Vores Underverden

Nigel er en smart fyr, som kun bekymre sig om hvor stramt hans læderbukser sidder. Det ændres dog, da en ung pige tropper op i hans bar.

Historien fylder:
17.267 ord i word
26 sider i word
74 kapitler i utilregnelig størrelse

13Likes
46Kommentarer
5668Visninger
AA

10. Kapitel 10 - af Kia

Da hun var løbet sin vej sank jeg om, lige der på brostenen. Jeg gemte mit ansigt i hænderne. Hvad skete der for mig? Jeg kunne under ingen omstændigheder lade mig selv være så svag igen. Jeg ville helt sikkert få problemer med et par vampyrer. Men det var ikke det der bekymrede mig mest. Hvor meget jeg end hadede at indrømme det, kunne jeg ikke glemme Jessie. Hendes øjne, hendes smil, hendes hænder der blidt berørte mine. Hvordan havde jeg kunne lade det gå så vidt? Jeg sukkede tungt, rejste mig op og gik ind i baren igen. Jeg lagde godt mærke til at alles øjne hvilede på mig. De havde trods alt set mig skynde mig ind på mit kontor og nærmest løbe ud af døren. Det var usædvanligt. Jeg var altid helt rolig. Jeg stirrede på mine hænder indtil de holdt op med at ryste. Hun var bare en eller anden forkælet rigmands datter. Jeg ville hurtigt glemme hende…

//En uge senere… //

Jeg løftede mine ben op på mit gamle træbord der efterhånden bar præg af mine fødder. Avisen lå lige ved siden af. Jeg løftede min kop med kaffe og tog en ordentlig slurk før jeg endelig foldede avisen ud. Det der først poppede op lige i hovedet på mig, var Jessies smilende ansigt. Jeg hostede og spruttede og var lige ved at blive kvalt i min kaffe. ”For helvede da!” bandede jeg og skyndte mig ind i mit køkken for at finde noget køkkenrulle. Bagefter samlede jeg avisen op og begyndte at læse:

”Torsdag aften forsvandt den 21årige Jessica De Vernon sporløst. Ingen ved hvor hun gik hen, men naboen hævder at have set hende på vej mod Underverdenen i rasende fart. Politiet er stadig i fuld gang med at opklare sagen….”

Jeg stoppede med at læse: ”Torsdag aften…” mumlede jeg for mig selv. Det var præcis en uge siden, og den samme dag som jeg mødte hende. Med et snuptag tog jeg avisen og smed den i skraldespanden. Det ragede mig en papand hvad den tøs havde gang i. Eller det prøvede jeg i hvert fald at bilde mig selv ind. Men uanset hvad jeg prøvede at sige til mig selv, uanset hvor meget jeg anstrengte mig for at lade sagen ligge, kunne jeg ikke komme af med den følelse af at jeg ikke kunne lade det ligge. Til sidst blev jeg så irriteret at jeg smadrede min kop ind i væggen. ”HVORFOR MIG?” brølede jeg ud i rummet. Selvfølgelig fik jeg intet svar, og med et sidste salve af forbandelser og eder snuppede jeg min trofaste jakke og min pistol og fór ud af døren..
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...