Kys, Kærlighed og Blod

En af mine meget gode veninder har skrevet dette, men ved ikke selv hvor godt det er, så i må meget gerne bedømme det;) Jeg syntes det er amazing!!!

6Likes
8Kommentarer
1915Visninger
AA

1. Prolog

Det var mørkt udenfor, og det eneste lys i miles omkreds kom fra den lille landsby som lå for neden af bjerget. ”Hør nu Alison, jeg er ked af det” det var tiende gang han sagde det, men han var ikke blevet mere troværdig af det. Jeg kunne mærke hans ene arm der lagde sig om mig. Og hans læber der stjrefede min kind. Normalt ville jeg have nydt det, men ikke i dag ikke denne gang. Han havde gjort det før men den her gang var det gået for vidt.
” Alistair du har gjort det igen, og denne her gang slettede du ikke dine spor, folk her i byen kan huske” jeg rev mig ud ad hans arm, og gik over til det andet vindue. ”Ali, søde skat, jeg gjorde det jo kun for sjov og ham den anden er alligevel for skræmt til at sige noget” han lød som sædvanlig ligeglad, men det var jeg ikke ”ham den anden? er der et vidne!?” raseriet kogte i mig og jeg havde lyst til at smide et eller andet i hovedet på ham også selv om jeg vidste at det kunne ville gå ud over selve tingen og ikke ham. Sådan var det bare med os, vores kolde hud, vores skønhed, vores udødelighed og vores trang til blod, en typisk vampyr ting, noget som ikke kunne glemmes eller laves om på. Men Alistair var anderledes, han kunne lide at lege med maden inden at han spiste, det var derfor at jeg ikke jagede sammen med ham i landsbyen. At jeg fik min middag fra de byer der lå længst væk, så jeg ikke kunne beskyldes for noget han havde gjort.
” Søde Ali, det var jo bare for sjov, og så kan jeg jo bare tage ham næste gang” ” du mener der er en næste gang” min stemme dirrede af raseri, og jeg kunne mærke en tør følelse i halsen. Som vampyr var jeg ude af stand til at græde, men det betød ikke at jeg ikke kunne følge sorg, og det var det den tørre hals betød, ikke tørst men den sorg der kom når jeg sagde farvel til ham.

Jeg gik ind på mit værelse, tog min kuffert og smed det meste af mit tøj i den, nogle sko nogle af mine bøger, en tegne blok og mine blyanter. Da jeg igen nåede ud på gangen stod han der allerede ”hvad vil du gøre uden mig Ali, du har ikke noget at falde tilbage på, og alle i din familie er døde” han havde ret, jeg kunne ikke falde tilbage på noget. Jeg havde boet i Rumænien, siden 1475, jeg havde godtnok været andre steder (det er man ligesom nødt til) men aldrig boet der. Jeg havde altid været her, sammen Alistair. Vi kom i virkeligheden begge fra England. Han var født i London 1378 og jeg blev født ca.100 år efter det, vil sige at jeg er ca. 535 år gammel, men jeg ligner stadig en på 16.
Han kigger stadig på mig venter på et svar. Jeg løfter hovedet og kiggede ham i øjnene ”tror du” jeg vendte mig og gik.”Alison du er ikke noget uden mig” ”nej Alistair det er lige omvendt” selv om jeg hviskede det sidste for mig selv vidste jeg at han kunne høre hvert et ord, lige så godt som hvis jeg havde råbt ad ham.
Men jeg vidste også at jeg var færdig her.
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...