Menneskets grundvilkår

Ikke alle mennesker har det lige godt. I-landene tager alle skovenes dyrebare ressourcer, og hvem skal tage konsekvenserne af det? Det skal U-landene ...

20Likes
11Kommentarer
1499Visninger
AA

1. Alt har en ende

Engang så jeg det hele som ét stort eventyr. Selv da jeg var helt lille og knap nok kunne skrive og regne, vidste jeg, at jeg ville ud og opnå noget stort når jeg blev ældre. Og det skulle ikke bare være noget hvilket som helst. Hvad det helt præcist var, havde jeg aldrig fundet ud af. Man kunne også sige det på dén måde, at jeg aldrig havde haft muligheden for at finde ud af det. Det meste af min fortid var uklart for mig. Som om, at min hukommelse var blevet væk efterhånden som dagene gik med og lægge diger og dæmninger, nede ved floden. Men det hele var bare spild af tid og arbejdskræfter nu. Uanset hvor lidt vi havde lyst til det, måtte vi bare se sandheden i øjnene. Men uanset om vi gjorde det eller ej, så ville det være for sent for os alle. Vi havde ikke nået og flygte. Rettere sagt, så havde vi ikke haft råd. Ingen havde hjulpet os. Det føltes som om at vi var et land langt væk fra verdenskortet, og vi aldrig ville kunne blande os med de store lande. Men her spørger jeg så bare, hvad meningen er i en verden som denne? De tænker kun på sig selv. De tænker kun på de lande og mennesker som har penge. De tænker kun på mennesker med lys hud. Det havde ikke altid været nemt, men nu blev der forhåbentligt snart gjort en ende på al den lidelse og ødelæggelse som I-landene havde givet os. De havde alle gået rundt og troet, at de kunne gøre hvad som helst ved naturen, uden den ville give tilbage. Der havde de taget grueligt fejl. Men de havde ikke turdet sande, at det der rent faktisk skete omkring dem, var virkeligt. Og de ville sikkert heller ikke gøre det, før det var deres tur. De havde brugt skovens dyrebare ressourcer, og det skulle nu gå ud over den sydlige halvkugle af jordkloden. Det der ventede på os forude, var en kæmpemæssig naturkatastrofe. Et jordskælv havde ødelagt den nordlige ende af landet i morges, og havde sågar skabt tsunami advarsel. Og den ville snart være her. Den ville suge alt med sig, og intet ville overleve. Heller ikke jeg. En lille tåre trillede ned af min brune og beskidte kind, og landede lydløst i mit skød som var dækket af et laset stykke stof. Et lille grynt lød ved siden af mig, og jeg begyndte langsomt og nynne en fredelig melodi, for at få min lille søn til at sove igen. Det var nu over fireogtyve timer siden, at jeg havde hørt fra min mand. Han havde befundet sig i den nordlige del af landet, da jordskælvet havde fundet sted. Selvom det værste sikkert var sket, så håbede jeg stadig på at han havde overlevet. Så længe håbet var der, så kunne man se det på den positive side og vente. Selvom der egentligt ikke var noget positivt i denne situation. Dette gik hen og blev de sidste minutter af min levetid på jorden, for pludseligt hørtes en lyd som et brølende jetfly, og jeg vidste at det var begyndt. Jeg rev mit barn ud af sin vugge, og begyndte at løbe væk. Men da var det for sent. De kraftige bølger skyllede ind over os, og rev Serge ud af min favn. ”Serge! Sergeeee!” Jeg skreg af mine lungers fulde kraft, men jeg kunne intet gøre. De hårde og massive bølger holdt mig fanget under vandet, og til sidst havde jeg ikke mere luft tilbage i mine lunger. Vandet raslede ned i min hals, og jeg kiggede opgivende op på overfladen. Langt om længe så jeg dagens lys, og lod bølgerne rive mig med ud i havet til alle dets andre uskyldige ofre.
Alt dette, kun på grund af I-landene…
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...