Smertensbarnet.

En stil jeg skulle skrive i skolen. Jeg synes selv, den er ret dårlig, men please, sig hvad du synes.

1Likes
5Kommentarer
1224Visninger
AA

1. Del 1

Jeg vågnede ved lyden af Gisela, der skreg op. Anne prøvede febrilsk, at få Gisela til at holde op med at skrige, i håb om at hendes andre fire børn ikke ville vågne. Hun var helt ude af den, og så opgivende på mig.
”Giv hende dog noget mælk,” sukkede jeg.
Anne gav Gisela sit bryst, og så stoppede hun med at skrige, og begyndte at suge mælk.
Anne kunne aldrig holde styr på sine fem børn, men alligevel kunne jeg godt lide at bo sammen med dem. Min mor, min lillesøster Elva på syv år og jeg boede i et lejet hus sammen med Anne, hendes mand og deres børn, fordi vi ikke havde råd til at bo alene i vores eget hus.
”Godmorgen Eleonora,” sagde min mor og satte sig i min seng. ”Tag noget tøj på, og smut hen til købmanden. Vi mangler mel.”
”Det skal jeg nok,” svarede jeg og hoppede ud af sengen. Jeg trak min brune kjole over hovedet, og lagde mit grønne sjal hen over mine skuldre. Så stak jeg fødderne i mine træsko, og gik ud af hoveddøren.

Der var fredeligt i landsbyen. Nogle børn legede foran smedens værksted. Jeg havde flere gange spurgt, om de ville lege med mig, men desværre havde deres forældre sagt, at de ikke måtte lege med mig og alle de andre børn, jeg boede sammen med. Det var egentlig ret tåbeligt, for den eneste grund der var, var, at vi var fattige, og de var rige. Forældrene mente, at hvis vi legede med børnene ville de blive mindre ”værd”. Min mor havde altid lært mig, at folk der mente sådan noget, var ikke værd at spilde sin tid på. Det havde hun også helt ret i.
Jeg gik forbi kroen og hen til købmanden. Købmandens kone stod bag skranken.
”Hvad kan jeg så hjælpe dig med, Eleonora?” spurgte hun.
Hun sagde aldrig De til mig. Jeg var jo bare den fattige pige. Ikke fordi jeg havde noget imod det, men det var alligevel ret irriterende, ikke at blive behandlet som alle andre.
”Jeg vil gerne bede om noget mel, tak,” svarede jeg høfligt. Købmandens kone vendte rundt, og tog noget mel ned fra en hylde.
”Her,” sagde hun, og rakte mig posen med mel. ”Det bliver ti øre.”
Ti øre? Siden hvornår var prisen steget så meget? Det var da utrolig dyrt for noget mel. Forvirret kiggede jeg købmandens kone over skulderen, og så undersøgende på prisskiltet. Der stod, at det kostede tre øre.
”Undskyld mig,” sagde jeg usikkert. ”Der står, at det koster tre øre.”
Hun lo kort, og kiggede derefter koldt på mig.
”Nå, så gør der det?” sagde hun hånligt. Stemningen skiftede pludselig. ”Har du da ikke ti øre? Er det for dyrt for din fattige familie? Skal I på fattiggården? Hvor er det synd. Jeg får helt ondt af jer.”
Aldrig nogensinde havde hun været så uforskammet. Jeg blev så rasende. Med ét strømmede der en masse fremmede ord ind i mit hoved. Jeg forstod ikke ordene, og selv når de var sat sammen, gav de ikke mening. ”Sig ordene. Sig ordene og tænk på købmandens kone imens. Gør det. Gør det.” Den indre stemme var så tydelig, at jeg tvivlede på, om den kun var inde i mig selv. Men eftersom at købmandens kone ikke så ud til at reagere på det, vidste jeg, at det kun var mig, der hørte det. Jeg stolede på stemmen, og gjorde som den sagde.
”Makeli sumina balimak,” jeg holdte en kort pause, og studerede købmandens kones ansigtsudtryk. Hun så forvirret ud. ”Lomenne risako babu.” Jeg tænkte på hende der stod overfor mig, idet jeg sagde ordene. Hun fór sammen, faldt ned på gulvet, skreg og krummede sig sammen. Jeg forstod intet, men havde på fornemmelsen, at det var mig, det havde gjort det.
”Av, av, av, av!” skreg hun, og forvred sig i smerte.
Mit hjerte satte farten op. Det pumpede i mit bryst, og jeg vidste ikke, hvad jeg skulle gøre. Købmandens kone lå på gulvet og skreg af smerte, og jeg var nu sikker på, at det var mig, der startede det. Hvis jeg startede det af bare raseri, kunne jeg måske få det til at holde op, hvis jeg ikke var sur på hende mere. Jeg gjorde mig umage med at glemme de uforskammede ord, hun havde sagt til mig, og medlidenheden strømmede frem i mig. Men selvom jeg ikke var gal mere, kom der ikke nogen ”modgifts-remse” i mit hoved. Jeg skulle skynde mig, inden nogen kom og så hvordan hun lå på gulvet og græd. De ville tro, at jeg havde slået hende. Det havde jeg jo ikke. Jeg havde gjort noget, der var meget værre; påført hende en forfærdelig smerte uden at vide, at det var det, jeg gjorde. Nervøst prøvede jeg at tænke logisk. Hvis jeg sagde remsen baglæns, ville det måske holde op.
Jeg tænkte på kvinden der skreg af smerte, imens jeg sagde ordene igen, bare baglæns.
”Ubab okasir ennemol, kamilab animus ilekam.”
Nu lå hun stille på gulvet. Jeg kunne se hendes bryst hæve og sænke sig, hurtigere end normalt, og hun hev efter vejret.
Da hun havde ligget der i noget tid, rejste hun sig op, og kiggede på mig med lynende øjne. Mit hjerte begyndte at banke endnu hurtigere nu. Hun vidste selvfølgelig, at det var mig, der havde gjort det.
”DIG!” skreg hun rasende og pegede på mig. ”DIG!” gentog hun, og gik med lange aggressive skridt hen imod mig. Inden hun nåede helt hen til mig, var jeg sat i løb. Jeg løb alt hvad mine korte ben kunne, og hun var kun fem meter bag mig. Hun skreg som en gal efter mig, men jeg turde ikke andet end at løbe.
Efter en løbetur der føltes uendelig lang, kom jeg hen til huset. Jeg åbnede døren lidt for hårdt, og spækkede den hurtigt i efter mig.
”Nøglen!” råbte jeg forpustet. ”Jeg skal bruge nøglen til døren!”
Elva så forvirret på mig, idet hun kastede nøglen over til mig. Jeg skyndte mig at låse døren, og derefter satte jeg mig op ad døren, og græd. Tårerne væltede ud af mig.
Jeg havde altid haft svært ved at styre mine tårer. De flød ud af mig, lige meget hvád der skete. Om så jeg var glad, eller ked af det. Min mor kom styrtende ind til mig, da hun hørte min gråd.
”Hvad er der sket?” spurgte min mor og Elva på samme tid.
Da jeg fik styr på vejrtrækningen, fortalte jeg alt, hvad der var sket. Elva så forundret på mig. Hun syntes, det var virkelig sejt, men det tror jeg, hun var den eneste, der syntes.
”Er du sikker på, at der var dig?” spurgte min mor forvirret.
Jeg nikkede. ”Helt sikker.”
Min mor rynkede panden, og jeg vidste, at det betød, at hendes hjerne var i voldsomt brug. Hun tænkte så det knagede. Hendes ansigtsudtryk skiftede fra forvirret til bekymret.
”Vi venter og ser, hvad der sker,” sagde min mor efter flere minutters stilhed. Elva og jeg nikkede.
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...