Vores Underverden

Nigel er en smart fyr, som kun bekymre sig om hvor stramt hans læderbukser sidder. Det ændres dog, da en ung pige tropper op i hans bar.

Historien fylder:
17.267 ord i word
26 sider i word
74 kapitler i utilregnelig størrelse

13Likes
46Kommentarer
5807Visninger
AA

42. Kapitel 42 - af Kia

Jeg lukkede øjnene et kort øjeblik. Koncentrerede mig fuldt ud om mit sår. Det var dybt OG lavet af en Halvengel. Det ville tage tid. ”Vi bliver nødt til at nå frem til skoven inden i aften. Der eksisterer alle mulige slags væsener som ville elske at indtage føde af en dæmon.” Min stemme havde endnu ikke mistet sin kraft. Jeg måtte over til Ham, før den gjorde.

”Vi er ved udkanten af skoven, hvad skal jeg nu gøre?” spurgte Jessie og vækkede mig derved. Jeg måtte have været faldet i søvn: ” Vi skal af nu. ”mumlede jeg svagt. Jeg prøvede at tage et skridt, men faldt ned på knæ. Jeg smilede bittert: ”Du bliver nok nødt til at hjælpe mig lidt.” Jessie tog fat om mig og hjalp mig op og stå. Det her var ikke rigtigt. Det burde være omvendt. Jeg bed tænderne sammen. ”Satans! Hvad var det dog for en kniv den forbandede Angie brugte?” bandede jeg. Jeg så ned på såret. Der var begyndt at gå betændelse i det. Jeg stivnede: ” Velsignet sølv..” mumlede jeg, ” Hun brugte Velsignet sølv..” Jeg kunen mærke at mine kræfter langsomt sivede ud af mig. Der var kun en ting at gøre, hvis jeg skulle overleve. Jeg stoppede op: ”Jessie, du ved jeg aldrig ville spørge dig om det her hvis ikke det var fordi det var en nødsituation.” sagde jeg sammenbidt. Hun nikkede, en anelse nysgerrig. Jeg tog en dyb indånding og skar en grimasse da det smertede: ” Jeg bliver nok nødt til at tage lidt energi fra dig.” mumlede jeg. Hun så forvirret på mig, så jeg fortsatte: ”Jeg skal drikke lidt blod fra dig.. Det ville være bedst med et menneske men da du er det nærmest på menneske som vi kommer…” Jeg stoppede, usikker på Jessies reaktion. Roligt afventende så jeg på hende. Jeg kunne praktisk talt mærke mit liv smuldre i hænderne på mig, men jeg ville ikke presse Jessie til noget hun ikke ville. Desuden smagte blod bedre når det var frivilligt. ”Jess?” hviskede jeg. Hun så på mig med et uudgrundeligt udtryk. Så nikkede hun. Jeg sukkede lettet: ”Det vil ikke gøre ondt.” sagde jeg blidt…
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...