Lyden af Vinger

hvorfor jeg døde ved jeg ikke, men døde det gjorde jeg. Aya er 16 år, og død, hendes elskede venner og familie kan ikke se hende, hun er til sin egen begravelse og finder ud af at hun faktisk er død. Da møder hun Daniel, som kommer og skal føre hende til den anden side, hvor hun skal starte på Kostskolen for engle, en skole hvor hun en dag selv, vil blive en af de smukke engle.

8Likes
11Kommentarer
2036Visninger
AA

1. En tid i mørket.

Mit navn er Aya, jeg var 16 år, da jeg døde.

Den nat fløj jeg igennem mørket. jeg kunne intet se, her var for mørkt, som en evighed.
jeg bedstemte ikke selv hvorhen, for vinden trak i min sjæl. jeg husker næsten intet fra før min død.
kun få ting.
kun den voldsomme smerte, som skar gennem min krop, efter det, ingenting, alting blev sort,


tidligere på dagen, da jeg stadig så solens lys og følte at jeg var bevægelig, gik jeg over grossten, en kirkegårds grossten. hvordan jeg var kommet her vidste jeg ikke? var mormor død? eller Bedstefar?, jeg slentrende videre, hvide murer tornede sig op foran mig. da hørte jeg gråd og snøften.
jeg drejede omkring kirken og så på en masse mennesker som stod samlet foran kirken. det var fra dem gråden kom.
der gik et øjeblik før jeg opdagede at jeg kendte disse mennesker, ikke bare kendte, det var min familie. min mor med armene slynget om min fars hals, og Benjamin, min lillebror, han stod som forstenet. ved siden af. men min mormor var her, også min bedstefar. hvem mon var død?
jeg listede ind i kirken, jeg ville ikke vække opmærksomhed, kisten stod oppe ved alteret, så jeg fortsatte der op, kisten stod halvt åbent og jeg kiggede ned.
en rædsel skar igennem mig, pigen i kisten var ikke mere end et par dage over 16, hun var så bekendt, for det var mig.
et skrig undslap mine læber, jeg fór ned af kirke gulvet, og ud af de store brune døre. min mor og far stod stadig sådan, min mor hulkede som var hun pisket.

"MOR! jeg er her! stop med at græde! høre du! STOP!" skreg jeg og stampede i jorden, tårende sved i øjne.

hun så ikke på mig, ingen så på mig.

jeg gik hen og stillede mig foran min lillebror "Benjamin?" spurgte jeg, han kiggede ikke på mig, han kiggede igennem mig,
"se nu på mig!" hulkede jeg, og rakte ud efter ham. min hånd rørte ham ikke, den gik igennem ham.
*Jeg drømmer, det her er en drøm! det må det være?!*
jeg rakte ud efter ham igen, men det samme skete.
Skelvende vendte jeg mig væk fra min familie og så på de andre, mine veninder stod der, med de smukkeste roser.
mine ankler var ved at knække under mig. så jeg satte mig ned på den nærmeste sten.

Det her var for meget, hvad var der dog sket med mig?

"De kan ikke se dig, ligemeget hvad du gør" hørte jeg en sige bag mig. et chok gik igennem mig, og jeg vendte mig om, alt omkring mig var blevet mørkere.
og jeg kunne ikke se personen der talte.
*Aya du er blevet skør, her er ingen, måske enda sindsyg!*

"Du er ikke blevet skør, du er bare død" sagde en stemme der lød som klokkeklang i mine ører.
i mørket kom en skikkelse til syne, smukkere end englene tillader.
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...