Når solen går ned

kærlighed og misforståelser<3

2Likes
8Kommentarer
919Visninger

1. kapitel 1.

Alec trykkede min krop ind mod sig, mens han hviskede ned i mit hår. Han holdt så hårdt fat, at jeg kunne mærke det trykke i mine ribben. Jeg prøvede at lægge armene om ham, og åbne øjnene, men uanset hvor meget jeg prøvede kunne jeg ikke. Det var som om jeg blev trukket op af en mørk kold sø, som når lyset stille vender tilbage, og når lungerne begynder at lukke luft ind igen. Jeg ville så gerne fortælle ham at jeg var okay, at der ikke var sket noget. Hans ord blev tydeligere, ”undskyld, Claire, undskyld, vil du ikke nok se på mig?” Hans stemme var så tæt på, at jeg kunne mærke hans kolde læber der med mellemrum strejfede mit øre. ”Alec…?” min stemme var så fjern og hæs, jeg ikke kunne kende den. ”Åh Claire,” han trykkede mig endnu hårdere ind til sig, og jeg lagde hænderne svagt på hans bryst og prøvede at puffe ham væk. Han kiggede på mig, med sine store klare blå øjne, ”Claire, du må love mig at du aldrig, aldrig, aldrig nogensinde gør sådan noget igen, lover du det?” han holdt om mit ansigt med begge sine kolde hænder. Jeg kiggede ned af ham og lagde mærke til at hans tøj var gennemblødt. Hans lyse hår klistrede ind mod hans ansigt, og hans grå T-shirt, der var blevet næsten sort, klæbede ind til ham og optegnede hans muskuløse overkrop. Mit blik fæstnedes igen ved hans. Frygt og sorg stod malet i hans ansigt. Jeg kiggede ned af mig selv, og så at mit tøj var vådt og vandet dryppede af mig. Jeg kunne ingenting huske. Kun at jeg havde fået hans sms om at jeg skulle stoppe med at snakke med ham, stoppe med at kigge på ham, og komme videre i mit liv. Jeg kan huske jeg var brast i gråd inde på mit værelse, jeg havde råbt og skreget og sparket til alting. Hvordan kunne han vide det, jeg havde aldrig fortalt ham at jeg elskede ham. Efter det var alt blevet sort. ”Hvad skete der… Jeg kan overhovedet ikke huske noget” hviskede jeg, mere blev det ikke til, for det var som om en kniv skar i min hals når jeg snakkede. Jeg var helt tør i munden, og jeg frøs mere end nogensinde før. Men ikke min pande. Den var helt varm. Jeg løftede min hånd og jeg kunne mærke noget varm klistret der løb ned over den. Blod. Jeg gispede og svimmelheden kom straks tilbage. Alec havde fat i mig før jeg kunne nå at reagere selv. ”Her, nu skal jeg” sagde Alec, han tog sin T-shirt af og hans gyldenbrune overkrop kom til syne. ”James tog min mobil i går, og skrev sms’en” Han vendte blikket mod jorden, ”Claire det har aldrig været min menig at gøre dig fortræd” Han vendte atter blikket mod mig, mens han holdt mig fast og sagde, ”jeg elsker dig Claire!”
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...