Vores Underverden

Nigel er en smart fyr, som kun bekymre sig om hvor stramt hans læderbukser sidder. Det ændres dog, da en ung pige tropper op i hans bar.

Historien fylder:
17.267 ord i word
26 sider i word
74 kapitler i utilregnelig størrelse

13Likes
46Kommentarer
5668Visninger
AA

70. Kapitel 70 - af Kia

Jeg vidste at tiden var inde. Jeg havde efterhånden nået min optimale styrke. Mit sår var helet. Jeg rejste mig fra sengen og gik ud i stuen. Nessie sad og stirrede ind i flammerne fra bålet. Da det gik op for hende at der befandt sig en anden tilstedeværelse i rummet vendte hun sig om og hvæsede. Hendes øjne blev store af overraskelse da hun genkendte mig: ”Men.. Du burde stadig sove.” Jeg smilede grumt: ”Jeg sov slet ikke.” Hun blev hvid som et lagen da hun fornemmede kraften bag mine ord. Jeg trådte nærmere: ”Hvor er Jessies forældre?” spurgte jeg roligt. Nessies øjne flakkede: ”Hvad mener du? De er det sted jeg hele tiden har sagt.” Jeg lo koldt: ”Drop skuespillet Nessie. Jeg har luret dig.” Nessies kønne ansigt blev pludselig forvrænget af ondskab: ”Tror du at du kan slå mig her? I min egen hytte?” Hun slog ud med armene. Jeg smilede skævt: ”Din intelligens er vist begrænset. Jeg er en dæmon. Du er ikke længere sammen med dine Vampyrvenner. Klanen er ikke her.” Jeg vidste at Klanens styrke bestod i dens flertal. Hun var kun et klanmedlem. Nessie så på en gang bange og selvsikker ud. ”Du vinder aldrig.” Jeg fokuserede på hende og så angreb jeg. Vi tumlede lidt rundt og Nessie prøvede at kradse mine øjne ud: ”Vi kunne have blevet et godt par.” stønnede Nessie. Jeg lo forpustet: ”Du når ikke Jessie til sokkeholderne.” Nessie hvæsede men jeg havde allerede fundet hendes svaghed. Jeg sprang væk fra hende mens jeg blottede mine tænder. ”Vent!” råbte Nessie i desperation, ”jeg ved noget om Jessies forældre. Du finder aldrig ud af det hvis du slår mig ihjel.” Hun blødte fra et punkt på skulderen. I samme nu knækkede Nessie sammen i smerte. Dæmonkræfter var virkelig nyttige nogle gange. ”Du kan roligt sige det til mig.” sagde jeg. Nessie hostede og blev langsomt rød i hovedet: ”Je.. Jessies forældre har.. har aldrig.. eksisteret!” spyttede hun ud. ”Jessie har altid været en forsøgsperson.”
”Mere ved jeg ikke.” tilføjede hun. Jeg smilede: ”Tak for din hjælpsomhed.” Jeg gjorde mig klar til at give hende nådestødet…

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...