom til en borg. En kæmpe borg, med kedelige grå mursten. Thorer og Marius førte os indenfor, og satte os ind i en celle. Tårerne trillede blidt ned af mine kinder, og Alec kom hen til mig. Han tørrede forsigtigt nogle tårer væk, og sagde beroligende: ”Det skal nok gå Leo.”
”Det ved du da ikke noget om. Kan du nu også se ud i fremtiden?” sagde jeg irriteret, men fortrød straks mine strenge ord. De fløj bare ud af min mund.
”Undskyld,” mumlede jeg. ”Jeg mente det ikke sådan..” Alec smilede til mig, og slog derefter blikket ned.
”Kan vi egentlig ikke bare påføre dem en smerte?” spurgte jeg forvirret. Han kiggede stadig ikke op, da han begyndte at snakke til mig.
”Det kunne vi godt, men det er alt for farligt. De kan lige så godt dræbe os med det samme. Der er flere mennesker end Thorer og Marius. Det er kun overhovederne, så er der også alle vagterne og de andre folk. Jeg er ked af at sige det Leo, men jeg tror ikke det ville virke. Eller jo, hvis nu,” han holdt en pause, tænkte sig om, inden han fortsatte. ”Hvis vi gør det når cellen er åben. Så kan det være, vi kan nå at stikke af. Men det kræver selvfølgelig, at der kun er to personer.”
”Er det så det, vi gør?” spurgte jeg, og prøvede at fange Alecs blik, der ikke længere var nede i gulvet.
”Ja, det er det. Det er forsøget hver.”
Vi var stille i rigtig lang tid. Mine tårer var ved at aftage, og mit blik var tomt. Efter mín mening, var håbet ikke særlig stort, medmindre der skete et mirakel. Selvfølgelig ville de være hurtigere end os, når vi lavede vores ynkelig forsøg på at stikke af.
”Så skal vi nok også være friske,” sagde jeg. ”Godnat.” Jeg lagde mig ned på den hårde briks, og forsøgte at sove.
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...