Smertensbarnet.

En stil jeg skulle skrive i skolen. Jeg synes selv, den er ret dårlig, men please, sig hvad du synes.

1Likes
5Kommentarer
1380Visninger
AA

4. Del 4

Jeg vågnede midt om natten. Et gisp slap ud over mine læber, da jeg hørte den voldsomme banken på vores hoveddør.
”Mor!” hviskede jeg. Hun rykkede på sig, og jeg kunne se hendes blå øjne i mørket.
”Hvad er der, Leo?” sukkede min mor. Min mor kaldte mig altid Leo. ”Det er altså midt om..” Hun stoppede midt i sætningen, fordi den vilde banken begyndte igen. Hun trådte ud af sengen, og tændte for et stearinlys.
”Jeg går ud og ser, hvem det er,” sagde min mor sløvt.
”Vent mor,” hviskede jeg. ”Må jeg gå med?”
”Ja, gør du bare det.”
Jeg holdte mig bag ved min mor, for hvis jeg skulle være ærlig, var jeg ret bange.
Vi nåede ud i gangen, og min mor slog låsen fra, og åbnede døren. En høj og slank mand med en sort kappe, stod over for os. Han så skræmmende ud, med sin kappe, for den skjulte hans ansigt, og det meste af hans krop. Langsomt tog han hætten af, så vi kunne se hans ansigt mere end før. Man kunne stadig ikke se det tydeligt, da det jo var mørkt udenfor.
”Hej. Og hvem er De så?” spurgte min mor. Manden ignorerede spørgsmålet og sprang videre til det, han var kommet for.
”Bor Eleonora Macaela her?” spurgte han. Min mor nikkede usikkert.
Åh nej. Var han kommet efter mig, pga. 'smerte-angrebet'? Var han kommet for at få mig til at fortryde? Men stod der ikke i brevet, at jeg skulle gøre det én gang mere, inden de ville gøre noget? Havde min mor læst forkert?
”Er det hende der står bag Dem? Jeg skal snakke med hende.”
”Bare sig det til mig, så skal jeg nok give beskeden videre,” sagde min mor bestemt. Manden rystede på hovedet.
”Nej. Jeg skal snakke med hende,” sagde han hårdt.
”Okay så, men det bliver ikke alene!” insisterede hun.
”Det er i orden,” svarede han. ”Indtil videre.” Min mor ignorerede de sidste to ord og ventede på, at han sagde noget mere.
”Er De Eleonora?” spurgte manden, og kiggede hen på mig. Jeg nikkede skrækslagen.
”Godt. Så springer jeg direkte til sagen,” sagde manden. ”Det var dig der påførte Lise Grevmand en smerte..” Han nåede ikke at sige mere, da både min mor og jeg stivnede. Jeg vídste det! Det vár noget med det. Nu skulle jeg fortryde. Han var kommet for at få mig til at fortryde. Jeg var sikker.
”Rolig..” sukkede manden. ”Hver evig eneste gang jeg kommer til en familie, med så specielt et familiemedlem, og jeg så nævner det personen kan, bliver folk bange. Jeg gør jer intet ondt. Jeg kan lige så godt forklare det med det samme. Jeg er kommet for at aflevere denne halskæde. Den er et symbol på, at De er under 'behandling'.” han holdt en pause, og studerede vores reaktioner. Både min mor og jeg var forvirrede. Han fortsatte. ”Altså.. Dem der kender til vores slags, kan se på os, at de ikke behøver at være særlig bange. Så længe De har halskæden, er De i gang med at lære at styre Deres evner. Eller også har De allerede lært det. Det er kun nogle meget få, der har arvet disse evner, og De er så en af de heldige. Det er meget sjældent, og der er derfor ikke ret mange der kender til evnen. Evnen virker dog kun inden for ti meter. Hvis personen er mere end ti meter væk, forsvinder det. Dvs. at hvis jeg gjorde det på en inden for ti meter, og jeg derefter går elleve meter væk, forsvinder smerten. Jeg skal være Deres lærermester.” Der var stille i nogle minutter. Manden havde ikke mere at sige, og min mor og jeg vidste ikke, hvad vi skulle sige. Der var et eller andet over ham, der fik mig til at stole på ham, selvom han var fremmed. Det var ikke til at sige, hvad det var. Endelig brød min mor tavsheden.
”Det kommer som noget af et chok. Må vi ikke lige snakke om det? Alene. Kan De ikke komme igen i morgen tidlig?”
Manden rakte mig halskæden, nikkede så, og gik igen. Vi begyndte først at tale sammen, da vi var sikre på, at han var gået.
”Stoler du på ham, mor?”
”Ja. Det gør jeg,” svarede min mor.
”Hvad skal der ske?” spurgte jeg. Min mor trak på skuldrene.
”Han kommer igen i morgen tidlig. Så kan vi se, hvad der sker. Du skal ikke være bange, skat.”
”Det er jeg heller ikke,” sagde jeg og smilede til min mor. ”Jeg er bare lidt forvirret. Det hele sker så pludseligt.” Min mor nikkede forstående og lagde sin arm over min skulder.
”Lad os få noget søvn, Leo.”
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...