Smertensbarnet.

En stil jeg skulle skrive i skolen. Jeg synes selv, den er ret dårlig, men please, sig hvad du synes.

1Likes
5Kommentarer
1308Visninger
AA

5. Del 5

Der var noget, der ruskede i mig, og jeg fandt først ud af, at det var min mor, efter noget tid. Jeg trak tæppet helt hen over hovedet, men min mor gav ikke op. Hun hev tæppet af mig, og ruskede derefter i mig igen. Jeg satte mig hurtigt op, så hun kunne se, at jeg var vågen.
”Jeg er altså vågen!” sagde jeg irriteret.
”Sssshhhhh!” viskede min mor. ”De andre sover.”
”Ja, undskyld. Hvorfor vækkede du mig?”
”Jeg vil gerne være vågen når manden fra i nat kommer. Og du skal også være vågen.” Lige efter hun havde sagt det, bankede det på. Jeg hoppede hurtigt i noget tøj, og så gik både min mor og jeg ud til døren, og åbnede. Manden stod der som lovet, og han havde taget hætten af, så vi nu kunne se hans ansigt i dagslys. Han havde sorte rander under øjnene, brunt fuldskæg, og et hoved så blankt, og skaldet som nypolerede laksko.
”Hej igen. Er De klar til at træne evnerne i dag?” spurgte han med blikket rettet mod mig. Jeg kiggede spørgende på min mor, og hun nikkede smilende til mig.
”Ja,” sagde jeg usikkert med blikket på mine fødder. ”Det er jeg vel..” Jeg var meget usikker på det her. Selvom jeg følte mig tryg ved ham, sagde min fornuft mig, at man ikke skulle stole på fremmede mænd. Det var underligt at have det sådan.
Manden gav min skulder et klap, og derefter gik vi.
”Hvad hedder du egentlig?” spurgte jeg uden at møde hans blik.
”Alec,” svarede han muntert.
”Har du selv de evner, jeg har?” Alec nikkede, og jeg følte mig lettet. Det var rart at vide, at jeg ikke var den eneste, og at han havde prøvet helt det samme, så han kunne forstå mig.
Vi gik mod øst, hen i mod den forfaldne kirke, Maline-kirken.
”Vi er her nu,” sagde Alec da vi ankom til Maline-kirken. ”Det er her, vi skal træne.”
Jeg havde aldrig været her, selvom jeg havde hørt om dette forladte sted, op til flere gange. Set udefra, så den hverken smuk eller indbydende ud. Dens rødbrune mursten var blevet afbleget og der var revner i muren alt for mange steder. Taget var fyldt med mos og skidt, så man næsten ikke kunne se den sorte farve mere.
”Kom,” mumlede Alec i det han tog fat i min arm, og førte mig ind i kirken.
Inden i var den meget pænere. Der var smukke vægmalerier overalt, og i loftet dinglede nogle lysekroner af guld. Hvis man gjorde kirken i stand, ville det blive et vidunder.
”Lad os starte,” sagde Alec. ”Du skal øve dig på et dyr.”
”Men..” sagde jeg lavt. ”Er det ikke synd?”
”Jo, men det er bedre end et menneske. Og desuden skader vi jo ikke dyret, det er kun en smerte.”
”Nå jo,” mumlede jeg for mig selv.
Alec gik ud af kirken, og da han kom ind igen, havde han en ged under armen. Jeg gik ud fra, at det var den, jeg skulle øve mig på. Han satte den på gulvet og gik to meter væk fra geden. Han rynkede brynene og lukkede øjnene. Det var tydeligt at se, at han koncentrerede sig meget. Han sagde en remse, som ikke gav nogen mening, men remsen var ikke i nærheden af den remse, jeg havde sagt til købmandens kone. Alec stoppede sin remse, og geden skreg og peb. Han sagde endnu en remse, og jeg var ret sikker på, at det var den samme remse bare baglæns, for da han stoppede remsen, stoppede geden med at skrige. Alec åbnede øjnene, og kiggede på min reaktion. Jeg smilede til ham, og han så lettet ud.
”Pyha, jeg troede lige, jeg havde skræmt dig,” sagde han med et smil på læben. Jeg rystede på hovedet.
”Nu er det din tur. Der vil komme en remse frem i dit hoved, og jeg ved, at du har prøvet det før, det er dog ikke den samme remse. Det er altid en ny. Hvis du vil stoppe, siger du bare remsen baglæns.”
Jeg nikkede og sagde så spørgende: ”Det undrer mig bare hvordan, det kan være så let at sige remsen baglæns. Normalt ville det være meget sværere.”
”Jeg ved egentlig ikke hvorfor. Sådan er det bare, også for mig,” svarede han. ”Men nu skal du prøve. Det vigtigste er, at du koncentrere dig.”
Jeg lukkede øjnene og tænkte på geden. Jeg ventede og ventede, men der kom ikke nogen remse. Jeg prøvede at finde en grund til at være sur på geden, da det jo var sådan, at ordene ved Lise Grevmand var kommet, men jeg kunne ikke finde én eneste grund. Jeg prøvede så, at koncentrere mig om at få en remse frem, men det hjalp stadig ikke, og min tålmodighed ville ikke samarbejde mere.
”Det er håbløst!” sagde jeg højlydt og irriteret. ”Det virker jo ikke!”
”Prøv igen,” sagde Alec roligt.
Jeg gjorde som han sagde, og prøvede igen. Jeg tænkte på geden, og koncentrerede mig om at få en remse frem. Der kom stadig ikke nogen, og jeg blev endnu mere irriteret og endelig dukkede der en remse frem i mit hoved. Jeg var sikker på, at det var den rigtige remse.. Jeg fik et dejavu, og det hele føltes som dengang, jeg stod overfor Lise Grevmand. En stemme i mit hoved sagde, at jeg skulle sige ordene, og jeg adlød den endnu engang.
”Malimali, jamuka, cilea, bæil.”
Geden skreg og peb igen, og jeg jublede. Jeg gjorde det! Jeg gjorde det! Geden havde smerte!
Jeg havde ikke tid til at juble, for jeg var jo i gang med at torturere en ged, og det måtte stoppes straks.
” Liæb, aelic, akumaj, ilamilam. ”
Geden tav, og jeg jublede endnu engang. ” Jeg kan, jeg kan! ” Alec lo, og klappede af mig, hvorefter jeg bukkede og najede formelt.
”Det var flot. Nu skal du bare blive ved med at øve, så remsen kommer nemmere. Til sidst behøver du ikke blive sur eller irriteret, så kommer den bare af sig selv, når du koncentrere dig, og når du vil have det. Det kræver en del viljestyrke,” sagde Alec venligt. ”Prøv igen.”
Jeg gjorde som der blev sagt. Denne gang kom remsen hurtigere, men det krævede alligevel en del koncentration og viljestyrke, ligesom Alec sagde. Geden peb endnu engang, og jeg begyndte at le. ”Jeg har næsten lært det nu,” sagde jeg ivrigt. ”Jeg kan næsten!” Jeg var så stolt af mig selv. Jeg havde lært det på kort tid. Selvfølgelig var træningen ikke færdig, og jeg var stadig ikke lige så god som Alec, men jeg havde nogenlunde styr på det.
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...