Vores Underverden

Nigel er en smart fyr, som kun bekymre sig om hvor stramt hans læderbukser sidder. Det ændres dog, da en ung pige tropper op i hans bar.

Historien fylder:
17.267 ord i word
26 sider i word
74 kapitler i utilregnelig størrelse

13Likes
46Kommentarer
5797Visninger
AA

38. Kapitel 38 - af Kia

Jeg vendte mig et kort øjeblik mod Jessie. Hun hostede blod. Jeg vendte mig mod Markus igen: ”Hun er døende Markus.” Markus smilede: ”Der er en dusør. Hvis du ville kunne vi blive partnere igen. Jeg savner de gode gamle dage.” Jeg lo en bitter latter: ”Er det derfor du prøver at slå mig ihjel hele tiden?” Angie hvæsede igen: ”Ti stille Angie. Jeg skal nok ordne det her.” Markus fnøs: ”Du har aldrig været stærkere end mig.” Jeg smilede grumt: ”Du er gået glip af meget.” Jeg trådte frem og det samme gjorde Markus. ”Gør ikke det her.” advarede Markus mig. Jeg smilede bare og så gik kampen i gang. Vi fór på hinanden alt imens Jessie blev ved med at hoste blod op. Kampen satte farten op. Markus sprang på mig med et sindssygt brøl. Så brugte jeg mit hemmelige våben. Pludselig begyndte Markus at ryste over hele kroppen. Hans øjne spærredes op: ”Hvordan…?” hviskede han. ”Jeg sagde jo at du er gået glip af meget Markus.” sagde jeg med sammenknebne øjne. Markus stod ubevægeligt mens blodet løb ud af hans næse, øre og mund. En tåre dannedes i hans øjenkrog. Den trillede ned og efterlod blodstriber på Markus’ kinder. Med en sidste kraftanstrengelse som jeg ikke havde regnet med langede Markus ud efter mig og gav mig en lang flænge fra kinden hen til min næse. Jeg slog ham i hovedet og han faldt om uden en lyd. Jeg vendte mig mod Jessie med blodet løbende ned af kinden:” Vi har ikke meget tid. Kom!” Så løb vi, men efter et stykke tid standsede Jessie: ”Vent.” hviskede hun hæst. Jeg vendte mig mod hende. Hun så på en eller anden måde ud, som om hun havde fået det bedre. Pludselig smilede hun: ”Jeg lod som om.” sagde hun, nu med større styrke i stemmen: ” Jeg er ikke ved at dø. Se, jeg har det bedre.” Hun pegede på sin hals. Med langsomme skridt gik jeg hen til hende. Mit ansigt var udtryksløst. Da jeg stod 3 centimeter fra hende sank jeg ned på knæ. ”Jeg troede…” startede jeg med skælvende stemme, ”at jeg skulle miste dig.” Hele min krop rystede. Jessie sank ned på knæ: ”Det var den eneste måde..” hviskede hun. Hun rørte ved mit sår som allerede var ved at hele: ”Wow det går hurtigt.” sagde hun og stirrede på min kind. Jeg var for træt til at smile: ”Idiot..” hviskede jeg og kyssede hende blidt.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...