Mit liv.

Mira har mistet begge sine forældre i en ulykke, og bliver nød til at flytte hjem til sin mormor i Californien, men det skal vise sig ikke at blive et helt forfærdeligt liv alligevel:)


3Likes
7Kommentarer
1172Visninger
AA

2. næsten som i en film

Da jeg endelig kom hjem smed jeg mig bare i min seng, og stirrede op i loftet. Jeg kunne ikke lade vær med at smile lidt for mig selv. Jeg havde mødt den mest perfekte dreng nogensinde. Hans engleansigt stod stadig helt klart for mig. Mens jeg lå og tænkte på Jake faldt jeg i søvn. Jeg vågnede ved en klirrende lyd mod mit vindue, jeg rejste mig og gik hen for at hive det tynde blondegardin fra. Jeg kunne mærke jeg rødmede, og sommerfuglene vendte tilbage. Jake stod nede i forhaven med en håndfuld småsten og smilede op til mig. Jeg smilede tilbage og han vinkede mig ned til sig. Jeg kiggede på uret, 22.00. Jeg stod lidt og overvejede, om jeg skulle blive hvis min mormor nu skulle vågne. På den anden side… Hvorfor skulle hun det? Jeg løb hurtigt nedenunder og ud til Jake. ”Hej” sagde han med klar stemme, og smilede over hele ansigtet. Han havde en lidt nedringet T-shirt på, of først der gik det op for mig han havde et lille sølv ar ved halsen. Jeg glemte helt jeg stod og stirrede på det, indtil han lagde to fingre på min hage og løftede mit hoved, så jeg igen kiggede ind i hans mørke øjne. ”Kom Mira, der er noget jeg skal vise dig” sagde han igen med blid og rolig stemme. Jeg bed mig lidt forlegent i læben, mens vi gik, over jeg havde stirret sådan på hans hals. Der var mørk overalt. Kun lys fra stuerne lyste gaden en smule op.
Vi havde ikke sagt noget mens vi gik. Jeg kiggede op på ham, og han gengældte straks mit blik. Han tog min hånd og gav den et lille klem, inden han flettede sine fingre ind i mine. Hele min krop sitrede og jeg vendte blikket mod jorden, men kunne alligevel ikke lade vær med at smile. ”Så er vi her” sagde Jake, og smilede til mig, men slap stadig ikke min hånd. Jeg kiggede mig omkring, vi stod på en høj bakke, så høj at vi havde udsigt over hele byen. Her var utrolig, himlen var helt mørkeblå, græsset var næsten sort. Byen lå helt tavst, og kun få huse havde lys. ”Hvor er her dog smukt,” mumlede jeg, og kiggede ud over landskabet. Jake satte sig ned i det høje græs, og klappede på jorden, som tegn til at jeg skulle sætte mig. Jeg satte mig ned ved siden af ham, hev et græsstrå op og begyndte at pille ved det, mens vinden legede med mit hår. Jake tog igen min hånd og vi flettede fingre. Vi kiggede længe på hinanden, bare kiggede. Han lagde sig på ryggen, og kiggede op på den mørke himmel, hvor stjernerne var begyndt at komme frem, en efter en. Jeg lagde mig helt tæt ind til ham, så mit hoved hvilede på hans bryst. Jeg kunne mærke hans vejrtrækninger, det virkede så underligt beroligende på mig. Jeg ved ikke hvor længe vi lå der, i græsset og kiggede op på himlen, uden at sige noget, jeg ved bare jeg nød hver eneste sekund.
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...